Kommentar af 
Lars Olsen

Vi kan ikke dæmpe inflationen, uden de rige også holder for

Fordelingen af krisens byrder er stort set fraværende i valgkampen. Historien viser ellers, at hvis jævne danskere skal yde ofre, er social retfærdighed helt afgørende, skriver Lars Olsen.

Realiteten er jo, at mange af virksomhederne i DI præsterer store overskud, og at de omsættes i lønstigninger på chefgangene og gevinster til aktionærer, skriver Lars Olsen.
Realiteten er jo, at mange af virksomhederne i DI præsterer store overskud, og at de omsættes i lønstigninger på chefgangene og gevinster til aktionærer, skriver Lars Olsen.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lars Olsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Uha, da da – I puster til inflationen". Sådan lyder det gang på gang, når almindelige lønmodtagere eller dårligt stillede skal have forbedringer.

Senest udløste Socialdemokratiets udspil om mere i løn til grupper af offentligt ansatte denne svada fra erhvervsbosserne i DI:

"Når man går ud og laver lønstigninger i et høj-inflationsmiljø, så er det ligesom at slukke et bål med benzin (…) Hvis staten begynder at hælde alle mulige bidrag ud i samfundet, og både offentlige og private arbejdsgivere hæver lønnen, så bliver der bare endnu mere inflation," advarede DI-direktør Lars Sandahl Sørensen i Berlingske.

Samme sang synges af borgerlige politikere og medier: Alex Vanopslagh (LA) kalder udspillet "tudetosset" under galopperende inflation.

Berlingske anklager Mette Frederiksen for at "sætte gang i en farlig løn-pris-spiral", mens Jyllands-Posten fremmaner Anker Jørgensens "uendelige spiral af inflation, lønforhøjelser og skattestigninger".

Sjovt nok hører vi ikke samme melodi, når folk i toppen af samfundet bliver forgyldt.

Realiteten er jo, at mange af virksomhederne i DI præsterer store overskud, og at de omsættes i lønstigninger på chefgangene og gevinster til aktionærerne.

Eller tag et kig på den bredere indkomstudvikling: Den gode nyhed er, at danskerne i løbet af 10’erne blev knap 18 procent rigere.

Inflation og energikrise rammer ikke så hårdt blandt højindkomster og storbyer med fjernvarme.

Lars Olsen
Forfatter, kommentarskribent

I top-1-procent, hvor vi finder mange af DI-bosserne, steg de disponible indkomster imidlertid med 54 procent, og i det bredere lag af velaflagte – den rigeste tiendedel – med 30 procent.

Det er med dette bagtæppe, vi i dag diskuterer inflation og fordeling.

I den politiske debat siges det ofte, at vi ikke må forværre inflationen.

I en europæisk kontekst er de danske hjælpepakker relativ beskedne, og krisen øger skellene i samfundet.

Inflation og energikrise rammer ikke så hårdt blandt højindkomster og storbyer med fjernvarme som hos lavindkomster og i landdistrikter, hvor mange bruger gas og træpiller – hér forslår hjælpen fra Christiansborg som en skrædder i helvede.

Valgkampen burde handle langt mere om fordelingen af krisens byrder. Forhåbentlig går en ny regering videre med EU-kommissionens planer om beskatning af "overnormale profitter".

Den bør også gennemføre tiltag, der begrænser forbrugsfesten i de øvre lag og dermed skaber rum til at give de hårdest ramte en ordentlig håndsrækning.

For de fleste danskere er en inflation på over 11 procent heldigvis uvant. De yngre generationer har aldrig oplevet det, for de ældre er det knap så nyt.

S-regeringen greb ind i overenskomsterne, hvor kun de lavtlønnede fik forbedringer, men samtidig indførtes en hel stribe begrænsninger for de bedrestillede.

Lars Olsen
Forfatter, kommentarskribent

Vi oplevede 1960’erne og 1970’erne, da Danmark både kæmpede med høj inflation, underskud på betalingsbalancen og i 1970’erne tillige stor arbejdsløshed.

Og indimellem kan vi faktisk lære af historien.

Et af de få succesfulde indgreb i datidens økonomiske misere var Helhedsløsningen i 1963.

Den blev gennemført af den socialdemokratiske statsminister Jens-Otto Krag for at dæmpe forbrugsfesten.

S-regeringen greb ind i overenskomsterne, hvor kun de lavtlønnede fik forbedringer, men samtidig indførtes en hel stribe begrænsninger for de bedrestillede: pris- og avancestop, udbyttebegrænsning, kontrol med huslejen og et forbud mod erhvervslivets udstedelse af friaktier – et stort tema dengang.

Jens-Otto Krag var bevidst om, at de socialdemokratiske kernevælgere blandt lønmodtagerne kun ville holde igen, hvis de bedrestillede også gjorde det.

Derfor understregede han, at "kravet om tilbageholdenhed ikke alene og ikke specielt er rettet imod lønmodtagerne.

Det er et krav, som gælder for fastsættelsen af alle indkomster, avancer og udbytter. Alle må bidrage med at vise tilbageholdenhed".

Det er denne tilbageholdenhed blandt de velstillede, der er løjerligt fraværende i dagens debat. Og desværre: Det var også kontroversielt dengang.

Efter måneders pres fik erhvervslivet ophævet prisstoppet, arbejderklassen svarede igen med lønkrav og Helhedsløsningen brød sammen.

Grådigheden i de øvre lag fastholdt Danmark i en ond spiral.

I den aktuelle debat skal vi lige huske to ting.

For det første er inflationen ikke skabt i Danmark, men påført os udefra af krigen i Ukraine og andre internationale faktorer – vi kan ikke stoppe inflationen, blot undgå at forværre den.

Velbjærgede meningsdannere kan lige så godt forstå det først som sidst: det brede lag holder kun igen, hvis dem længere oppe også gør det.

Lars Olsen
Forfatter, kommentarskribent

For det andet er baggrunden for Socialdemokratiets udspil om mere i løn til offentligt ansatte ikke inflationen, men rekrutteringskrisen.

Lønstigningerne indfases ifølge S-udspillet frem mod 2030, hvor den økonomiske situation meget vel kan se anderledes ud.

Ikke desto mindre er det værd at hæfte sig ved den borgerlige klagesang. Når Lars Sandahl Sørensen farer ud over stepperne, handler det kun delvist om offentligt ansatte.

DI-direktøren har nok så meget blikket rettet imod overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked, der kulminerer til foråret.

De faglige ledere er under massivt pres. Industriteknikere og fabriksarbejdere har set, hvordan store overskud i firmaerne veksles til høje lønninger på chefgangene, og inflation eller ej – nu vil de have del i fremgangen.

For offentligheden er den aktuelle debat også en forpostfægtning. Løn og inflation bliver forårets store tema.

Og velbjærgede meningsdannere kan lige så godt forstå det først som sidst: det brede lag holder kun igen, hvis dem længere oppe også gør det.

Det er et spørgsmål om retfærdighed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Olsen

Journalist, forfatter, foredragsholder
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1983)

Lars Sandahl Sørensen

Adm. direktør, Dansk Industri, næstformand, PensionDanmark

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

0:000:00