Verdensmålsmøde i FN: Lande skærper kampen for 2030-mål trods corona og krig

Trods krig, corona og krise vil verdens lande klø på for at nå FN's bæredygtige verdensmål i 2030.
Sådan lød budskabet fra over 140 statsoverhoveder og ministre til et vigtigt verdensmålsmøde i FN's hovedkvarter i New York. Det såkaldte High Level Political Forum eller bare HLPF blev afholdt i juli, mens mange danskere holdt sommerferie.
HLPF er årlig status, hvor landene kan holde hinanden op på løfterne for 2030 og eksempelvis blive enige om, hvordan man bedst måler fremskridt og tilbageslag.
Det var første gang efter to år med corona og virtuelle møder, at HLPF blev afholdt fysisk.
"Det er positivt, at der ved det første fysiske møde i flere år er en så stærk tilslutning til 2030-dagsordenen, selvom vi står midt i en tid med pandemi, kriser og konflikter," siger Saionara Reis, programleder for SDG Accountability ved Dansk Institut for Menneskerettigheder.
Størstedelen af de såkaldte sideevents med blandt andet ngo'er og interesseorganisationer blev dog stadig afholdt virtuelt.
Modsat aftaleteksten fra eksempelvis FN's klimatopmøder er den såkaldte ministererklæring ved High Level Political Forum forhandlet på plads, inden det ni dage lange arrangement går i gang.
High Level Political Forum fungerer også som en slags midtvejseksamen for landenes arbejde med verdensmålene. Hvert år præsenterer en række lande det såkaldte Voluntary National Review eller bare VNR.
Danmark udgav Voluntary National Review i 2017 og 2021 og ventes at gøre det igen i 2025.
Der var i år 44 lande, der fremlagde Voluntary National Review.
Tilbageslag for flere mål
Det er allerede velkendt, at coronapandemien har været et stort tilbageslag for verdensmålene. Det gælder især mål nummer 1 om at afskaffe fattigdom, fordi corona har skubbet mange flere mennesker ned under den ekstreme fattigdomsgrænse.
Men ministererklæringen fra sommerens møde erkender også store problemer ved andre mål, herunder mål 4 om kvalitetsuddannelse.
Således udtrykker erklæringen bekymring for, at de "globale skolelukninger har haft alvorlige konsekvenser for læring, udvikling og velvære for børn og unge verden over."
Værst har skolelukningerne været for piger, børn og unge med handicap og udsatte børn og unge, lyder det.
På dagsordenen til High Level Political Forum var fem af de i alt 17 Verdensmål:
- Mål 4: Kvalitetsuddannelse
- Mål 5: Ligestilling mellem kønnene
- Mål 14: Livet i havet
- Mål 15: Livet på land
- Mål 17: Parnerskaber for handling
Trods fokusset på de fem mål slog ministererklæringen fast, at udryddelsen af fattigdom er "den største globale udfordring og en ufravigelig forudsætning for bæredygtig udvikling".
Fokus på menneskerettigheder
Et lys i mørket er dog ifølge Saionara Reis, at ministererklæringen lægger stor vægt på menneskerettigheder som en forudsætning for bæredygtig udvikling.
"Pandemien har hjulpet os til at forstå, hvor vigtigt det er at tænke menneskerettighederne med ind i den bæredygtige udvikling," siger Saionara Reis.
"Vi ville ikke have set så stor en mangel på på adgang til sundhed, vand og sanitære forhold eller social beskyttelse, hvis menneskerettighedsforpligtelserne var blevet overholdt. De ting, der var så fundamentale for nogle menneskers overlevelse, var der ikke," siger hun.
Pandemien har hjulpet os til at forstå, hvor vigtigt det er at tænke menneskerettighederne med ind i den bæredygtige udvikling.
Saionara Reis
Programleder, Institut for Menneskerettigheder
Også i ministererklæringens afsnit om verdensmål 4 om kvalitetsuddannelse er der lagt fokus på menneskerettigheder.
"Retten til uddannelse er en menneskeret, der både støtter realiseringen af de øvrige menneskerettigheder og opnåelsen af bæredygtig udvikling," lyder det erklæringen.
Du kan læse hele erklæringen her.
Indsigt

Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
Udvalget spørger Jacob JensenHvem vil blive ramt på beskæftigelsen ved en halvering af dansk svineproduktion?Besvaret
Udvalget spørger Kaare Dybvad BekHvorfor beskæftiger arbejdsløshedskassen sig med udlejning af erhvervsejendomme som bibeskæftigelse?Besvaret
- B 4 At sænke afgifterne på benzin og diesel til vejtransport til EU’s minimumsniveau (Skatteministeriet)Fremsat
- B 2 Nedsættelse af de danske afgifter og moms på benzin og diesel (Skatteministeriet)Fremsat
- B 78 At fratage KVINFO deres bevillinger på finansloven fra 2027 (Kulturministeriet)1. behandling
- Fravalgt V-profil så ikke nedsablingen i København komme: "Jeg tog det overhovedet ikke seriøst"
- I Bruxelles er han grøn foregangsmand. Men når han lander i København, er han landbrugets boksepude
- Bankfusion giver fagbevægelsen trecifret millionudbytte og polstrer formuerne: "En gylden mulighed"
- Grønnegård: Er tiden inde til at bryde landbrugets forbløffende magtposition?
- Sådan støttede fagbevægelsen de røde partier økonomisk i 2024















