Analyse af 
Morten Øyen

Ny grøn skatteaftale er lige efter Mette Frederiksens hoved

Mette Frederiksen får med aftalen om den nye CO2-afgift vist, at hun leverer den brede, tværpolitiske konsensus på de svære spørgsmål. Samtidig bliver de blå ikke sat af på det grønne, og Enhedslisten får endelig en klar grøn kant at gå i valgkamp på.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

”Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte.”

Sådan lød det, da statsminister Mette Frederiksen (S) afgav sit klimaløfte i sin nytårstale for 172 dage siden. Her varslede hun den aftale om en mere ensartet CO2-afgift, der fredag blev en realitet.

Aftalen har reelt haft et tilløb på godt to år, mens forskellige eksperter har regnet og gang på gang slået fast, at en høj, ensartet CO2-afgift vil være den billigste og mest sikre vej til at nå Danmarks ambitiøse klimamål i 2030. 

Læs også

Om aftalen så leverer, kommer an på øjnene, der ser. På den ene side er det den klimaaftale i regeringsperioden, der leverer størst klimaeffekt. På den anden side er den også fuld af kompromisser, der mudrer billedet af, at CO2-afgiften skulle være den drivende motor mod klimamålet.

Men hæver man sig lidt op i helikopteren, er der ikke meget tvivl om, at Mette Frederiksen kan se tilbage på en aftale, der styrker den fortælling, hun ønsker at møde vælgerne med til næste valg:

At hun er den sikre hånd på rettet i en vanskelig tid: garanten for den brede, tværpolitiske konsensus på de afgørende spørgsmål. Nationalt kompromis om forsvaret, mens krigen raser i Europa.

I denne uge er det klimaskatten, og om lidt også, hvordan vi kommer helt væk fra Putins gasgreb med meget mere grøn energi.

Det er svært at få øje på Lars Løkkes advarsel af, at midten i dansk politik ikke leverer noget.

Mængden af miner i farvandet var ellers betragtelig for regeringen.

Både klimahelt og skurk

CO2-afgiften er på den ene side både klimahelt og skurk. På den ene side er den alle eksperts 'go-to'-klimainstrument. På den anden side kan den hurtigt koste forurenende virksomheder livet.

Ny CO2-afgift

Den grønne skatteaftale indfører en CO2-afgift på 750 kroner pr ton udledt CO2 i 2030 for virksomheder, der ikke er omfattet af EU’s kvotehandelssystem.

For virksomheder, der er omfattet af EU’s kvotehandelssystem, bliver afgiftsprisen 375 kroner per ton CO2. Dermed skal de virksomheder samlet af med 1.125 kroner pr ton i CO2 – forudsat at prisen i EU forsat er 750 kroner pr ton CO2.

Virksomheder, der benytter mineralogiske processer, såsom cementfabrikken Aalborg Portland, pålægges en afgift på 125 kroner pr ton udledt CO2 i 2030.

Argumentet for, at afgiften ikke er højere for disse er, at virksomheder inden for denne kategori er konkurrenceudsatte, og dermed vurderes at være i risiko for udflytning ved en højere afgift.

Afgiften indfases fra 2025 til 2030. 

Det er måske godt for klimaet, men det går ud over konkrete menneskeskæbner og deres job. I måneder med krig i Europa og prisstigninger så langt øjet rækker, er det ikke svært at forestille sig den slags forhandlinger kæntre.

Slet ikke når blå partier står klar til at tæske løs på ethvert fejltrin fra statsministeren. Valget nærmer sig jo. Og i næste uge forventer de nyt skyts til den blå fortælling om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, når Minkkommissionen beretning kommer.

Derfor har det været en kamp mod uret for regeringens forhandlere, inden minkene igen kan vælte dansk politik.

Alligevel er det lykkedes at holde sammen på forhandlingerne, der startede med et første udkast til en aftale fra regeringen 11. maj.

V og R pressede på

Sammenligner man med forløbet omkring landbrugsaftalen, der i flere omgange var tæt på at køre af sporet og var præget af trusler og læk, har stemningen denne gang været en helt anden.

Dette skyldes ikke mindst, at Venstre sammen med Radikale allerede tilbage i juni 2020 gik sammen og krævede, at regeringen kom på banen med et udspil til en grøn skattereform.

Fra da af har Venstre ikke ønsket, at der skulle kunne rejses tvivl om, at det blå parti var mindst lige så ambitiøse på klima som Socialdemokratiet.

En CO2-afgift er i sin kerne da også at lade markedet drive den grønne omstilling. I starten var det derfor heller ikke så mærkeligt, at det var Socialdemokratiet, der var tøvende og mente, at den slags ideer mest lød som noget fra Georg Gearløs’ værksted.

Siden har Socialdemokratiet og Venstre fundet hinanden i bekymringerne om, at CO2-afgiften i praksis ville ramme dele af erhvervslivet i særligt Jylland og ydreområder for hårdt. Denne aftale rammer industrien, men længere ude skal partierne også se på en eventuel klimaafgift på landbruget, skal man huske.

På den anden side har særligt Radikale og Enhedslisten krævet højere og en mere ensartet CO2-afgift, der ikke tog lige så meget hensyn til store klimabelastere som Aalborg Portland.

Kompromisset blev et patchwork af tiltag: flere skattelettelser blandt andet i form af et ekstra nøk ned til elafgiften, mere målrettet støtte til fiskeriet og gartnerier, penge til grøn efteruddannelse og opkvalificering samt en grøn fond med sammenlagt 53 milliarder kroner frem mod 2040.

Sløjfen kunne dog ikke bindes rundt om alle partierne, der var med til forhandlingerne.

Enhedslistens åbning 

I den sidste slutspurt sprang Enhedslisten fra aftalen, fordi CO2-afgiften i partiets øjne ville blive for lav - ikke mindst for såkaldte mineralogiske virksomheder som Aalborg Portland.

Det er næppe meget overraskende, at Enhedslisten ikke er med. Partiet var heller ikke med, da den første grønne skatteaftale blev lavet i denne valgperiode og som nedsatte den grønne ekspertgruppe.

Dengang frygtede partiet, at en CO2-afgift ikke ville blive ambitiøs nok og skubbet for langt ud i fremtiden, før den virker. De indvendinger har partiet stadig.

Enhedslisten har ellers fået aftryk på aftalen, blandt andet på grøn efteruddannelse og det faktum at CO2-afgiften på Aalborg Portland faktisk blev løftet en smule i forhold til regeringens udspil. Men da mållinjen nærmede sig, sprang man af.

Det kan også være en fordel for Enhedslisten, der har manglet en klar grøn kant, efter de har lavet stort set alle de seneste års klimaaftaler sammen med meget brede flertal. Det giver indflydelse, men et parti risikerer også at miste profilen.

Og måske er det heller ikke så skidt for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, at Enhedslisten har lidt kant.

Var der en klima-flanke, som Frie Grønne og Alternativet kunne bruge til at vinde mandater, bliver den mindre nu.

”Vi står i en akut klimakrise, og den kalder på ambitiøse og retfærdige svar. Det leverer aftalen ikke, og derfor står Enhedslisten udenfor. Statsministeren har lænket sig til Aalborg Portland. Vi lænker os til klimakampen,” lød det fredag fra Enhedslistens Mai Villadsen.

”Vi gør det, der skal til,” sagde Mette Frederiksen.

Det er stadig ikke nok for alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00