Debat

Etisk Råd-formand: Nye dødskriterier ved organdonation kræver åben debat

Der skal en nuanceret debat til, hvis vi skal indføre donation ved cirkulatorisk død og ikke kun efter hjernedødskriteriet. Ellers risikerer vi at svække den høje danske tillid til organdonation, skriver Leif Vestergaard Pedersen.

Al organdonation giver anledning til en spænding mellem hensynet til at være helt sikker på, at patienten er død, og så hensynet til, at organerne er så friske som muligt, skriver Leif Vestergaard Pedersen.
Al organdonation giver anledning til en spænding mellem hensynet til at være helt sikker på, at patienten er død, og så hensynet til, at organerne er så friske som muligt, skriver Leif Vestergaard Pedersen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Leif Vestergaard Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sundhedsstyrelsen sender snart sine nationale anbefalinger for donation efter cirkulatorisk død, DCD, i høring.

Indførslen af DCD har til formål at øge antallet af organdonorer, så det bliver muligt at hjælpe flere patienter med behov for nye organer. Det er et prisværdigt formål.

Men da beslutningen om at indføre DCD er taget uden forudgående offentlig debat, er det vigtigt, at høringsprocessen bliver ledsaget af så åben og nuanceret en debat som mulig.

For DCD lægger pres på de principper og definitioner, som traditionelt har ligget til grund for organdonation, og hvis der ikke er fuld åbenhed om det forhold, risikerer indførslen at svække den høje danske tillid til organdonation, sådan som det for eksempel er sket i Norge, hvor indførslen af DCD gav anledning til stor usikkerhed og debat blandt sundhedspersonale rundt i landet.

No-touch perioden

Som praksis er i dag, kan en person kun blive organdonor, hvis personen har en så alvorlig hjerneskade, at al hjernefunktion er uopretteligt ophørt. For det gør det muligt ved hjælp af en hjernedødsundersøgelse at konstatere, at personen er hjernedød.

Det kan give indtryk af, at man bevidst vælger det dødskriterie, som er mest belejligt i situationen

Leif Vestergaard Pedersen, formand, Det Etiske Råd

Der er dog også en gruppe af patienter, hvor det ikke er muligt at konkludere, at de er hjernedøde, selv om de er uafvendeligt døende og al videre behandling udsigtsløs. Og det er netop patienter i denne gruppe, man håber kan få mulighed for at blive organdonorer ved indførslen af DCD.

Ved DCD vil forløbet være sådan, at respiratoren frakobles patienten, hvorefter man venter, indtil ophør af åndedræt og hjertevirksomhed indtræder.

Når det kan konstateres, at al åndedræt og hjertevirksomhed er ophørt, vil man så vente et vist antal minutter, for eksempel fem, for at være helt sikker på, at hjertet ikke genstarter spontant.

Det omtales som en no-touch periode, og når den er forbi, konkluderes det, at ophøret er uopretteligt og personen dermed død.

Herefter kan man så påbegynde eventuel organbevarende behandling, som ved DCD blandt andet kan indebære, at man ad kunstig vej genetablerer blodforsyning til organerne i bughulen og brystkassen, samtidig med at man afklemmer blodforsyningen til hjernen.

Principper og definitioner

Det er især på to områder, at DCD lægger et pres på de principper og definitioner, som traditionelt har ligget til grund for organdonation. For det første lægger det pres på princippet om, at en donor skal være død.

Al organdonation giver anledning til en spænding mellem hensynet til at være helt sikker på, at patienten er død og så hensynet til, at organerne er så friske som muligt. Men der er især to forhold ved DCD, som øger spændingen mellem disse hensyn.

Nogle donorer har i tillid til sundhedsvæsnet gået ud fra, at organdonation kun finder sted efter hjernedødskriteriet, da det har været praksis i mange år

Leif Vestergaard Pedersen, formand, Det Etiske Råd

For det første er der no-touch perioden. Jo kortere den er, jo bedre kvalitet vil organerne have, men jo større vil risikoen også være for, at hjertet ville kunne have genstartet af sig selv. Så spørgsmålet er, hvor kort no-touch perioden kan gøres af hensyn til at sikre organernes kvalitet, samtidig med at det er hinsides enhver tvivl, at cirkulationens ophør er uopretteligt? Her er der blandt fagfolk i Europa ikke enighed om, hvor lang no-touch perioden skal være.

For det andet er der den organbevarende genetablering af cirkulation efter døden. Her rejser især afklemningen af blodtilførslen til hjernen et spørgsmål om, hvorfor den sker.

Er det for at forhindre, at personen pludselig kan opleves som levende ifølge hjernedødskriteriet, selv om personen er erklæret død ifølge det cirkulatoriske kriterie? Eller er det af en anden grund?

Hvis det er det første, kan det virke som om, at respekten for ideen om, at donoren skal være død, er mere formel end reel, da det kan give indtryk af, at man bevidst vælger det dødskriterie, som er mest belejligt i situationen.

Den samme problemstilling eksisterer for så vidt ved brug af hjernedødskriteriet, hvor det for mange kan virke paradoksalt at få at vide, at personen er død, selv om det cirkulatoriske kredsløb stadig er aktivt. På den måde kan problemstillingen siges at udspringe af selve indførslen af to forskellige men ligeværdige dødskriterier.

Men igen synes DCD at skærpe problemstillingen, fordi den kunstige perfusion og afklemningen af blodtilførslen til hjernen sker så kort tid efter, at døden er konkluderet.

Hjernedødskriteriet

Endelig er der det afgørende spørgsmål, om vi kan tillade os at antage, at de personer, der i dag har sagt ja til at være organdonorer med afsæt i en praksis baseret på hjernedødskriteriet, også ønsker at være organdonorer, hvis donationen finder sted efter cirkulatorisk død?

På den ene side vil man kunne henvise til, at alle donorer formelt har sagt ja til at donere organer uanset dødskriterie, og at vi allerede i dag bruger hornhinder fra patienter, der er cirkulatorisk døde.

Læs også

På den anden side kan man mene, at nogle donorer, i tillid til sundhedsvæsenet og myndigheder, nok er gået ud fra, at organdonation kun finder sted efter hjernedødskriteriet, idet det har været den primære praksis i mange år.

Kan vi bare tillade os at antage, at sådanne patienters tilsagn også gælder DCD? Eller bør vi respektfuldt spørge den enkelte donor, om hun også vil donere sine organer ved donation efter cirkulatorisk død?

Det Etiske Råd har drøftet de beskrevne dilemmaer flere gange på baggrund af de politiske aftaler, der tidligere er indgået omkring indførelse af DCD. Men rådet vil nu komme med en endelig udtalelse på baggrund af det høringsmateriale, som Sundhedsstyrelsen har udsendt.

Det er ønskeligt, at rigtig mange organisationer og sundhedsinstitutioner indgår i høringen, så alle synspunkter bliver medtaget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Vestergaard Pedersen

Formand, Det Etiske Råd, formand, epilepsihospitalet Filadelfia
cand.oecon. (Aarhus Uni.)