Bliv abonnent
Annonce
Debat

Dansk Metal: Nu har Danmark og Europa chancen for at finde nye venner i Sydamerika

Europa har mere end nogensinde brug for nye venner i verden, skriver Johan Moesgaard Andersen.
Europa har mere end nogensinde brug for nye venner i verden, skriver Johan Moesgaard Andersen.Foto: Dansk Metal
20. januar 2026 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Manges øjne hviler på Venezuela i denne tid, efter USA 3. januar angreb oliestaten og tog præsident Nicolás Maduro til fange. Analyserne af situationen er vidt forskellige, men har også noget til fælles: Hvad der foregår i Venezuela, betyder noget for os i Danmark og Europa.

Vi kan ikke beslutte, hvordan USA handler i Sydamerika. Men vi kan beslutte, hvordan Europa selv agerer. Lige nu holder Europa-Parlamentet nøglerne til fremtidens indflydelse i Sydamerika. For mens USA, Kina og Rusland rasler med sablerne globalt, har Europa en historisk chance for med blødere værktøjer at få nye venner i Sydamerika.

Jeg taler naturligvis om handelsaftalen mellem EU og de såkaldte Mercosur-lande i Sydamerika. Altså Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay.

Læs også

Aftalen har været mere end 25 år undervejs. Nu mangler blot det endelige nik fra Europa-Parlamentet, efter medlemslandene midt i januar godkendte aftalen.

Europas landmænd, anført af de franske, har ad flere omgange fået aftalen midlertidigt obstrueret. De frygter mere konkurrence fra sydamerikanske landmænd og mener øjensynligt, at andre geostrategiske hensyn må vige for landbruget.

Her bør alle gode kræfter i Europa-Parlamentet hæve blikket.

Venner og partnere i en usikker verden

Handelsaftaler i dag er langt mere end toldsatser, markedsadgang og kolde kontanter.

Tænk tilbage på dengang man første gang forsøgte at binde EU og Mercosur-landene sammen i et partnerskab. Det var helt tilbage i slutningen af 1990’erne. Dengang var verden præget af optimisme, tro på globaliseringen og amerikansk dominans.

Verden i dag er en anden. Kina forsøger systematisk at gøre sin indflydelse gældende i Latinamerika. USA er svær at regne med. Vender Europa ryggen til Sydamerika, skal andre stormagter nok gnide sig i hænderne og stå på spring til at gøre forretninger i Sydamerika. De kan godt se fidusen i at ekspandere deres indflydelse.

Misser Europa chancen, risikerer vi at miste vigtige venner og partnere i en usikker verden.  

Det er svært at forstå, hvis en snæver landbrugsinteresse skal blokere for en aftale, der styrker Europas resiliens og globale slagkraft.

Johan Moesgaard Andersen
EU-chef, Dansk Metal

Noget andet er, at aftalen rummer gode, grønne perspektiver. Aftalen forpligter landene i Sydamerika til Paris-aftalen og konventioner, som beskytter truede planter og dyr. Ligesom danske vindmøller og grøn energiteknologi lettere vil kunne krydse Atlanten.

I dag er det jo ikke en selvfølge, at Mercosur-landene uden videre vil bidrage til den nødvendige klimahandling. Tænk bare på Brasiliens tidligere præsident, Jair Bolsonaro, som nærmest gjorde grin med klimaet.

Et stærkere partnerskab med sydamerikanske lande kan trække kontinentet et skridt i en grønnere retning. Det sker næppe, hvis vi lader USA og Kina svinge taktstokken.

Spark bolden i mål

Endelig er der naturligvis spørgsmålet om landbrug. Vrede bønder og deres traktorer indtog Bruxelles i december måned med bål, brand og blokader. Som en irsk bonde formulerede det, var landmændene rasende over, ”at priserne på fødevarer risikerer at falde”.

Læs også

Europæiske forbrugere og familier frygter nok næppe, at fødevarerne måske bliver lidt billigere. Det vil tværtimod være positivt. Ligeså kan aftalen åbne døre for danske virksomheder til over en kvart milliard mennesker i Sydamerika, som efterspørger alt fra dansk medicin til danske energiløsninger.

Aftalen kan desuden sparke gang i væksten hos vores store tyske nabo i syd, hvor industrimotoren hakker og hoster for tiden. Foruden selvfølgelig at mere handel kan bygge en stærkere diplomatisk bro mellem parterne.

Det er svært at forstå, hvis en snæver landbrugsinteresse skal blokere for en aftale, der styrker Europas resiliens og globale slagkraft.

Vi europæere må nu håbe på, at Europa-Parlamentet sparker bolden endeligt i mål.

Europa har mere end nogensinde brug for nye venner i verden. I en tid, hvor USA, Kina og Rusland på forskellige måder sår tvivl om den regelbaserede verdensorden, må Europa vise vejen.   

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026