
Diskussionen om, hvorvidt islam og demokrati er forenelige størrelser, tager til. Det samme gør min forbløffelse over, at toneangivende religiøse debattører ikke forstår, at den kritiske diskussion er nødvendig og vejen til forståelse.
Religionen skulle gerne være inspiration og ikke en spændetrøje.
Den frieste tanke kan kun spærres inde af tyranni, dumhed og fordom. Den kan spærres inde af anti-modernisme, anti-demokrati og lukkede tænkeformer, og efter min bedste overbevisning er det hverken den liberale vestlige verden eller sekulariseringen, der er noget problem.
Men den muslimske tænker Omar Alkhatib hævder i Weekendavisen 9. februar, at det liberale vestlige samfund ikke kan rumme islam på grund af nedarvet frygt.
I stedet skal den vænne sig til at se islam "ikke som en trussel, men som en uventet kilde til åndelig og kulturel kapital for et kontinent."
Her bliver jeg nødt til at protestere mod denne forudsætning.
Islam er jo rummet i de vestlige demokratier, i de sekulariserede samfund og i det samfund, hvor andre religioner spiller en rolle. Islam er ikke forbudt. Debatten kan lejlighedsvis være hård, påtrængende og nærgående. Men islam rummes i den europæiske hverdag.
Islam er jo rummet i de vestlige demokratier, i de sekulariserede samfund og i det samfund, hvor andre religioner spiller en rolle.
Peter Skov-Jakobsen
Demokratierne har brug for religion, kald det gerne spiritualitet.
Der er brug for tanker, der rummer en mulighed for at tale om alle de relationer, som et menneskeliv består af, og som ikke kun kan forklares af den videnskabelighed, som heldigvis også er en del af vores verdensopfattelse.
Vi deler formodentlig alle en uudgrundelig oplevelse af at være begrænsede og sårbare og på samme tid modige og taknemmelige.
Midt i tilværelsens virvar af liv og død, sandhed og løgn, forsøger man som individ at gribe efter det uendelige.
Følelsen af ikke at være i kontrol får ikke en til at opgive, men vækker derimod længslen efter at komme videre ind, dybere ned, højere op – en længsel, vi alle har, og som derfor også skaber fællesskaber om religiøse sprog og fortællinger.
Den engelske teolog Rowan Williams indfører i sin seneste bog begrebet "toksisk religion." Et fænomen, der opstår, når mennesker bruger religiøst sprog og religiøse fortællinger på en måde, der giver indtryk af, at de behersker verden.
Dette sprog er deres adgang til ufejlbarligheden og til sandheder, der ikke kan modsiges, for de er absolutte, og der er ikke mere at sige om dét. Toksisk religion kan naturligvis også være toksisk ikke-religion – altså enhver form for tankegang, der hævder uimodsigeligheden og ufejlbarligheden.
Omar Alkhatib hævder i Weekendavisen:
"Jeg plejer at sige, at jeg forestiller mig, at en dansk kirkegænger fra 1930'ernes Udkantsdanmark og en nutidig muslim ville finde hinanden meget genkendelige. De ville dele respekten for bøn, familien og det lokale fællesskab – selvom de nok ville finde hinandens madvaner mystiske. Det nære og relationsbevidste liv, som muslimer lever, er slet ikke så fremmed for Danmark, som den liberale elite ofte påstår."
Jeg ved ikke, hvem dette udsagn er mest nedladende over for; den muslimske medborger eller den danske, der ikke bor i Hovedstaden.
Jeg kan slet ikke genkende billedet. Vi lever i en tid, hvor de såkaldte store spørgsmål hele tiden er på tungen. Ja, vi lever også i en tid, hvor mange mennesker har et forbehold over for religion, men det kunne jo være, fordi de kun har mødt toksisk religion.
Det er rigtigt, at i vores liberale, demokratiske, religionskritiske vestlige tradition er vi tvunget til hele tiden at genoversætte vores holdninger til tro, ægteskab, køn og seksualitet.
Hvorfor er religiøse tænkere bange for det flydende? Hvorfor har man brug for at foregive at være i kontrol?
Peter Skov-Jakobsen
Jeg har opdaget, at vi i disse år lever i en tid, der forsøger sig i højere grad med det toksiske inden for alle felter.
Det ser eksempelvis ud, som om dødssynderne – hovmod, griskhed, misundelse, frådseri, ladhed, og så videre – er blevet dyder i stedet for tro, håb, kærlighed, retfærdighed, visdom, mod og mådehold.
Den tendens vil vi få nogle år til at gå med, og så vil vi opdage, at det samfund, der ikke grundlæggende er bygget på dyderne, ikke er til at leve i.
Vi vil opdage, at hvis vi ikke kan stole på vores medmennesker og ikke kan håbe på deres overbærenhed, så bliver her trangt.
Hvorfor er religiøse tænkere bange for det flydende? Hvorfor har man brug for at foregive at være i kontrol?
Jeg tror ikke, jeg forstår, hvorfor man er bange for åbenheden over for tiden og kulturen. Jeg forstår heller, hvorfor jeg skulle foretrække at leve i et samfund som 1930'ernes, hvor mennesker ikke kunne være sig selv seksuelt, religiøst eller politisk.
Så vidt jeg kan se, har religionskritikken gjort os religiøse det godt. Vi er blevet inviteret ind i samtaler, hvor vi ellers aldrig ville være kommet.
Jeg tilstræber med min religion bestemt ikke at gå tilbage til nogen tilstand tidligere i historien, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan tale med alle om længslen, lige meget hvor de bor i vores land.
Toksisk religion synes at være temmelig optaget af sex. I disse religiøse miljøer – og de findes inde for alle religioner – føler man en flydende formløshed; Men ærlig talt, hold nu op.
Lad især være ved at spille ofre, når der bliver råbt homofob eller fundamentalist efter jer.
Lad være med at være fordømmende og nedladende over for homoseksuelle og regnbuefamilier eller over for fraskilte – lad især være med at spille ofre, når folk tager til genmæle mod århundreders fordømmelser.
Ærlig talt, hold nu op. Lad især være ved at spille ofre, når der bliver råbt homofob eller fundamentalist efter jer.
Peter Skov-Jakobsen
Lad være med at sige om jer selv, at I står for et klassisk synspunkt. Det er misvisende at bruge ordet "klassisk" på den måde.
Klassisk teologi har altid kunnet leve i tiden, bevæge sig i forskellige tanker. Klassisk teologi har altid kunnet tage til genmæle mod det absurde i verden i en dyb tillid til godheden, der er kommet ind i verden.
For et par lørdage siden døbte vi i løbet af tre timer 47 mennesker ved vores drop-in-dåb i Vor Frue Kirke. Jeg spørger mig hele tiden, hvad vi kan lære af de mennesker, der foretrækker denne form for dåbshandling?
Jeg er sikker på, at ingen af dem, der kom, var optaget af at få hjælp eller blive tilrettevist, hvad der var moralsk korrekt.
Jeg havde en klar oplevelse af at møde mennesker i alle aldre, der tør tabe ansigt i forventning om at møde en barmhjertig Gud, der elsker og tilgiver og på den måde også vil forvandle menneskers indbyrdes liv.
Der findes ikke friere tanke end forestillingen om Gud.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer




































