Debat

Dansk Erhverv: Tre lavthængende frugter i iværksætterpolitik, som en ny regering bør prioritere

En ny regering bør tage iværksætternes udfordringer alvorligt. Til det har jeg tre lavthængende frugter, som en ny regering bør sætte i værk, der ingen eller lidt finansiering kræver, skriver Jasmina Pless.

52 procent af iværksættervirksomheder vil gerne
tilbyde medarbejderaktier, men gør det ikke i dag. Årsagen er, at
bureaukratiske skatteregler står i vejen for, at iværksættere kan benytte
medarbejderaktier til at tiltrække talentfulde medarbejdere, skriver Jasmina Pless.
52 procent af iværksættervirksomheder vil gerne tilbyde medarbejderaktier, men gør det ikke i dag. Årsagen er, at bureaukratiske skatteregler står i vejen for, at iværksættere kan benytte medarbejderaktier til at tiltrække talentfulde medarbejdere, skriver Jasmina Pless.Foto: Pressefoto/Dansk Erhverv
Jasmina Pless
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lad mig starte med at understrege, hvad der ikke er brug for. Der er ikke brug for endnu et udvalg, panel, kommission eller anden form for syltekrukke, der skal komme med nye iværksætterforslag. Løsningerne findes der ude. Dansk Erhverv er kommet med 28 forslag, og det har alle andre erhvervs- og brancheorganisationer for den sags skyld også.

Folketingsvalget er udskrevet, og uagtet hvem der griber statsminister-stafetten efter valget, er der masser for de nye magthavere at tage fat på.

Den nye regering bør hurtigst muligt kaste sig ind i kampen for at sikre, at succesfulde vækstvirksomheder har mulighed for at vokse sig store i Danmark. Dertil skal det sikres, at vi ikke tvinger de succesfulde virksomheder ud af landet på grund af vores ringe muligheder for at få adgang til kapital og kvalificeret arbejdskraft.

Selvom det kan lyde som to store emner at tage fat på for politikerne, er det faktisk de lavsthængende frugter, der stort set uden omkostninger for staten, kan forbedre vilkårene for iværksættere markant. Lad os gennemgå dem.

Temadebat

Hvordan gør vi iværksætterlivet mere attraktivt?

Erhvervsminister Simon Kollerup har udskudt de politiske iværksætterforhandlingerne flere gange over de sidste par år, og nu står vi overfor et valg, og dermed også afslutningen på valgperioden. Altinget Erhverv gør derfor status på Folketingets og regeringens indsats på iværksætterområdet de sidste tre år og ser frem mod næste valgperiode.

Hvordan har iværksætterne været stillet de sidste tre år? Hvad har konsekvenserne været af de udskudte politiske initiativer? Og hvad skal en kommende regering gøre for at hjælpe iværksættere?

Hvis du ønsker at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til [email protected].
 

Bureaukratiske regler står i vejen for medarbejderaktier

39 procent af iværksættere ser rekruttering af medarbejdere med de rette kvalifikationer, som en barriere for vækst.

Her kan medarbejderaktier være en god løsning, da små virksomheder ofte ikke har mulighed for at kunne konkurrere i forhold til løn, men til gengæld kan medarbejderaktier give medarbejdere mulighed for at få del i en potentiel gevinst, hvis virksomheden bliver en succes.

52 procent af iværksættervirksomheder vil gerne tilbyde medarbejderaktier, men gør det ikke i dag. Årsagen er, at bureaukratiske skatteregler står i vejen for, at iværksættere kan benytte medarbejderaktier til at tiltrække talentfulde medarbejdere.

Som løsning foreslår vi i Dansk Erhverv, at den procentmæssige begrænsning for hvor stor en andel af medarbejdernes løn, der kan tildeles som aktieløn, ophæves. I stedet bør der indføres et krav om, at medarbejdere, der tildeles aktieløn, som minimum også skal have et fast beløb udbetalt. Det vil gøre det mindre bureaukratisk og dermed mindre dyrt for startups at tilbyde medejerskab til de ansatte.

Crowdfunding skal ske i tråd med svenske vilkår

Et andet omkostningsfrit initiativ er at etablere et velfungerende marked for investeringscrowdfunding i Danmark. Det vil give danske borgere med almindelige formuer mulighed for at investere små beløb i iværksættervirksomheder på crowdfundingplatforme.

Vi ser investeringscrowdfunding tage fart i mange andre europæiske lande, men stram fortolkning af lovgivning i Danmark har betydet, at det ikke har været muligt at skabe et velfungerende marked for det herhjemme.

Danske iværksættere bliver derfor tvunget til at bruge en udenlandsk platform frem for en dansk, hvis de vil rejse kapital med investeringscrowdfunding.

Problemet kan kommes til livs ved, at man giver anpartsselskaber adgang til at kunne benytte investeringscrowdfunding i tråd med svenske vilkår.

Lagerbeskatningen ved børsnotering skal ændres

De nuværende beskatningsregler betyder helt konkret, at de iværksættere, som ejede ejerandele ved børsnoteringen, skal beskattes af urealiserede gevinster fra den dag, virksomheden går på børsen.

Lagerbeskatning er uhensigtsmæssig, for det kræver reelt, at iværksætteren skal betale skat af penge, som iværksætteren endnu ikke har i hånden

Jasmina Pless
Chef for iværksætterpolitik, Dansk Erhverv

Lagerbeskatning er uhensigtsmæssig, for det kræver reelt, at iværksætteren skal betale skat af penge, som iværksætteren endnu ikke har i hånden. Iværksætteren må derfor forsøge at optage banklån for at kunne betale lagerbeskatningen, da de ofte ikke kan sælge ud af aktierne for at betale skatten på grund af en lock-up-periode.

For at afhjælpe problemet, bør dem, der noterer virksomheden, kunne vælge imellem beskatning efter lagerprincippet eller realisationsprincippet.

At give virksomhedens stiftere mulighed for at blive beskattet ved realisationstidspunktet vil blot flytte tidspunktet for beskatning, hvilke derfor ikke bør koste statskassen noget særligt.

Disse initiativer er tre forslag blandt en lang række initiativer, der er afgørende for virksomheders mulighed for skalering. De tre bud er stort set omkostningsfrie og giver politikerne mulighed for at etablere bedre rammevilkår med det samme, så Danmark kan blive verdens bedste iværksætterland. Får vi bugt med disse tre, er vi allerede kommet et langt stykke af vejen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jasmina Pless

Investment Manager, Invest in Denmark, bestyrelsesmedlem, Niels Brock Fonden,
cand.merc.(pol.) (CBS)

0:000:00