Tidligere formand for Etisk Råd og sognepræst: Ideen om den "selvvalgte død" eksisterer ikke

I det følgende begrænser vi os dog til i kort form at omtale tre elementer: Begrebet autonomi, at patienter kan blive presset til at anmode om dødshjælp og lægens etiske ansvar.

Den "selvvalgte" død er ikke kun selvvalgt

Det argument, som er mest gennemgående hos fortalere for dødshjælp, er selvbestemmelsesretten – ofte opfattet som synonymt med individuel autonomi. Det er også det argument, som uden videre overbeviser de fleste, for det appellerer til forestillinger om en fri vilje og frihedsrettigheder.

Regeringsudvalget bygger da også især på "respekt for den enkelte persons autonomi" – som et afsnit hedder. Udvalget har så dannet eufemismen "selvvalgt livsafslutning."

Et dødsønske opstår ikke i en overskudssituation.

Inge Marie Kirketerp Hansen og Ole Johannes Hartling
Medstiftere, Netværket 'Nej til statsassisteret selvmord'

Selvvalgt livsafslutning kunne være en omskrivning af selvmord, men her skal andre inddrages i selvmordet ved at skulle udskrive medicinen eller ved at føre sprøjten.

Alene af den grund er den "selvvalgte" død ikke kun selvvalgt, for dødshjælpen skal godkendes af andre. Der vil derfor altid forekomme en medbestemmelse.

Omgivelserne skal vurdere, om selvvalgt nu også er velvalgt.

Raske mennesker ser ikke uden videre, at autonomien i dette valg bliver helt anderledes, fordi det er et langt mere fortvivlet valg end alle andre.

Et dødsønske opstår ikke i en overskudssituation, men snarere i en følelse af håbløshed og måske også af at være tilovers. Vi ved, at menneskers mørke tanker om deres død er svingende, og i det hele taget er den trængte og afhængige situation et skrøbeligt grundlag for at skulle foretage et valg.

Lægen skal i de situationer ikke tage udgangspunkt i døden, men vise patienten omsorg og tage udgangspunkt i livet, for det er dér, patienten er, også selv om det er hårdt.

Pres kan kommer fra flere sider

En lovliggørelse af dødshjælp vil betyde, at alene det, at muligheden eksisterer, vil være i alles bevidsthed, også selv om den ikke direkte bliver nævnt. Patienten skal være fri til at vælge dødshjælp, men bliver ikke fri for at skulle vælge, når omstændighederne taler for det.

Vi tager dette problem mere alvorligt, end regeringsudvalget gør. Et pres kan være direkte.

Et stigende antal eksempler fra ikke mindst Canada, som indførte dødshjælp i 2016, viser, at mennesker i social nød, med handicap eller med kronisk sygdom i stedet for den hjælp, de tidligere ville have fået, bliver foreslået muligheden for "en smuk død." Derefter er de blevet henvist til organisationen MAiD (Medical Assistance in Dying).

Presset kan også være indirekte – oplevet af patienten – idet patienten selv angiver, at han eller hun ikke vil ligge andre til last.

I den amerikanske stat Oregon, som i 1997 vedtog en dødshjælpslov, bliver alle, som anmoder om dødshjælp, bedt om at oplyse begrundelsen for dødsønsket. I 1998 anførte 13 procent som begrundelse, at de var bange for at være en byrde for omgivelserne. Det antal har været stigende gennem årene og var i 2019 på 59 procent.

Endelig kan presset være mere subtilt. Den hollandske befolkning har i en årrække levet i et samfund, hvor dødshjælp er "normaliseret." Der har udviklet sig en "eutanasi-mentalitet", som medfører et særligt blik på mennesker i lidelse eller med handicap.

Denne kultur definerer, at visse liv ikke er leveværdige. Netop selvbestemmelsen bliver da tvetydig; De mennesker, som udvikler de tilstande, der kan kvalificere til dødshjælp, vil se deres tilværelse i lyset af det signal, som samfundet sender. Men da det er patienten, som selv ytrer ønsket, opfattes det naturligvis som ganske autonomt.

På den måde presses mennesker til at skulle retfærdiggøre deres eksistens, men presset bliver usynligt.

Læger har et etisk ansvar

Når hovedvægten lægges på patientens autonomi – "selvvalgt livsafslutning" – betyder det, at patientens autonomi skal være bestemmende for lægens handlinger frem for dennes egne kliniske og etiske principper.

Det kan udtrykkes sådan, at lægen etisk frikendes. For det er jo patienten, som selv vil det.

Grundlæggende er det en grænseoverskridende og inhuman handling at tage et medmenneskes liv eller medvirke til det.

Inge Marie Kirketerp Hansen og Ole Johannes Hartling
Medstiftere, Netværket 'Nej til statsassisteret selvmord'

Med lægeassisteret selvmord fortyndes lægens etiske ansvar yderligere ved, at denne blot udskriver giften.

Lægen behøver end ikke at være til stede, når patienten tager den. Det sker i afstand fra lægen, og patienten er jo ikke tvunget til at indtage pillerne og kan bare lade være, bliver tankegangen.

Etableringer af dødsorganisationer, dødsklinik og udkørende teams, hvor andre "betros" opgaven, ses i Holland og i Canada (MAiD). Herved sker en yderligere udflytning af lægens etiske ansvar.

De foranstaltninger bureaukratiserer opgaven og kortslutter den direkte læge-patientrelation.

Grundlæggende er det en grænseoverskridende og inhuman handling at tage et medmenneskes liv eller medvirke til det, men det tilsløres nu af, at lægen blot respekterer patientens autonomi.

Skændige handlinger iklædes en sprogdragt, som får dem til at tage sig bedre ud. Regeringsudvalgets refleksionsoplæg bruger ord og vendinger som "en mere værdig død", "selvvalgt livsafslutning" eller "selvudført livsafslutning", der klinger så positivt, at man næsten glemmer, at det, der diskuteres og argumenteres for, er muligheden for udskrivning af gift og ombringelse af mennesker.

Det kræver ikke megen fantasi eller mange kig i empirien, før det står klart, at åbnes der for dødshjælp i Danmark, så vil vilkårene for det syge, plejekrævende og afhængige menneske blive barske, og relationen mellem lægen og patienten vil for altid forandres. Det kan et skønmalende sprog ikke ændre på.