Teologer: Luthers sadistiske billede af Gud bremser folkekirkens udvikling

Vi har en drøm. En drøm om en levende folkekirke. En folkekirke, der er i organisk bevægelse i forhold til tid og sted, så den kan forkynde Guds rige i nutidsrelevante ord og handlinger. Vores drøm er, at mange flere kan se sig selv i lyset af evangeliet og som en del af en levende kirke.

Vi har en drøm om, at mennesker, som bor i Danmark i 2022, kan se, høre og mærke, at deres dybeste livsspørgsmål reflekteres i kirkens teologi og gudstjeneste. Vi har en drøm om, at mennesker nu bliver kaldt ind i kirkens fællesskab og sendt ud i verden for at tage ansvar.

Ansvar for hinanden, ansvar for de mennesker, som endnu ikke har fundet deres plads i kirkens fællesskab, ansvar for de åndeligt og materielt nødlidende og ansvar for skaberværket, som vi alle er en del af, men som nu lider under menneskers udbytning.

Men lige nu står folkekirkens teologiske grundlag og hierarkiske organisering i vejen for, at denne drøm kan folde sig ud. Og det bliver vi nødt til at tale om.

Luthers negative menneskesyn

Folkekirkens teologiske grundlag er i lovgivningen defineret som Bibelen, tre oldkirkelige trosbekendelser fra kirkens første århundreder (den nikænske, den apostolske og den athanasianske) samt to lutherske skrifter (Luthers Lille Katekismus fra 1529 og Den Augsburgske Bekendelse fra 1530).

Det er teologisk uholdbart at beskrive Gud som en vred og straffende magt. Den kristne Gud er ikke sadist

Louise Højlund Franklin, Liselotte Horneman Kragh og Anders-Christian Jacobsen
Teologer

Bibelen rummer en mangfoldighed af synspunkter og er derfor åben for fortolkning. Både den nikænske og den apostolske trosbekendelse er meget korte tekster, som er fleksible og fortolkningsåbne. Derfor kan disse tekster på trods af deres alder tale ind i nutiden. Det samme gælder imidlertid ikke for de lutherske bekendelser fra 1529 og 1530. De er begge præget af meget mere specifikke udsagn, der vanskeligt lader sig fortolke meningsgivende i relation til nutiden.

Det gælder især de lutherske bekendelsers udsagn om, at mennesket er helt bestemt af en arvet synd, som vil føre til død og evig pine, hvis ikke mennesker gennem dåben reddes af Guds nåde.

De lutherske bekendelser repræsenterer et meget negativt menneskesyn. Som synder står mennesker passive over for den vrede Gud, der vil straffe synderne med død og pine, hvis de ikke får del i det offer, som Kristus har bragt gennem sin død på korset. Men der er flere problemer med denne såkaldte "retfærdiggørelseslære".

Gud er ikke sadist!

For det første er det teologisk uholdbart at beskrive Gud som en vred og straffende magt, der er parat til at kaste sin egen skabning ud i død, evig straf og pine. Den kristne Gud er ikke sadist.

For det andet svarer det lutherske menneskesyn efter vores overbevisning ikke til nutidige menneskers livserfaring. Mennesker føler sig ikke syge til døden af en arvet syndighed, som de ikke selv har nogen indflydelse på. Mennesker i 2022 oplever, at livet byder på både godt og ondt. Folkekirken skal hjælpe mennesker med at leve i dette spændingsfelt.