Lektor til debattør: Religion bliver irrelevant, hvis den står uden for samfundet

Der er mange eksempler på religioner, der både historisk og også i dag, forgæves har søgt denne strategi.

Mange af disse religioner er forsvundne. Nogle af er på vej ud. For eksempel kan den katolske kirke i Europa ses som en kristendom, som har haft alt for travlt med at pointere kirkens "udenfor-hed". Den har harceleret imod kvindelige præster, bøsser, lesbiske, trans, you name it.

Tilslutningen til den anglikanske kirke er ligeledes faldende. Det er ikke, fordi den er blevet for meget en del af samfundet, men fordi briterne ikke genkende sig selv i kirkens konservatisme. Den anglikanske kirke har sat sig selv uden for samfundet og er derfor ved at forsvinde.

Kristendommen har altid skabt debat

Det ville have været anderledes interessant, hvis Omar Alkhatib havde grebet emnet an ud fra det mere fundamentale spørgsmål om sekularisering og religion som en dialektik imellem "inden for og uden for" samfundet.

Den tyske sociolog Hans Joas har påpeget, at kristendommen fra sin begyndelse indeholder kimen til sekularisering.

Omar Alkhatib tror på renheden, og det må han gerne gøre. Men det har dansk lutherdom aldrig gjort.

Camilla Sløk
Lektor, CBS

Joas argumenterer for, at kristendommen skabte en opdeling mellem det sakrale og det verdslige igennem idéer som: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" (Matt 22:21).

Jesus bliver spurgt om det overhovedet er nødvendigt at betale skat, når man er kristen. Jesus tager en mønt og spørger, hvis billede der er på. Det er kejseren, der svarer publikum.

Pointen er, at mennesket tilhører både det jordiske rige med skattebetalinger og forkølelser samt det guddommelige rige med fred og sindsro.

Dette lille billede på møntens to sider er et eksempel på en konstruktiv ambivalens. Det viser, at mennesket er både en del af verden og en del af noget, der er større end os selv. Både ren og forurenet; såvel inden for som uden for verden.

Alkhatib fortsætter kendt diskussion

Diskussionen om renhed over for forurening er lige så gammel som, ja, det gamle testamente. Allerede Moselovene var optaget af, hvordan mennesket forholder sig rent i forhold til verdens forurening.

Moselovene forholder sig til det konkrete liv, som allerede er forurenet, og her forestilles det ikke, at man kan hoppe ud af livet, men det påbydes at gå på dydens smalle sti.

Kristendommen med Paulus, og især med Martin Luthers læsning af Paulus, stiller sig et helt andet sted og gør op med Moselovene.

Paulus skriver i Romerbrevet omkring år 50, at loven skaber synden. Det er en stærk erkendelse af, at jo flere og strengere regler man opstiller, jo mere indviklet bliver det for mennesket at gøre det rigtige.

Martin Luther (1483-1546) læste Paulus og understregede, at man slet ikke kan undgå at synde, altså forurene og blive forurenet. Det er desværre en del af menneskelivet, som man må tage til efterretning som menneske og forholde sig til igennem erkendelse og forsoning.

Dansk kristendom fokuserer på mennesket

Denne lutherske kristendom, som har præget dansk kultur siden reformationen 1536, har således altid lagt vægt på menneskets, kristendommens og kirkens ambivalens mellem inden for og uden for. Renhed og forurening hører sammen, når man er menneske.

Filosoffen Charles Taylor har ligeledes i sit værk 'A Secular Age' (2007) diskuteret, hvordan kristendommen på én gang er præget af religiøse impulser og samtidig bidrog til en gradvis sekularisering af samfundet.

Dansk, luthersk kristendom bygger på accepten af synden.

Camilla Sløk
Lektor, CBS

Man kan faktisk slet ikke forestille sig kristendommen uden den tid, som den blev formuleret i, nemlig den post-græske og romerske begrebsverden.

Der findes ikke nogen ren kristendom, og det er heller ikke noget, som er værd at efterstræbe, ifølge den dansk-lutherske tro. "Menneske først, kristen så", som Grundtvig skrev i 1837.

Det var også en kommentar til sekulariseringen, og at livets erfaringer ikke starter i kristendommen, eller i nogen anden religion, men i menneskelivets snavs.

Omar Alkhatib tror på renheden, og det må han gerne gøre. Men det har dansk lutherdom aldrig gjort. Dansk, luthersk kristendom bygger på accepten af synden. At vi som mennesker altid er i landet imellem inden for og uden for; At vi har brug for hjælp, og at vi får hjælp.

Omar Alkhatib kritiserer i sit indlæg den liberale elite og den rummelige folkekirke. Men det er godt, at præsterne hver søndag prædiker om ambivalensen imellem det menneskelige, det ønskelige og det, vi helst vil undgå. Det er den kristendom, som danskere har foretrukket i deres kirke de seneste 500 år.

Det er en kristendom, som har diskuteret og debatteret med og imod sin tid. Det er præcis en teologi, som er stærk nok til at rumme tidens forandringer.