Debat

Politiker og direktører: EU skal sætte en stopper for kinesisk prisdumping på vindmølletårne

Den europæiske vindtårnindustri kan lide samme skæbne som den solcelleindustrien, der endte med at lukke ned og rykke til Kina før anti-dumping initiativer blev sat i værk, advarer EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen (R) sammen med to direktører for danske vindmølleproducenter.

"I lande som Australien, Mexico og USA har man allerede indført anti-dumpingtold på kinesiske vindmølletårne. Her har man nemlig indset, at defensive handelsmekanismer er nødvendige".
"I lande som Australien, Mexico og USA har man allerede indført anti-dumpingtold på kinesiske vindmølletårne. Her har man nemlig indset, at defensive handelsmekanismer er nødvendige".Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jens Pedersen
Morten Helveg Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

’Made in China 2025’ kalder Kinas Kommunistiske Parti selv den økonomiske plan, der skal gøre Kina til verdens førende nation inden for blandt andet robotter, skibsfart, vedvarende energi og strategiske råmaterialer.

Område for område og sektor efter sektor forsøger Kina med statsstøtte, subsidier og prisdumping at overtage strategiske udvalgte industrier, der skal bidrage til Kinas vækst og udvikling.

Men Kinas fremgangsmetode er en direkte trussel mod opretholdelse af vigtige europæiske industrier og tusindvis af europæiske arbejdspladser. Ikke fordi, at disse virksomheder ikke kan konkurrere på det globale marked, men fordi det på lang sigt er umuligt at være i direkte konkurrence med den kinesiske stat og dets industriudviklingsprogrammer.

En af de hårdest ramte sektorer er den europæiske produktion af vindmølletårne. Her har mange af Europas store virksomheder allerede måtte dreje nøgle om, mens de resterende er stærkt pressede. 

For det er for en europæisk tårnproducent stort set en umulighed at konkurrere mod kinesiske virksomheder med direkte adgang til prisdumpet stål og over 50 forskellige produktions- og eksport statsstøtteprogrammer.

Europæisk anti-dumpingtold

I lande som Australien, Mexico og USA har man allerede indført anti-dumpingtold på kinesiske vindmølletårne. Her har man nemlig indset, at defensive handelsmekanismer er nødvendige, hvis landenes respektive produktion ikke skal bukke under og sendes til Kina.

Samtidig har tanken om at være afhængig af Kinas nåde, når den grønne infrastruktur skal udbygges, været uforeneligt med nationale sikkerhedspolitiske interesser. 

I EU er man heldigvis ved at gøre sig de samme overvejelser. I slutningen af året skal EU-Kommissionen sammen med EU-landene tage stilling til, hvorvidt man vil gå samme vej som Australien, Mexico og USA og indføre anti-dumpingtold på kinesiske vindmølletårne.

Beskyttes de europæiske producenter af vindmølletårne ikke imod kinesisk dumping, vil Danmark være den helt store taber. 

Morten Helveg Petersen (R), Jens Pedersen, Jens Holk Nielsen
Hhv. EU-parlamentariker, direktør i Welcon, direktør i Valmont

Det er en opgave, der haster. For ender anti-dumpingsagen med politisk nøleri, kan vindtårnindustrien lide samme skæbne som den europæiske solcelleindustri, der endte med at lukke ned og rykke til Kina før anti-dumping initiativer blev sat i værk. 

Danmark vil stå tilbage som taber

Beskyttes de europæiske producenter af vindmølletårne ikke imod kinesisk dumping, vil Danmark være den helt store taber. Som et af de lande der producerer flest vindmølletårne, vil et hav af særligt jyske industriarbejdere kunne se frem til at miste deres arbejde. Samtidig vil et unikt grønt dansk udviklingsmiljø gå tabt for evigt.

Derudover vil ikke mindst klimaet betale prisen. For selvom vindmøller leverer god grøn energi, er der stor forskel på hvordan disse produceres i Danmark og Kina. Ikke mindst er der store CO2-emissioner forbundet med at sejle gigantiske vindmølletårne fra Kina til Europa.

Det er derfor også uforståeligt, at den danske regering er gået i flyverskjul i denne sag i stedet for at forsvare danske arbejdspladser, dansk innovation og den grønne omstilling.

For der er mere end nogensinde før brug for, at Danmark tør stå op imod Kina og forsvare de mange arbejdspladser som årtier af grøn dansk innovation har kastet af sig. At smide hele vores produktion af vindmølletårne ud med badevandet, ville være et kæmpe slag for både dansk beskæftigelse og Danmarks grønne industri.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00