Cepos: Roden til problemet med regler udspringer fra Bruxelles

Det genoprettede regeringsudvalg vil nok kunne bremse noget overimplementering af direktiver, men det kan hverken forhindre minimumsimplementering eller bølgen af forordninger med direkte retsvirkning.

En reel opbremsning i regelstrømmen kræver, at vi er meget tidligere på færde og påvirker regelmøllen i Bruxelles fra starten. Både regeringen og Folketingets Europaudvalg har et ansvar her.

Mange blev forfærdet, da der pludseligt kom et administrativt tungt krav om tidsregistrering fra EU på det danske arbejdsmarked. Men så pludseligt var det nu heller ikke. Det udspringer af et gammelt direktiv og en fortolkning i en konkret sag fra en domstol i 2019.

Vi kunne have påvirket både det oprindelige direktiv og have søgt det ændret, da dommen faldt.

Mange regler koster mange penge

Den store regelmængde er ikke bare et irritationsmoment, men indebærer store reelle omkostninger.

Vores optælling viser, at de administrative omkostninger for virksomheder alene af de seneste fem års lovforslag, der implementerer EU-lovning, svarer til 0,4 procent af bnp.

Regulering bærer en væsentlig del af ansvaret for den aftagende produktivitetsvækst i EU og andre vestlige lande.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Tænketanken Cepos

Det er blandt andet på grund af direktivet om minimumsskat, som vil koste virksomhederne næsten en halv milliard kroner om året.

Udover det administrative besvær forvrider reguleringen erhvervsstrukturen, skaber barrierer for konkurrencen og sænker produktiviteten.

En voksende økonomisk forskning peger på, at regulering bærer en væsentlig del af ansvaret for den aftagende produktivitetsvækst i EU og andre vestlige lande.

For at illustrere at effekterne bestemt ikke er trivielle, kan man med udgangspunkt i de internationale forskningsresultater anslå, at et stop for regelvæksten i Danmark over ti år ville øge bnp med mellem 2,3 procent og 13,8 procent.

Tallene er selvsagt usikre, men usikkerheden trækker i begge retninger. Usikkerheden er ikke noget argument for at ignorere problemet.

Otte råd til til mindre bøvl

Det er glædeligt, at Draghi-rapporten har sat reguleringsbyrden på dagsordenen, men det er langt fra første gang den får opmærksomhed. Samtlige statsministre siden Poul Schlüter har ønsket at gøre noget ved problemet, men med blandet succes. 

Både succeserne og de mere talrige fiaskoer kan man imidlertid lære noget af.

En grundlæggende lektie er, at overordnede målsætninger om at begrænse reguleringen ikke er tilstrækkeligt.

Deregulering har været en succes, når der ikke alene er forpligtende mål, men også indføres systemiske mekanismer med klar ansvarsfordeling, incitamenter og målesystemer. 

Her er en række tiltag, som vi kan iværksætte herhjemme:

1. Et regelloft, som indebærer, at der kun kan indføres nye regler, hvis regeringen fremlægger forslag til at fjerne et mindst tilsvarende antal – og gerne en "en ind-to ud"-regel som blandt andet har været praktiseret i British Columbia i Canada.
   Det er vigtigt, at loftet også kommer til at omfatte nye regler fra EU, så der eventuelt fjernes danske regler i mindst samme omfang. Vi har udarbejdet en model for, hvordan loftet kan udformes og håndhæves i praksis.
2. Et bindende mål for at lette erhvervslivets administrative byrder med 25 procent, baseret på uafhængige målinger. Det er tidligere lykkedes, og det er netop foreslået genindført af en arbejdsgruppe under Erhvervsudvalget.
3. Et produktivitetsmål i fremtidige regeringsgrundlag og en forpligtelse for hver minister til at bidrage med initiativer til grundlæggende dereguleringsreformer. Initiativerne bør evalueres af De Økonomiske Råd som led i deres produktivitetsportefølje.
4. Dansk initiativ til deregulering på EU-kerneområder, hvor reguleringspresset er blevet meget højt. Det gælder blandt andet bank-, klima- og konkurrenceregulering. Samtidig bør der følges op på Draghi-rapportens efterlysning af at sætte gang i udviklingen af det indre marked, som er gået i stå.
5. Tidligere fokus i Danmark i blandt andet Europaudvalget på, om nye EU-initiativer vil øge reguleringsmængden, er proportionale og ikke mindst overholder subsidiaritetsprincippet.
   Selv om subsidiaritetsprincippet er traktatfæstet, kan det kun fungere, hvis de enkelte lande håndhæver det over for EU's centrale organer.
6. Hvor EU er det naturlige forum for at løse en opgave, bør regeringen være forpligtet til at fremlægge forslag til at afvikle regulering i Danmark. Det gælder ikke mindst på klimaområdet, hvor der er i dag er markant dobbeltregulering.
7. Anerkendelse af andre landes godkendelser. Virksomheder, der har opnået godkendelse i lande med troværdig regulering, bør som udgangspunkt kunne anvende dem herhjemme.
8. Godkendelsesordninger, som eksempelvis byggesagstilladelser, erstattes af efterkontrol og frivillig adgang til bindende forhåndsbesked.

På andre områder viser blandt andet budgetloven og det oprindelige skattestop, at selv vanskelige målsætninger kan realiseres, hvis de bakkes op af en stærk politisk infrastruktur.