Debat

HK til SMVdanmark: Drop det politiske spil om, hvem der bidrager mindst til at løse krisen

REPLIK: Ingen medarbejdere uden virksomhed, og ingen virksomhed uden medarbejdere. Det er et faktum, som SMV-danmarks direktør vælger at overse, når han ubegrundet bider ud efter lønmodtagerne, skriver HK-næstformand.  

Det undrer mig, at SMVdanmarks direktør Jakob Brandt i aviser og på fjernsyn buser frem med udtalelser om, at lønmodtagerne er uberørte af krisen, skriver HK-næstformand.
Det undrer mig, at SMVdanmarks direktør Jakob Brandt i aviser og på fjernsyn buser frem med udtalelser om, at lønmodtagerne er uberørte af krisen, skriver HK-næstformand.Foto: HK Privat
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anja C. Jensen
Næstformand, HK Privat

"Lønmodtagerne spytter ikke nok i kassen under krisen."

Sådan sagde direktør i SMVdanmark Jakob Brandt i mit morgen-tv 11. januar. Det er en af den slags udtalelser, der får en til at vågne meget brat op – og mærke vreden.

For hvis der er noget, som corona-krisen har vist, er det, at vi kun løser den, hvis vi står sammen. Ikke ved at bide ud efter hinanden. Intet mindre end 14 trepartsaftaler i 2020 vidner om styrken af samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Jeg har stor respekt og fuld forståelse for arbejdsgivere, virksomheder og selvstændiges frustrationer og frygt for fremtiden i disse tider.

Men lige såvel havde jeg faktisk også en forventning om, at man som direktør for en organisation, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, havde bare en flig af et indblik i lønmodtagernes (læs: egne medlemmers medarbejdere og kollegers) situation. 

Jeg vil ikke se støtten til kriseramte virksomheder omdannet til et politisk spil om, hvem der bidrager mindst.

Anja C. Jensen
Næstformand, HK Privat

Medarbejdere løfter deres del
Lønmodtagerne bidrager nemlig allerede. Endda i stor stil, fordi de gerne vil og i meget høj grad støtter deres arbejdsplads.

I løbet af 2020 har vi set mange eksempler på medarbejdere, der går ned i løn, opgiver pensionsindbetalinger, giver køb på lønstigninger og går ned i arbejdstid for at hjælpe deres arbejdsgivere – og naturligvis også for at redde egne jobs.

Vi er endda på det private funktionærområde gået med til en aftale om arbejdsfordeling, så arbejdsgivere kan fordele arbejdet mellem flere ansatte, så de flexer mellem dagpenge og løn. Uden deres normale lovmæssige varsel. Det gør nemlig ikke kun ondt på arbejdsgiverne, når hele brancher lukker ned. Det er ikke kun deres livsgrundlag, der forsvinder.

Ofte står også en større eller mindre gruppe ansatte, der kan se deres jobs forsvinde. Jobs, som de har viet deres liv til, mødt deres ægtefæller på, uddannet sig til, og som de har holdt af og holdt ved. Man behøver ikke eje virksomheden for at smertes over, at den bløder eller ligefrem bukker under.

Hvis man ikke har opdaget dette endnu, så kan man jo tage en tur ud til Københavns Lufthavn og Kastrup og tale med nogle af de mange lønmodtagere, der enten er røget i de utallige fyringsrunder, som corona-krisen har bragt med sig, eller som hver dag frygter, at det snart bliver deres tur.

Læs også

Virksomheder har flest muligheder
Hjælpepakkerne har været nødvendige og er det fortsat stadig. De har holdt hånden under virksomhederne i en grad, hvor vi ser markant færre konkurser end tidligere år. Også for virksomheder der uden corona havde været lukningstruede.

Det er penge, som staten udbetaler til virksomhederne. Og så vidt jeg ved, så står lønmodtagerne fortsat for de største skatteindbetalinger til staten.

Derfor undrer det mig, at Jakob Brandt både i aviser og på fjernsyn buser frem med udtalelser om, at lønmodtagerne er uberørte af krisen, og at de ikke spytter nok i kassen.

Det kan godt være, at der skal justeres eller ændres i hjælpepakkerne – i fagbevægelsen deltager vi også i det samarbejde. Men i sidste ende, så har virksomhedens ejer nogle valgmuligheder, som medarbejderne ikke har.

Drop det politiske spil
Det er virksomheden, der vælger, hvilke medarbejdere man ønsker at beholde. Og selvom vi ikke ønsker at tilskynde opsigelser og hellere ser, at en nedgangsperiode bruges til eksempelvis at udvikle medarbejderens kompetencer, kan det jo være den rigtige beslutning i nogle tilfælde.

Indimellem kan det måske endda være bedre end at blive i et job, man ikke kan leve af. 

Jeg håber, at Jakob Brandt besinder sig. Jeg bakker op og kæmper gerne for danske arbejdspladser og virksomheders overlevelse. Jeg bidrager også glædeligt til det igennem mine skatteindbetalinger.

Men jeg vil ikke se støtten til kriseramte virksomheder omdannet til et politisk spil om, hvem der bidrager mindst. Ingen medarbejdere uden virksomhed. Ingen virksomhed uden medarbejdere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anja C. Jensen

Forbundsformand, HK Danmark
Hotelreceptionist

0:000:00