Bliv abonnent
Annonce
Debat

DD: FH’s skræmmekampagne om selskabsskat er både forkert og unødigt splittende

Det er i bedste fald misvisende, når Morten Skov Christiansen udlægger teksten, som om vi vil nedlægge tusindvis af stillinger i vores sundhedsvæsen for at kunne sænke selskabsskatten, skriver Betina Kastbjerg og Dennis Flydtkjær (DD).
Det er i bedste fald misvisende, når Morten Skov Christiansen udlægger teksten, som om vi vil nedlægge tusindvis af stillinger i vores sundhedsvæsen for at kunne sænke selskabsskatten, skriver Betina Kastbjerg og Dennis Flydtkjær (DD).Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
2. marts 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

FH-formand Morten Skov Christiansen vil gerne advare mod ”noget meget farligt”. Noget, der direkte ”planter sprængstof i dansk økonomis fundament”, tager rettigheder fra danske lønmodtagere og ”undergraver tilliden i vores samfund”.

Sådan skriver fagbevægelsens førstemand her i Altinget om en sænkelse af selskabsskatten til 15 procent.

I sit debatindlæg driver Morten Skov Christiansen rovdrift på en vinkel fra en journalist i et interview om Danmarksdemokraternes prioriteter i erhvervspolitikken.

Et interview, hvor journalisten – ikke Danmarksdemokraterne – bragte spørgsmålet om selskabsskat på banen, hvortil svaret var, at en sænkelse til 15 procent ikke er partiets førsteprioritet.

Det er en skræmmekampagne, der er unødigt polariserende i en tid, hvor der er brug for saglighed og dialog.

Betina Kastbjerg og Dennis Flydtkjær
Hhv. MF og erhvervsordfører, DD, og MF og finansordfører, DD

Så lad os slå det helt fast. Danmarksdemokraterne vil gerne kigge på, om selskabsskatten kan sænkes, hvis der kan findes penge til det. Men det er i bedste fald misvisende at udlægge teksten, som om vi vil nedlægge tusindvis af stillinger i vores sundhedsvæsen eller sætte vores investeringer i vores fælles sikkerhed over styr.

Sagt på en anden måde. Danmarksdemokraterne går ikke til valg på at sænke selskabsskatten til 15 procent.

Ren skræmmekampagne fra FH

Det er både besynderligt og ærgerligt, at et ellers godt og konstruktivt samarbejde mellem Danmarksdemokraterne og Fagbevægelsens Hovedorganisation på denne måde skal mudres til af sidstnævntes formand.

Altinget har tidligere beskrevet, at Danmarksdemokraterne er landets næststørste arbejderparti. Kun Socialdemokratiet, der i øvrigt må klappe i hænderne over Morten Skov Christiansens indlæg, har en højere koncentration af arbejdervælgere.

Læs også

Det burde FH tage bestik af frem for at gå Socialdemokratiets ærinde.

Morten Skov Christiansens påstand om Danmarksdemokraternes ”gave” til erhvervslivet er ikke bare forkert. Det er en skræmmekampagne, der er unødigt polariserende i en tid, hvor der er brug for saglighed og dialog.

Skal være billigere at være dansker

Det skal være attraktivt at drive virksomhed i Danmark, og frem for alt skal det være billigere at være dansker.

Derfor er det Danmarksdemokraternes fokus at tilbagerulle en lang række af de afgifter, som Mette Frederiksen (S) har opfundet.

Som det i øvrigt nævnes i fornævnte interview med Altinget, gælder det blandt andet CO2-afgift og kilometerafgift. Det gælder også dieselafgift, streamingafgift, en permanent sænkelse af elafgiften, og vi kunne blive ved.

Afgifter, der rammer helt almindelige mennesker og virksomheder i hverdagen, og som bidrager til, at det er blevet dyrere at bo, arbejde og producere i Danmark.

Er man oprigtigt i tvivl om Danmarksdemokraternes politik, kan hele vores seneste finanslovsudspil læses på danmarksdemokraterne.dk. Alle forslag er finansierede. Det ved Morten Skov Christiansen også godt.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026