Martin Olin overtog for seks måneder siden posten som administrerende direktør fra suspenderede Peter Warnøe. Nu stopper han i jobbet, og Peter Warnøe vender tilbage som midlertidig administrerende direktør.
Det skriver Nordic Eye i en pressemeddelelse ifølge Børsen.
Martin Olin stopper ifølge pressemeddelelsen efter eget ønske, da han vil tilbage til sine tidligere virkeområder.
“Det har været meget spændende og lærerigt at arbejde for Nordic Eye, men jeg er kommet til en erkendelse af, at mine interesseområder primært er inden for mine tidligere virkeområder i Life Sciences og bioteknologi”, siger Martin Olin i pressemeddelelsen.
Martin Olin var administrerende direktør i Symphogen, inden han overtog posten som administrerende direktør i Nordic Eye fra midlertidige direktør Michael Tandrup. Michael Tandrup havde været fungerende direktør i knap et år, efter at forhenværende administrerende direktør Peter Warnøe blev suspenderet og siden fjernet.
Det skete, da Peter Warnøe kom i konflikt med en anden af fondens stiftere Lars Tvede, efter at Børsen i en række artikler beskrev, hvordan Peter Warnøe i flere år havde trukket mere end 20 millioner kroner ud af sine private selskaber som ulovlige aktionærlån. Samtidig blev Peter Warnøe beskyldt for bilagsfusk og misbrug af Nordic Eyes penge i et internt brev.
Warnøe vender tilbage
Martin Olins afgang betyder samtidig, at Peter Warnøe nu midlertidigt vender tilbage til fonden, skriver Børsen.
Fondens formand Niels Erik Nielsen understreger over for Børsen, at Peter Warnøes-comeback i høj grad er midlertidigt.
"Peter Warnøe bliver midlertidig direktør med udtrykkelig streg under midlertidig. Peter har fantastisk mange gode egenskaber, men han er ikke en administrativ person, så hans kernekompetencer skal anvendes nogle helt andre steder,” siger Niels Erik Nielsen til Børsen.
Samtidig forklarer Niels Erik Nielsen, at organisationen nu ændres, så den består af flere ligestillede partnere, efter at flere medarbejdere har forladt fonden.
- Han var departementschef i Finansministeriet. Nu kommer han med et opråb til ny regering
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Helle Ib: Lars Løkkes ord udstiller, hvad der er i vente. Det kommer til at gøre ondt på S og venstrefløjen
- Udenrigsministeriet hemmeligholder samarbejde med Washington-lobbyfirma
- Realkreditkæmpe advarer om endnu større ulighed på boligmarkedet



















