Præst: Tænk kirkens holistiske og åndelige fællesskab ind i national ensomhedsstrategi

Det er godt, at regeringen har syn for, at der skal gøres noget ved ensomheden i samfundet, for ensomhed kan i bund og grund være en trussel imod det overhovedet at have et samfund. Men hvor er kirken henne i det strategiarbejde, man har taget hul på?

Der findes jo i Danmark en institution, som samler mennesker i alle aldersgruppe, og som i tusinde år har gjort det.

I og ud fra kirken bliver der udført et socialt og fællesskabende arbejde for mennesker i forskellige livssituationer. Tænk blot på torsdagscaféer, varmestuer, spaghettikirke, eller, ja, søndagens gudstjenestefællesskab. Eller hvad med kor, minikonfirmand og spejderarbejde? Foredrag, fællessang og integrationsarbejde?

Selve ordet kirke betegner hverken institutionen eller bygningen, men bygger på en forståelse af, at mennesket er forbundet til andre i et fællesskab. Og kirken har alle dage forkyndt og bekendt en tro på, at vi hører sammen, og har altid forsøgt at udfolde det fællesskab på mange forskellige måder.

Derfor har kirken mange fællesskaber hos og i sig. Og hvad måske er endnu mere vigtigt, så har kirken et holistisk syn på mennesket, som en regering måske endda kunne blive inspireret af.

Ensomhed gør os fremmede for andre og os selv

For ensomhed er ikke blot et materielt problem, men en åndelig udfordring, der har at gøre med, at mennesket ikke blot er krop, men også ånd. Man kan ikke nødvendigvis se det på folk, om de lever i en selvvalgt alenehed, eller om hverdagen er fyldt af en invaliderende ensomhed.

Ensomhed er ikke blot et materielt problem, men en åndelig udfordring, der har at gøre med, at mennesket ikke blot er krop, men også ånd

Thomas Frovin
Sognepræst, Apostelkirken

Mennesket har brug for fællesskaber. Det har pandemien mindet os om – og minder os stadig om. Det var måske med læringen fra en anden pandemi i årene efter den spanske syge, at Martin Buber udgav sin bog "Jeg og du."

Her skriver han om mennesket, at det bliver til et "jeg" i mødet med et "du." Med andre ord har vi brug for det andet menneske for at komme til os selv. Ja, vi bliver først til os selv i mødet med et andet menneske, som bekræfter vores implicitte værdifuldhed.

Dermed får Buber også understreget noget af det, der er det mest forbenede ved ensomhed. Når vi lever afskåret fra fællesskabet med andre, bliver det også mere vanskeligt at holde fast i en fornemmelse af, hvem vi selv er. Ensomhed gør os fremmede for andre, men også for os selv.

I det lys er det klart, at ensomhed er i fare for at erodere det, vi kalder et "samfund." Det skal der gøres noget ved. Men det handler ikke alene om aktiviteter og psykologi. Ensomhed har at gøre med det dybeste i mennesket. Det er også noget, der berører menneskets ånd.

Husk kirken

Det siger i så fald sig selv, at man bør tænke holistisk om løsningerne. Og det er godt, at det nationale partnerskab, der skal sætte retningen for regeringens strategiarbejde, involverer de gode folk fra Røde Kors og Ældre Sagen, som er vant til at se på hele mennesket.

Det er kirken, som i tusinder af år har forstået og forkyndt, at mennesket lever i forbundenhed med andre

Thomas Frovin
Sognepræst, Apostelkirken

Men husk nu kirken, kære regering. Vi er ikke et departement for ritualer og religiøst tingel-tangel. Vi er et fællesskab af mennesker, som hver uge er i kontakt med et bredt udsnit af den danske befolkning, som selv vælger at have kirken som et tilhørsforhold. Det forpligter på mange måder. Men det giver os også muligheder.

Det er kirken, som i tusinder af år har forstået og forkyndt, at mennesket lever i forbundenhed med andre. Og det er kirken, som har fastholdt, at ingen af os er alene, og har inspireret til, at vi skal at drage omsorg for hinanden.

Og så er det faktisk stadig kirken, som fortsat bringer mennesker sammen. Så vi er allerede med. Glem os nu ikke, kære regering, når I går i kast med at løse en af tidens store udfordringer.