Samtalebog om ligestilling havde været bedre uden samtalen

’Rollemodeller & Ravnemødre, Fire topchefer om mod, magt og mænd,’ hedder en ny debatbog af Sarah Steinitz.

Den handler om ligestilling i toppen af det danske samfund, det vil sige organisationer, fagforeninger og dansk erhvervsliv. Og emnet er jo aktuelt. Det vrimler med folk, der hedder Lars, Mads, Christian, Jens, Poul og Torben i toppen af Danmark, mens der er overraskende få Liser.  

Bogen er baseret på samtaler med toplederne Merete Eldrup, Karen Hækkerup, Mai-Britt Poulsen og Lizette Risgaard. Og her er der også fire damer, der har jord under neglene og kilometer i benene.

Karen Hækkerup er tidligere minister og nuværende generalsekretær for UNICEF Danmark, Merete Eldrup er formand for en række bestyrelser, og tidligere administrerende direktør for TV 2 og direktør i JP/Politikens Hus, Lizette Risgaard er formand for fagbevægelsens hovedorganisation FH, og Mai-Britt Poulsen er seniorpartner i Boston Consulting Group og Global Chief of Staff.

Endnu en samtalebog
De må have nogle gode råd til deres medsøstre og nogle bemærkninger til, hvordan det hele er indrettet, tænker man. Og det har både forfatter og forlag helt sikkert også tænkt.

Det er så moderne, det der med at tage nogle personligheder, sætte dem ned, hælde mad og drikke på dem, lade dem tale, skrive det hele ned, og vupti: så er der en hurtig udgivelse.

Problemet er, at dét, der er en flydende samtale hen over et bord, slet ikke er det samme på skrift. Der er et overlæg i det skrevne ord, som det talte ofte søger udenom.

Derfor er den slags bøger ikke sjældent at finde i afdelingen for lette og hurtigt fordøjede litterære kalorier. Og da jeg fik bogen ’Rollemodeller & Ravnemødre’ i hånden, så var forventningerne til indholdet indrømmet ikke de højeste.

Det er en virkelig svær disciplin at sætte fire mennesker sammen, der formentlig ikke kender hinanden privat, og få udfordret dem tilstrækkeligt til at levere den synergi og dybde, det kræver, for at en verbatim afskrift kan komme op og flyve.

Anne Sofie Allarp
Forfatter, politisk kommentator, radiovært

Heldigvis skuffedes de lave forventninger på de første sider. Forfatter Sarah Steinitz har noget på hjerte, og hun dokumenterer effektivt i sit første kapitel, hvor langt bagud, vi er her i Danmark.

Danmark er, når det kommer til kvinder i ledelse, ikke bare langt efter de andre nordiske lande, vi ligger også under det europæiske gennemsnit. Og at vi også i større omfang end mange af vores europæiske naboer lider af lidt bagstræberiske holdninger til emnet. Bogen er garneret med statistik og fakta, som gør den til et relevant supplement til julekurven på enhver direktionsgang.

For lidt blod, sved og voven sig ud på planken
Desværre er interviewet og den heraf følgende samtale med de fire kvinder langt mindre spændende. Og det er rigtigt ærgerligt, for her har vi fire hver især livskraftige, kloge, dygtige og spændende kvinder, hvilket man får syn for til sidst i bogen, hvor de hver især i jegform fortæller om deres karriere og liv. Her træder de klart frem.

I samtale-delen, som er langt hovedparten af bogen, træder deres individuelle skarphed i baggrunden til fordel for en langt mere poleret snak om løst og fast i livet som travl leder, om at aflevere tidligt og hente sent, om at opføre sig ordentligt, prioritere relationerne, og om at komme med købekage til skolearrangementer.

Og så er der mange holdninger over bordet til dumme svenskere og dumme kvoter, den dumme kalender og den dumme samvittighed, og til piger, der er pæne og mænd, der netværker iført lycra. Og meget lidt blod, sved og voven sig ud på planken med erfaringer, holdninger eller antagelser.

Og det er desværre heller ikke specielt morsomt at læse med på, bortset fra Karen Hækkerups anekdote fra det deadline-studie, hvor Svend Auken havde siddet i kulissen og våndet sig højlydt, mens hun live var sat til at forsvare partiets udlændingepolitik. For det kan man virkelig lige se for sig.

Det er i det hele taget en virkelig svær disciplin at sætte fire mennesker sammen, der formentlig ikke kender hinanden privat, og få udfordret dem tilstrækkeligt til at levere den synergi og dybde, det kræver, for at en verbatim afskrift kan komme op og flyve. Og sværhedsgraden fremgår. Samtalen letter aldrig rigtigt.

Tør man håbe på en to'er?
Men så er det godt, at man kan søge tilflugt i bogens grundige fakta-indslag, som bliver de isflager, man kan hoppe mellem. Det er interessant, at der i 2021 kun er kvinder i halvdelen af bestyrelserne hos de største danske virksomheder.

Det er spændende, hvor vi danskere placerer os holdningsmæssigt herhjemme i forhold til de andre europæere. Hvis der var meget kortere mellem isflagerne, og Steinetz selv havde fyldt siderne mellem dem ud med undren, perspektiv og baggrund, så ville bogen have været svær at lægge fra sig.

Tør man håbe på sådan en to’er?