Tænketank: Nej, Mette Frederiksen, Gud har ikke vigepligt. Det har politikken

Tro, etik og samvittighed behandles politisk som noget, der kommer "udefra," som noget, der per definition skal standse, når magtens hovedvej nærmer sig.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Gud har vigepligt. Spørgsmålet er derimod, om politikken har glemt, at den selv altid burde køre med særlig forsigtighed.

Moralsk forkørselsret

I et demokrati er magten aldrig absolut. Den er betinget af mennesker, erfaringer og konsekvenser.

Alligevel taler regeringen og især dens øverste leder ofte, som om flertallet i sig selv giver moralsk forkørselsret. Som om demokratisk vedtagelse ophæver den enkeltes ansvar for det, man gør ved andre mennesker.

Den, der risikerer at forvolde skade, har pligt til at sænke farten. Den, der sidder tungest på magten, har det største ansvar,

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Her opstår problemet. Når magten ikke længere (gen)kender sin egen vigepligt. For hvem er det egentlig, der burde holde tilbage i krydset?

Er det borgerens samvittighed, eller er det staten, når dens beslutninger rammer menneskers liv, værdighed og selvforståelse? Er det kristendommen, der skal tie, eller er det politikken, der burde lytte?

Hvis man følger færdselslovens ånd, er svaret klart. Den, der risikerer at forvolde skade, har pligt til at sænke farten. Den, der sidder tungest på magten, har det største ansvar.

Demokratiet er ydmygt

Alligevel ser vi en politisk kultur, hvor hensynet til det målbare, det effektive og det styrbare har forkørselsret, mens det, der ikke kan omsættes til paragraffer, henvises til rabatten.

Det er ikke nødvendigvis ond vilje.

Det er snarere en blindhed, som opstår, når politik begynder at opfatte sig selv som det højeste orienteringspunkt. Når regeringen, uanset om den består af én stærk leder eller flere samstemmende stemmer, ikke længere erkender, at den også befinder sig i et kryds. Måske endda i et krydspres.

Derfor er talen om, at Gud har vigepligt, ikke bare en uheldig formulering. Den afslører en dybere antagelse: at det, der ikke kan styres politisk, automatisk må træde til side. Men sådan fungerer hverken menneskelivet eller et modent demokrati.

For et demokrati uden samvittighed bliver teknisk. Et demokrati uden ydmyghed bliver hårdt. Og en magt, der aldrig anerkender sin egen vigepligt, ender med at tro, at den altid har grønt lys.

Gud har ikke vigepligt. Men politikken har – hele tiden.