EU-dommere skal afgøre "den største udfordring for fodbolds identitet" i årtier

Mens mange lå på stranden eller søgte ly fra den hedebølge, der plagede Europa i midten af juli, blev der udkæmpet et lige så hedt slag inden for murene ved EU's øverste domstol.

Sagen bliver kaldt "den største udfordring for fodbolds identitet" i årtier.

På den ene side står de storklubber, der forgæves har forsøgt at stable deres egen lukkede liga på benene under navnet Super League.

På den anden står fodboldforbundene UEFA og FIFA, der har slået hårdt ned på udbryderligaen.

Hele 21 EU-lande – herunder også Danmark – har følt sig kaldet til at blande sig i sagen under sommerens høringer i Luxembourg.

På spil er hele modellen bag europæisk fodbold.

Ønsket fra Europas største og rigeste fodboldklubber om et ligasystem, hvor de – og kun de – spiller mod hinanden, blev sidste år med det samme skudt ned af klubbernes fans og af forbundene.

Drømmen lever imidlertid stadig hos nogle af topklubberne, som derfor har valgt at hive fodboldmyndighederne UEFA og FIFA i retten på baggrund af anklager om monopoltilstande i fodboldverdenen.

Sagen kører ved EU-Domstolen i Luxembourg, da det i høj grad er fortolkning af EU-regler, der er afgørende for sagens udfald.

Og det er langtfra første gang, at EU-Domstolen former verdens største sportsgren, som estimeres at have omkring fire milliarder følgere kloden rundt.

Dette er historien om, hvordan EU's dømmende magt gennem tiden har ændret på europæisk topfodbolds grundvilkår, og om hvordan det nu snart kan ske igen.

Da en bænket belgier ophævede fodboldens stavnsbånd

Den vel nok mest kendte dom i fodboldhistorien fandt sted i 1995.

Jean-Marc Bosman var på kontrakt i den lille belgiske klub Royal Football Club de Liège. Karrieren på banen gik dog ikke som håbet, og da hans første kontrakt udløb, blev han derfor tilbudt en ny kontrakt med en væsentligt lavere løn. Den takkede han nej til.

Problemet for Bosman var, at dengang var man bundet til den klub, man havde været på kontrakt hos, uanset om ens kontrakt var udløbet eller ej. Og da Liège-klubben forlangte en høj transfersum for ham – selvom klubben altså ikke ejede ham længere – var han lænket til den sydbelgiske klub, som ovenikøbet valgte ikke at registrere ham i deres trup. Bosman var endt som en fodboldspiller, der ikke måtte spille fodbold.

Så i 1990 sagsøgte Bosman sin klub. For hvordan kan det være, at man i alle andre professioner kunne rykke frit rundt mellem arbejdspladser, men ikke i fodboldverdenen, tænkte han.

De juridiske slagsmål tog fem år og nåede altså helt op til EU-Domstolen, fordi retten i Liège mente, at det var princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, der var på spil. Retssagen gjorde Bosman til en upopulær herre på de bonede gulve i fodboldens magtkorridorer. Hos det europæiske fodboldforbund, UEFA, mente man, at EU-Domstolen skulle tage særlige hensyn til fodboldens særlige karakter.

Men der er altså ikke nogen særlig karakter, der kan omstøde princippet om fri bevægelighed, konkluderede EU-Domstolen i 1995. Det var ikke fair, at Bosmans klub krævede penge for ham, efter hans kontrakt var udløbet.

Dommen fik to mærkbare konsekvenser for fodbolden.

For det første måtte der ikke længere sættes begrænsninger på antallet af spillere fra andre EU-lande i klubberne. Og for det andet kunne spillere skrive kontrakt med en ny klub, efter den gamle kontrakt var udløbet, uden at den gamle klub fik kompensation for det.

Bosman blev aldrig nogen stor fodboldspiller på banen, men uden for banen endte han med at revolutionere spillet.

"Bosman-dommen er en vigtig milepæl i den professionelle og kommercielle udvikling, som topfodbolden var genstand for i starten af 90’erne. Lige nøjagtig den dom er skelsættende og har affødt en udvikling, som er blevet forstærket over tid. Den gav spillerne mere magt. Og det viser, at intervention udefra kan ændre spillefladen radikalt," fortæller Kenneth Cortsen, som er ph.d. og forsker i sportsøkonomi og -ledelse ved University College Nordjylland. 

UEFA's argument undervejs om, at EU bør tage hensyn til fodboldens særlige karakter, er ikke et nyt argument. Det fortæller Karsten Naundrup Olesen, som er juraprofessor ved Københavns Universitet.

En sag i 70'erne slog fast, at fodboldverdenen også er omfattet af EU-regler. Dengang blev det af EU-Domstolen konkluderet, at fodboldforbund ikke må diskriminere på baggrund af nationalitet – den italienske liga må eksempelvis ikke forbyde ikke-italienere at spille i ligaen. Det skete efter, at en lille italiensk klub søgte efter spillere i en belgisk avis. Avisannoncen viste sig senere at være plantet med det formål at starte en sag ved EU-Domstolen.

"Det er første gang, hvor sporten kom i vælten. I mange år har man haft et problem med sporten i EU-regi. Sportens talsmænd har altid sagt, at de er en i særegen situation. Deres oprindelige udgangspunkt var, at de slet ikke var omfattet af EU-reglerne, fordi de mente, at de levede i en særlig virkelighed. Der sagde Domstolen, at sporten altså også er omfattet af EU's traktater," siger Karsten Naundrup Olesen.

Professoren fortæller dog også, at der bliver taget særhensyn til sport i visse tilfælde. I EU-traktaten anerkendes "sportens specifikke forhold" eksempelvis.

"Man accepterer, at sport fungerer på nogle særlige vilkår, hvor det nogle gange kan være vanskeligt at anvende EU-retlige regler. I Bosman-dommen var der også en formulering om, at der var hensyntagen til sportens særlige vilkår og omstændigheder."

Sporten kan simpelthen ikke fungere, hvis man stiller de samme krav, som man gør andre steder i samfundet, lyder det. Et eksempel er fodboldens transferregler, som er problematiske i forhold til EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, men på den anden side også har stor betydning for økonomien mellem fodboldklubber. På det punkt har man forhandlet sig frem til en løsning, fortæller Karsten Naundrup Olesen.

Da tv-rettigheder blev en slags menneskerettigheder

Fodboldens særstatus kommer blandt andet til udtryk, når det gælder markedet for tv-rettigheder.

I en dom fra 2011 – som blev stadfæstet af EU-Domstolen i 2013 – bliver det slået fast, at EU’s medlemslande har lov til at se bort fra normale konkurrenceregler, når tv-rettighederne til europamesterskaber og verdensmesterskaber i fodbold skal uddeles.

I dommen lyder det nemlig, at det for medlemslandene er tilladt "at forbyde eksklusiv visning af begivenheder, landene mener er af stor betydning for samfundet, hvis visningen ville frarøve en substantiel del af befolkningen muligheden for at følge begivenheden på gratis tv".

Med andre ord: Alle europæere skal kunne se de store fodboldlandskampe, og derfor skal kampene vises på kanaler, som alle har adgang til.

Kendelsen blev mildest talt ikke mødt med stor begejstring hos fodboldmyndighederne UEFA og FIFA, som har rettighederne til henholdsvis EM og VM. Det betyder, at de ikke nødvendigvis kan sælge tv-rettighederne til højst bydende.

Sagen opstod, efter man i både Belgien og Storbritannien havde placeret alle kampe ved de store slutrunder på en liste over "begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse" – det betød, at kampene skulle vises på landsdækkende tv. Det, mente UEFA og FIFA, var en stor overdrivelse. Ifølge fodboldmyndighederne er det kun landets egne kampe og så de afgørende kampe – altså eksempelvis semifinalerne og finalen – som kvalificerer sig til sådan en liste.

Men ifølge EU-Domstolen var Belgien og Storbritannien i sin gode ret til at placere alle slutrundekampe på sådan en liste. Domstolen lagde vægt på, at kampe, som for eksempel England ikke deltager i, kan påvirke England på et senere tidspunkt i turneringen. Samtidig blev der også lagt vægt på, at det ikke kun er de ypperste fodboldaficionadoer, der ser EM og VM. Store dele af befolkningen befinder sig nemlig foran fjernsynsapparatet, når verdens dygtigste fodboldspillere kæmper for sit land.

"Grundlæggende går Unionen ud på at skabe et indre marked, hvor der gerne skal være konkurrence. Indimellem har man så bare nogle hensyn, som vejer tungere, selvom det ikke fremmer konkurrencen. Domstolen toner også rent flag i dommen og siger, at det konkurrencemæssigt ikke er et ønskescenarie," siger juraprofessor Karsten Naundrup Olesen.

Medieprofessor ved Aarhus Universitet Kirsten Frandsen forklarer, hvorfor sporten – i hvert fald i en mediemæssig kontekst – har særstatus i forhold til det øvrige samfund.

"De store sportsbegivenheder har den helt særlige kvalitet, at de skaber fællesskaber. Når det danske fodboldlandshold klarer sig rigtig godt, er det ikke bare de fodboldinteresserede, der vil være med; det er også alle andre, der gerne vil opleve at være en del af et stort identitetsskabende fællesskab. Det handler om national identitet, og derfor er politikerne også interesserede i det," siger Kirsten Frandsen og uddyber:

"Før i tiden var vi samlet omkring TV-Avisen på DR og premierer på nye danske dramaserier, men de fænomener samler ikke så mange længere, fordi andre udbyder noget, der minder om det. Sportsbegivenhederne står stadig tilbage som et nationalt samlingspunkt. Det har man en politisk interesse i at støtte. Det er jo fællesskab, der skal til, for at vi er interesserede i at påtage os vores forpligtelser som demokratiske medborgere."

Indgreb i markedet for tv-rettigheder sker i høj grad også for at hjælpe forbrugerne. Det fortæller forsker i sportsøkonomi Kenneth Cortsen. Det er vigtigt, at rettighedshavere, klubber og fans, som tilsammen udgør fodboldens ’økosystem’, vekselvirker med hinanden, lyder det.

"Fodbold som helhed er blevet afhængig af medierelaterede indtægter. Det er ikke et problem, så længe økosystemet hænger sammen. Men hænger det ikke sammen, er det fansene, der betaler prisen, fordi de kommercielle udbydere så bare hæver prisen. Min kone spørger da også nogle gange, hvorfor vi skal betale 6.000 kroner om året for at se fodbold," siger han.

Da storklubbers løsrivelsesdrømme satte gang i et oprør i fodboldeuropa

Noget, der også koster rigtig mange penge, er udbryderligaen Super League. Et projekt, der egentlig var gået i vasken.

Men i en sidste krampetrækning forsøger et lille ensemble af Europas største fodboldklubber nu at ændre hele modellen bag europæisk fodbold.

De spanske mastodonter Real Madrid og FC Barcelona samt den italienske traditionsklub Juventus FC er de eneste tilbageværende klubber, der støtter udbryderprojektet European Super League. En transeuropæisk liga med deltagelse af de største og rigeste klubber i Europa, som i stedet for at møde klubber fra sit eget land møder hinanden på skift i et lukket ligasystem, hvor man ikke kan rykke ned.

Da 12 af Europas største klubber – seks fra England, tre fra Spanien og tre fra Italien – i foråret 2021 annoncerede, at de ville oprette denne Super League, brød helvede løs i fodboldeuropa.

Især i Storbritannien gik det amok, hvor protesterne voksede med en voldsom hast. Og særligt én fans protest gik viralt. En Chelsea-supporter var mødt op foran klubbens stadion med et banner, hvorpå der oversat til dansk stod: "Vi vil have vores kolde aftener i Stoke." En sætning, der indrammer hele den europæiske fodboldmodel.

Det bærende princip i europæisk fodbold er, at alle hold i teorien har en chance for at nå til tops. Det ultimative meritokrati. Er man det bedste hold, rykker man op. Er man det dårligste, rykker man ned. Der er en konsekvens.

Men ved at fratage de bedste engelske klubber muligheden for at spille en kold aftenkamp i Stoke dør denne model, fordi eliteklubberne vil være låst i et system, man ikke kan rykke ud fra, og på den anden side vil Stoke ikke have mulighed for at slå klubber som Chelsea og dermed skabe sensationer.

Det er strukturen ved europæisk sport, der adskiller sig fra amerikansk. Den amerikanske fodboldrække MLS og rækken for amerikansk fodbold NFL er begge eksempler på lukkede ligasystemer, som man skal have licens til at spille i.

Fansenes protester var så voldsomme, at 48 timer efter offentliggørelsen af Super League trak flere af de stiftende klubber sig fra projektet – herunder alle de engelske.

Kritikken mod projektet nåede også Europa-Parlamentet, som godt nok ikke har kompetence til at lovgive imod Super League, men som alligevel kan sende et stærkt politisk signal. En af Parlamentets 705 parlamentarikere blev uofficiel Super League-ordfører, da han fik til opgave at lave en rapport på fremtiden for EU's sportspolitik.

Han hedder Tomasz Frankowski og kommer fra Polen. Og han er ikke bare politiker, han er nemlig også tidligere professionel fodboldspiller. Karrieren har bragt ham til lande som England, Frankrig og Spanien, og han nåede i alt 22 landskampe for Polen med 10 mål til følge.

"For mig skal sport være en åben konkurrence baseret på principper om solidaritet, retfærdighed og rummelighed. Det er vigtigt at beskytte den europæiske fodboldmodel mod trusler som Super League," fortæller han til Altinget.

På hans initiativ har Europa-Parlamentet sendt en betydelig kritik af sted mod Super League. Langt over halvdelen af parlamentarikerne har bakket op om kritikken.

"Med den resolution sender vi en stærk modstand mod udbryderligaer, der bringer stabiliteten i det overordnede sportsøkosystem i fare. Alle har ret til adgang til sport, ikke kun eliteklubber, og det er noget, vi alle bør forsvare," siger den tidligere landsholdsprofil.

Nu er sagen om Super League endt ved EU-Domstolen, fordi selskabet bag Super League, som støttes af Real Madrid, Barcelona og Juventus, har anklaget UEFA og FIFA for at skabe monopollignende tilstande i fodboldverdenen, som ikke stemmer overens med EU's konkurrenceregler.

Super League-selskabet har argumenteret med, at "der ikke er noget andet marked i EU, hvor en tilsynsmulighed også har lov til at være den eneste dominerende operatør" og har til sagens høring kaldt UEFA for et "kartel".

De fleste af EU's medlemslande har bakket op om UEFA i sagen. Heriblandt Danmark. I forbindelse med at den danske regering afgav et indlæg i sagen, udtalte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S):

"Det er helt centralt, at fodboldklubber i Europa har mulighed for at konkurrere på lige fod, så selv den mindste klub kan stræbe mod at kæmpe sig op og slå de store. Den slags håb og drømme slukkes med lukkede turneringer som European Super League."

Portugisiske Miguel Mota Delgado er forsker på Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze og specialiserer sig i EU-konkurrenceret. Han mener, at sagen om Super League er den vigtigste sag for fodboldverdenen siden Bosmans opgør i 1995.

Interessen for fodbold har han ikke fra fremmede. Hans far vogtede nemlig i 80'erne målet for den portugisiske storklub SL Benfica, som Miguel Mota Delgado derfor naturligvis er inkarneret fan af i dag.

Og inden han over for Altinget udtaler sig om den verserende Super League-sag, slår han for god ordens skyld fast, at han som fodboldromantiker er modstander af Super League-projektet. Han vil hade at se sin elskede klub Benfica i en udbryderliga for de elitære europæiske mandskaber.

"Den største udfordring for europæisk fodbolds identitet er Super League. Den måde, ligaen er designet på, vil ændre, hvordan vi – som fans, som forbrugere, som samfund – ser europæisk fodbold. Helt fundamentalt," slår han fast.

Han er faktisk overrasket over, at EU-Domstolen overhovedet har indvilliget i at tage sagen op. Han mener, at der er juridisk grundlag for at sige, at projektet er dødt, og at EU-Domstolen af den grund ikke behøver at beskæftige sig med det.

Men en årsag bag EU-Domstolens interesse i Super League kan måske findes i en helt anden – meget mindre kendt – sportsgren. Skøjteløb. Ved EU-Domstolen kører der nemlig også en sag mod Den Internationale Skøjteunion – hvis rolle svarer til FIFA's rolle i fodboldverdenen.

Den Internationale Skøjteunion organiserer skøjteturneringer rundt omkring i verden, og hvis man som professionel skøjteløber deltager i en turnering, som Skøjteunionen ikke står bag, vil Skøjteunionen smide den skøjteløber ud af alle sine egne turneringer på livstid. Skøjteløberne mener, at det er i strid med EU-reglerne. På samme måde som nogle fodboldklubber mener, at UEFA's og FIFA's monopol er i strid med EU-reglerne. De to sager havde høring samme dag i midten af juli.

Miguel Mota Delgado mener, at de oprørte skøjteløbere har en god sag – og dermed også at Super League-selskabet har en god sag.

"Jeg tror, at der er en stor chance for, at EU-Domstolen vil dømme imod UEFA og FIFA. Men det er svært at forudsige, fordi fodbold generelt altid har haft en særstatus – både juridisk og politisk. På grund af fodboldens særlige karakter og sociale betydning undslipper den nogle gange," siger han og nævner sagen om tv-rettigheder som et eksempel på det.

Dommen vil ende med at skabe en vigtig præcedens på området, mener den portugisiske EU-juraforsker. Enten dør Super League-projektet for alvor, eller også konkluderes det, at Super League sagtens kan eksistere lovligt inden for EU, og at UEFA og FIFA ikke kan straffe de klubber og spillere, som eventuelt tilslutter sig Super League.

Retssagen forventes afsluttet i starten af 2023. Men allerede i december vil EU-Domstolens generaladvokat offentliggøre sit bud på en afgørelse. Ofte følger Domstolen generaladvokatens forslag.

Spørgsmålet er nu, om Super League-forløbet bare var et uskønt intermezzo, som hurtigt vil blive glemt, eller om Super League-klubberne får carte blanche til at ændre hele den europæiske fodboldstruktur ved at overbevise EU-Domstolen om, at fodboldmyndighederne handler i strid med EU-reglerne.

Alt kan ske. Bolden er rund, som man siger.