Tænketanken Prospekt: Vi har brug for at genfinde etikken i politik
Tilliden til politikerne og folkestyret kan blive undergravet af en hård tone i den politiske debat. Derfor skal der skabes en forbindelse mellem etik og politik, der øger ordentligheden i den politiske kommunikation, skriver Søren Peter Hansen.
Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt, direktør, FOF - Folkeligt Oplysnings ForbundUmiddelbart vil vi gerne have politikere, der fremstår som ordentlige mennesker, der bekymrer sig om vores ve og vel i stedet for bare at bruge deres energi på at tvære modstanderne ud, sikre genvalg og stige i graderne i partiet.
Og så skal de også helst være loyale partigængere frem for løsgængere.
Spørgsmålet om, der således bør være en forbindelse mellem det etiske og det politiske, eller om det etiske og det politiske bør være absolut adskilte sfærer, der intet har med hinanden at gøre, er blevet aktualiseret ved et forskningsstudie af tonen i den politiske debat.
Vi kan ikke lide, at politikere råber og skændes i stedet for at debattere med hinanden.
Vi kan ikke lide, når en politiker afbryder i stedet for at lade modparten tale ud.
Vi kan ikke lide de, der viser foragt for politiske modstandere ved at himle med øjnene eller sukke højlydt.
Og vi kan ikke lide, når politikere undlader at svare på de spørgsmål, modparten stiller, og taler nedladende om andre politikeres intelligens, moral eller udseende.
Polarisering er livsfarlig for folkestyret, der lever af samtale, meningsudvekslinger og kompromisser.
Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt
Den politiske tone ser ganske enkelt ud til at påvirke vores tillid til politikerne. Måske kan det endda få os til at være mindre tilbøjelige til at efterleve politikernes beslutninger.
Forråelse af den politiske samtale
Det er i hvert fald nogle af konklusionerne fra et nyt studie af Troels Bøggild og Carsten Jensen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Det pointeres i studiet, at det med hensyn til den politiske tone ikke handler om uenighed og konflikt om substantielle spørgsmål, hvor politikerne kritiserer hinandens holdninger.
Det handler kort sagt om en forråelse af tonen i den politiske debat, i den politiske samtale.
En afgørende betingelse for et velfungerende folkestyre er alt andet lige samtalen. Og det gælder både den folkelige samtale og den mere politiske.
Tonen i den politiske samtale eller debat er efter sigende præget af en stigende aggression, om ikke andet i visse andre lande.
Polarisering er livsfarlig for folkestyret, for demokratiet, der lever af samtale, meningsudvekslinger og kompromisser.
Når lydhørheden over for anderledestænkende slipper op, så mistes den forpligtende og tidskrævende argumentation for egne synspunkter, og villigheden til at tage ved lære af andre. Her er et egentlig folkestyre ikke muligt.
To idehistoriske traditioner
Idehistorisk står vi på sin vis mellem to traditioner, der på hver sin måde præsenterer et forhold mellem politik og etik.
Den ene tradition fører os tilbage til antikkens Grækenland, Hellas. Og det er ofte et udmærket sted at begynde. Også hvis vi skal blive klogere.
Politik er af græsk oprindelse og rummer i sig ordet polis (by eller bystat), hvor den enkelte borger blev defineret som et politisk væsen. Hele det sociale liv var et politisk anliggende. Hele mennesket var politisk bestemt.
I denne tradition hænger politik og etik sammen som to sider af samme sag.
Den anden tradition opstår, eller måske rettere, beskrives i renæssancen af Niccolo Machiavelli ved udgivelsen af ’Fyrsten’ (1513).
Machiavelli sætter vandtætte skotter mellem politik og etik. Politik er magtpolitik. Kort og godt.
Vi mangler – etisk set – en folkelig og demokratisk samtale om normer imellem ideologi og saglighed.
Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt
Målet er først og sidst at vinde magten og at fastholde den. Mennesket ses ikke som et væsen, der går op i fællesskabet, men derimod som en helt og aldeles privat person, der kun tænker på sig selv.
Magten har sin egen, som nogle af vor tids politikere siger, raison d’etre. Magten har sine egne love og er uafhængig af alt andet, også etik. Politik er skjult ud fra alle andre livsområder som en selvstændig profession. Videre må den, der vil blive ved magten agere kynisk, lyve og bedrage, føre krige og henrette modstandere.
Midlerne skal svare til målet, for at magten ikke løber én af hænde.
To former for politik
Skematisk kan vi næsten se forskellen mellem de to former for politik for os.
På den ene side har vi en sammenhæng mellem politik og etik, hvor magten er for fællesskabets skyld. På den anden side har vi politik uden etik, hvor magten er for magtens skyld.
Videre er det ansvar for alle op imod ansvar for sig selv. Om det er det ene eller det andet præger tonen det politiske.
Det gode liv er altså enten en politik om et fælles etisk liv eller en politik, der udvikler sig til at være en særlig a-etisk kunstart. Fra tid til anden udtrykt som det muliges kunst.
Når politik er det muliges kunst, går vi ud fra et menneskesyn hvor vi betoner vores behov. Hinsides al fælles etik. Behov er psykologisk inde i os modsat traditionelle dyder og laster, som opstår når vi tager livtag med tilværelsen.
Med renæssancen ser vi, at det private rum skiller sig ud fra det offentlige rum. Og det virker, som om etikken indlogerer sig fast og godt i det private rum, og dermed bliver den en privat sag. En smagssag.
Sker det fuldt ud, tømmer vi politik i det offentlige rum for etik og gør den til et rent magtspil. Og hvor tonen er derefter.
Det gode liv er altså enten en politik om et fælles etisk liv eller en politik, der udvikler sig til at være en særlig a-etisk kunstart.
Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt
Nye, politiske normer
Spørgsmålet er, om vi enten skal spille de to traditioner ud mod hinanden eller om vi skal forsøge at kombinere dem. Eller er der måske en tredje vej at gå?
Inden for de senere år har der ikke været mange bud på at udvikle en fælles (politisk) etik. Det virker snarere, som om ansvaret for en etik og dermed for en vision om det gode liv er blevet skubbet ud af enhver form for politik.
Ud fra de to fremlagte traditioner er vi på sin vis i en situation imellem ideologi og saglighed, selv om sidstnævnte i en fortrukken økonomisk klædedragt længe har været den dominerende.
Vi mangler – etisk set – en folkelig og demokratisk samtale om normer imellem ideologi og saglighed, måske endda nogle mellemnormer, ikke for at udviske forskel eller spænding derimellem, men netop for at fastholde forskel og spænding.
Det fordrer selvfølgelig en ordentlig tone i samtalen og debatten.
Derved kunne den ene side – ideologien – ganske givet fremkomme med og rumme en fælles etik, en vision om det gode liv for samfundet. Og videre som horisont for en sammenhæng mellem politik og etik.