Debat

SMVdanmark til kommende regering: Kast en atombombe ind i erhvervsfremmesystemet

De små og mellemstore virksomheder beskæftiger klart den største del af arbejdskraften, og derfor må en ny regering også have øje for de barrierer, virksomhederne slås med. Eksempelvis er der brug for et opgør med det forfejlede erhvervsfremmesystem, skriver Jakob Brandt.

Vi bruger 42 milliarder kroner hvert år på erhvervsfremmesystemet, men det virker langt fra godt nok. Pengene er bedre brugt på generelle tiltag, eksempelvis ved at lette skatten på virksomheder, skriver Jakob Brandt.<br>
Vi bruger 42 milliarder kroner hvert år på erhvervsfremmesystemet, men det virker langt fra godt nok. Pengene er bedre brugt på generelle tiltag, eksempelvis ved at lette skatten på virksomheder, skriver Jakob Brandt.
Foto: Pressefoto/SMVdanmark
Jakob Brandt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Uanset hvilke partier, den kommende statsminister baserer sit parlamentariske grundlag på, bør regeringen have de små og mellemstore virksomheders vækst og udvikling som sin topprioritet.

For selv om de små og mellemstore virksomheder ikke kan prale med synlige og kendte brands som eksempelvis Lego, Danfoss eller Novo, så kan deres betydning for landet ikke overdrives. SMV’erne beskæftiger nemlig den klart største andel af arbejdskraften i Danmark.

De store virksomheder beskæftiger 28 procent og det offentlige 31 procent af arbejdskraften, men de små og mellemstore virksomheder blæser begge de to andre ud af vandet, for hele 41 procent går hver dag på arbejde i en SMV.

Helt konkret mister vi i Danmark 81.000 faglærte de næste ti år, hvis politikerne ikke gennemfører reformer, der sikrer flere faglærte frem mod 2030

Jakob Brandt
Administrerende direktør, SMVdanmark

De bidrager betydeligt til vækst og velstand og gør derved vores land rigere. Men den kommende regering bliver nødt til at hjælpe til, for der er en række barrierer, som de mindre virksomheder slås med på daglig basis. De skal ryddes af vejen, så de kan fungere optimalt. Listen er lang, men lad mig fremhæve tre vigtige:

Der er alvorligt brug for faglært arbejdskraft
Manglen på kvalificerede medarbejdere på længere sigt er stadig meget alvorlig. Helt lavpraktisk begrænser det virksomhedernes produktion, for de kan ikke producere og levere deres varer og tjenester, når der ikke er de nødvendige, kvalificerede mennesker til at udføre arbejdet.

Det er skidt for virksomhederne, men det er også skidt for samfundet. Og vi står over for nogle store samfundsudfordringer, der vil gøre problemet endnu større i fremtiden. Helt konkret mister vi i Danmark 81.000 faglærte de næste ti år, hvis politikerne ikke gennemfører reformer, der sikrer flere faglærte frem mod 2030.

Det er svært at forestille sig, at vi kan komme i mål med de tårnhøje ambitioner, politikerne har for klimaomstillingen, når vi eksempelvis mangler elektrikere til at elektrificere samfundet eller smede og industriteknikere til at bygge vindmøller og udrulle fjernvarmen.

Derfor bør regeringen forpligte sig til at lave reformer, der sikrer arbejdskraft, ikke mindst faglært arbejdskraft.

Ryd ud i bureaukratiet med kontroversielle redskaber 
En anden stor barriere for virksomhederne, som det ikke burde kræve mange politiske forhandlinger at blive enige om skal bekæmpes, er bureaukratiet.

Vil man eksempelvis have oplysninger om virksomhedens indsats for et bedre arbejdsmiljø, skal man beregne, hvor mange timer det vil tage og så betale en takst for arbejdet

Jakob Brandt
Administrerende direktør, SMVdanmark

Bureaukratiet koster årligt SMV’erne mere end 15 milliarder kroner. De mange indberetninger og den omfattende regelmængde betyder, at virksomhederne har mindre tid til at beskæftige sig med det, som de er sat i verden for – nemlig at udvikle deres forretning.

Det er ikke en nem opgave at bekrige bureaukratiet, for talrige statsministre har gennem årene åbent erklæret sig klar til kamp mod regelbyrden, men alligevel er den ufortrødent vokset og vokset. Derfor skal vi bruge nye og nok ret kontroversielle redskaber.

SMVdanmark har foreslået, at man kompenserer virksomhederne for den mængde bureaukrati, de pålægges. Vil man eksempelvis have oplysninger om virksomhedens indsats for et bedre arbejdsmiljø, skal man beregne, hvor mange timer det vil tage og så betale en takst for arbejdet.

På den måde lægger vi en dæmper på det offentliges efterspørgsel, og det vil nok få embedsmænd og politikere til at tænke over, om de oplysninger, de ønsker sig fra virksomhederne, nu også er så vigtige.

Kast en atombombe ind i erhvervsfremmesystemet
Den tredje opgave, vi må kræve, at en ny regering prioriterer, er, at der skal kastes en atombombe ind i hele det statslige erhvervsfremmesystem. Vi bruger 42 milliarder kroner hvert år, men systemet virker langt fra godt nok. Noget tyder på, at midlerne i for høj grad går til de store og velstillede virksomheder, der i forvejen har mange penge på kistebunden.

De store virksomheder kan typisk klare sig selv uden hjælp. Det er de små, innovative - men også nogle gange økonomisk sårbare - virksomheder, der har behov for hjælp

Jakob Brandt
Administrerende direktør, SMVdanmark

De store virksomheder kan typisk klare sig selv uden hjælp. Det er de små, innovative - men også nogle gange økonomisk sårbare - virksomheder, der har behov for hjælp. Men systemet er for kompliceret, hvilket gør, at særligt mindre virksomheder under visse erhvervsstøtteordninger må hyre eksterne rådgivere for overhovedet at kunne ansøge.

Det vidner om et forfejlet system, der ikke tilgodeser virksomhedernes behov. Pengene var bedre brugt på generelle tiltag, eksempelvis at lette skatten på virksomheder. Det vil komme alle virksomheder til gavn og ikke kun dem, der kan gennemskue og udnytte det komplekse system, vi har i dag.

Det kan siges meget enkelt: En regering der gør det godt for SMV’erne, gør det godt for Danmark. Derfor bør de små og mellemstore virksomheders vilkår være placeret centralt i en ny regerings politiske ambitioner.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Brandt

Adm. direktør, SMVdanmark
cand.polit. (Københavns Universitet 2003)









0:000:00