Kommentar af 
Silas Marker

Mette Frederiksen og Inger Støjbergs patent på “folket” er kun til låns

Hvis det var muligt at definere folket, ville politik være umuligt. For politik er i sin essens en kamp om folket, og hvis det lykkes en politiker eller et parti at indtage folkets tomme plads, er det altid kun en skrøbelig sejr, skriver Silas Marker.

Politikere og bevægelser vil prøve at definere og repræsentere folket, for demokrati er folkets styre. Men deres definitioner vil altid være fejlbarlige og skrøbelige, skriver filosof Silas Marker.
Politikere og bevægelser vil prøve at definere og repræsentere folket, for demokrati er folkets styre. Men deres definitioner vil altid være fejlbarlige og skrøbelige, skriver filosof Silas Marker.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Silas Marker
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folkemagt, folkedomstol, folket mod eliten.

Folket er overalt, og regeringen vil efter eget udsagn repræsentere folk, som de er flest. Det samme vil Inger Støjberg, og venstrefløjen taler om “folket” over for en “elite” af hovedrige oligarker, ligesom populismen – folk-ismen – sætter folket over alt andet.

Socialdemokratiet er, sagde statsminister Mette Frederiksen på valgaftenen sidste år, “det sidste store folkeparti”. Det sidste store parti for folket. Det er værd at stræbe efter, hvis man mener – som Pia Kjærsgaard har sagt flere gange – at folket altid har ret.

Men hvorfor er der sådan en kamp om folket? Og hvorfor kan den åbenbart forene Gud og hvermand på tværs af det politiske spektrum? De to spørgsmål rejser automatisk et nyt: Hvad er folket overhovedet?

Det korte svar lyder, at ser man demokratiet som en fortælling, så er folket hovedpersonen. Der er ikke noget demokrati uden folket. Folket er “os” – det store fællesskab – når man taler om “os i demokratiet”, og det er det “vi”, som man henviser til, når man taler om “vores demokratiske samfund”.

Når man lever i et demokrati, må alle beslutninger og al magtudøvelse have sin basis i folkets vilje. Det er derfor, at politikere og politiske bevægelser så gerne vil repræsentere folket; folket er helten i demokratiet. Men begrebet er også fyldt med problemer.

Det første store problem er, at vi ikke ved, hvem folket konkret er. Vi kan ikke lave en empirisk optælling eller en endegyldig sociologisk afgrænsning af det. Hverken ordbogen, et leksikon eller videnskabelige undersøgelser kan give os svaret på, hvem folket er. Det skyldes, at det ikke er en sociologisk kategori, men derimod et politisk begreb.

Det provokerer enhver demokrat, når nogen påstår at være folket

Silas Marker
Filosof og forfatter

Det bringer os videre til det næste problem: Folket er i princippet ikke nogen og skal faktisk helst ikke være det. Folket er derimod med Claude Leforts udtryk en tom plads – en position, man kan kæmpe om at indtage.

I det enevældige monarki var magtens sted tronen, og her sad monarken hele sit liv med legitimitet givet fra Gud. Magtens plads blev altså fyldt ud af kongens krop, der legemliggjorde hele det politiske fællesskab. Derfor havde kongen med Ernst Kantorowicz’ ord to kroppe: Sin fysiske på tronen, og sin politiske, der repræsenterede hele samfundet. Når tronen var tom, hvis kongen eksempelvis døde uden at have en arvtager, var det en krise for magten.

I demokratiet er der lige omvendt: Her skal magtens plads – folket – i princippet være tom hele tiden. På den måde er demokratiet lidt af et paradoks. På den ene side er det folkets styre. På den anden side kan vi ikke sige med sikkerhed, hvem folket er, eller hvad det vil.

Når man prøver at indtage folkets tomme plads ved at erklære, at man selv er folket, inviterer det da også omgående til et modsvar. Det provokerer enhver demokrat, når nogen påstår at være folket.

Hvis man for eksempel hævder, at “folket er alle os, der bor i stationsbyerne og har en kort uddannelse – og i hvert fald ikke dem i Københavns fine saloner”, vil der sidde københavnere og tænke “hvad med os? Vi er da også en del af folket”. Sådan skal det også være, for ingen må have eviggyldigt patent på folket.

Det er langt fra kun politikere, der vil tale folkets sag. Under coronanedlukningen i 2020 protesterede minkavlere og sympatisere imod nedslagtningen af mink med paroler som “Nu kræver folket medbestemmelsen tilbage” og ”Folkets stemme!”. Nogenlunde samtidig gik bevægelsen Men In Black på gaden under slagord som “Fuck højrefløjen – fuck venstrefløjen – vi er folket!”

Læs også

Igen var der mange, som rynkede på næsen og tænkte, at hverken traktordemonstranterne eller mændene i sort var folket – selvom førstnævntes hjemmesidedomæne bar navnet “folkelighed.dk”. Det er blot endnu et eksempel på, hvor centralt kampen om folket er i demokratiet – folkets styre.

Her er en af de mest grundlæggende problematikker: Hvem er folket, og hvad vil det? Er folket arbejderne på fabrikken, bønderne på landet, middelklassen i forstaden eller ‘dem ovre i Jylland’? Er der en modsætning mellem at være akademiker og at være en del af folket? Vil folket have en stram indvandringspolitik, eller vil det tage flere kvoteflygtninge?

Demokratiet kombinerer grundlæggende to idéer: Flertalsstyre og folkesuverænitet. Den første komponent behøver næppe forklaring – flertallet træffer afgørelser i demokratiet. Idéen om folkesuverænitet er en anelse mere kompliceret. Dels indebærer det en idé om, at der eksisterer et folk. Og dels dækker begrebet om folkesuverænitet over, at folket er dén ene position i samfundet, hvorudfra al legitimitet udgår.

“Al magt til folket”, lyder en kendt parole. Demokrati er den påstand, at en magtudøvelse kun er legitim, hvis den baserer sig på folkets vilje. Derfor har Alexis de Tocqueville meget rammende kaldt folkesuveræniteten for “lovenes lov,” og det er den lov, der placerer folket i centrum af demokratiet – men i et centrum, der skal være tomt.

Der er ikke i sig selv noget odiøst, farligt eller ‘populistisk’ over, at for eksempel Mette Frederiksen eller Inger Støjberg appellerer til folket

Silas Marker
Filosof og forfatter

Fordi magtens plads skal være tom, må ingen tage patent på folket for altid. Ingen må legemliggøre folket, have 100 procent vished om dets vilje og sidde på magtens plads for evigt.

Politikere og bevægelser vil prøve at definere og repræsentere folket, for demokrati er folkets styre. Men deres definitioner vil altid være fejlbarlige og skrøbelige, for man kan ikke besvare spørgsmålet om folket én gang for alle. Der vil altid stå nogen udenfor, som siger “jamen hvad med os andre?”.

Så når det lykkes en bevægelse eller et parti at indtage folkets tomme plads, er det altid kun en skrøbelig sejr. Midlertidig og til låns. Derfor er folket grundlæggende umuligt – og godt for det. Hvis det var muligt at definere folket, ville politik være umuligt.

Der er derfor ikke i sig selv noget odiøst, farligt eller ‘populistisk’ over, at for eksempel Mette Frederiksen eller Inger Støjberg appellerer til folket. Det er ikke totalitært, selvom folket afgjort er blevet brugt til at legitimere autoritære styreformer gennem tiden.

For politik er i sin essens en kamp om folket. Både om at få folkets gunst på den korte bane, men også om at definere det – at få lov til at skrive fortællingen om det store fælles ‘vi’. Men kampen om folket må nødvendigvis være en demokratisk kamp på en så åben arena som muligt.

Silas Marker og Kristoffer Bayer udgiver 3. marts bogen “Folket” ved forlaget Próblema.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00