Rasmus Brygger: Embedsmænd bliver i stigende grad involveret i politisk interessevaretagelse

For nogle borgere er dette rædselsscenariet for demokratiet: Her kan frygten være, at lobbyisterne får uindskrænket adgang til magten. Måske risikerer vi endda, at embedsmændene forvandles til en hær af partisoldater – et teknokratisk bureaukratvælde, der styrer landets politik uden om de folkevalgte.

For andre kan dette ses som noget tiltrængt ilt til demokratiet. Embedsmændenes enorme travlhed går ud over kvaliteten i administrationen og lovarbejdet, og her kan viden og perspektiver udefra gøre en positiv forskel.

Hvis dialogen med omverdenen ikke udelukkende går gennem politikerne, men i højere grad også gennem embedsmændene, kan det bidrage til at åbne embedsværket op for resten af samfundet.

Når lobbyisten banker på døren

Det kan gå galt, men det kan også blive godt. Det endelige resultat afhænger mest af alt af, hvordan embedsmændene tager opgaven på sig – noget som den kommende magtudredning blandt andet også vil undersøge.

Du kan ikke slå op i embedsmandens syv pligter og finde, hvad grænserne er, når lobbyisterne banker på døren.

Rasmus Brygger
Policy-direktør, Operate

For den enkelte embedsmand er svarene dog ikke givet på forhånd. Du kan ikke slå op i embedsmandens syv pligter og finde, hvad grænserne er, når lobbyisterne banker på døren, og ministeren har høje forventninger. Det skaber selvsagt stor usikkerhed blandt både embedsmændene og dem, der følger med på sidelinjen. Derfor fortjener embedsmændenes nye opgaver også debat og opmærksomhed.

Som en, der både har arbejdet i staten og i interesseorganisationer, er jeg nok mindre bekymret end de fleste. Jeg tror i virkeligheden, at politikernes nye krav kan gøre embedsværket mere levende og åbent.

Politik bliver sjældent klogere af, at vi sidder i hver vores huler uden at tale sammen. Men det forudsætter også, at vi afklarer, hvad embedsmændene skal agere efter, og at vi måske gendefinerer, hvilke redskaber der hører til i embedsmandens værktøjskasse.

Et nøgleord her er, efter min mening, transparens. Forskellen mellem lobbyisme som kælderkold studehandel og legitim interessevaretagelse på vegne af virksomheder, børn, klimaet eller andre samfundsgrupper er, at handlingerne tåler lys.

Embedsmænd skal naturligvis behandle aktører fair og sikre, at politik ikke forklædes som faglighed – eller omvendt. En god rettesnor er, at embedsmandens ageren i forbindelse med interessevaretagelse i princippet skal kunne tåle, at man bliver kigget over skulderen af det resterende samfund.

Vi bruger meget politisk energi på at tale om bureaukrati i det offentlige og om, at antallet af embedsmænd er eksploderet.

Det er fine og reelle debatter, men vi snakker forsvindende lidt om, hvordan embedsmændene skal navigere i de mange forventninger, der er fra politikere og samfund. For demokratiets skyld fortjener det opmærksomhed.