3 A'er: Dyremoses forbilledlige formål drukner i bitterhed og alt for mange detaljer

I Henning Dyremoses nye erindringer fylder Hans Engell og den kamp, han og Dyremose havde om lederskabet af Konservative efter Poul Schlüters afgang som statsminister og partileder, en overraskende stor del – især i markedsføringen af bogen.

Derfor er det på sin plads allerede fra starten af denne anmeldelse at nævne, at jeg i dag er privat ven med Hans Engell, og at jeg i den fløjkamp, der fulgte Hans Engells møde med en betonklods nogle år efter opgøret med Dyremose, spillede en marginal rolle.

På mange måder er titlen – "Men statsminister blev jeg ikke" – illustrativ for det, der har været drivkraften i Henning Dyremoses liv: den konstante stræben.