Venstrefløjens genopstandelse indtræffer først, når den udforsker sin egen åndløshed

Kald mig bare en drømmer. For det er det, jeg gør – drømmer.

Måske det skyldes, at jeg troende. Jeg tror på, at verden kan forandres. Forandres til det bedre. Det er også derfor, jeg er socialist.

De to egenskaber stillet sammen forener min tilværelse med mit kald. Eller for nu at sige det med en formulering hentet hos en anden troende, Sydafrikas tidligere ærkebiskop Desmond Tutu: Jeg er politisk, fordi jeg er kristen.

Og her kan jeg så tilføje for egen regning, at jeg er socialist, fordi jeg er kristen.

For kristendommen såvel som socialismen, således som de i deres mangfoldige historie hver især oprindeligt blev tænkt og formuleret, har det grundlæggende tilfælles, at de ud over sympatien og solidariteten med de udstødte og undertrykte også altid bestræber sig på at bevæge menneskene.

Og så er jeg tilbage ved drømmen. Jeg drømmer om en venstrefløj, der selv tør vedkende sig at drømme. En venstrefløj, der ikke er bange for at gå imod strømmen og stå ved en vision om et andet samfund.

Lige nu er problemet bare, at der ikke længere findes nogen venstrefløj i Danmark. Den er død. Stendød, som Poul Schlüter kunne have sagt det.

Vend jer om – og se ind i historien ved at huske på, at der var noget, der drev jer, som rakte ud over den aktuelle politiske dagsorden, meningsmålingerne og magtens snævre korridorer

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende og organisationssekretær i Enhedslisten

Siden SVM-regeringens fødsel har vi hørt både blokpolitikken og enhver anden business as usual i dansk politik aflivet utallige gange, og det er en udbredt opfattelse, at yderfløjene nødvendigvis er tvunget til at genopfinde sig selv.

Indrømmet – min påstand om den stendøde venstrefløj er derfor hverken original eller ligefrem ny. Ikke som generelt politisk fænomen, ikke som en mere specifik karakteristik af venstrefløjen. Tværtimod vrimler det lige nu med den slags politiske dødserklæringer.

Men det jeg drømmer om, er en venstrefløj, der ikke forlader sig på nostalgi ved at drømme sig tilbage til fortidens socialisme – hvad enten det så er Lenins, Maos, Borgbjergs eller Brantings. En venstrefløj, som forstår, at socialisme altid må tage fremskridtene i det nuværende samfund som sit ufravigelige udgangspunkt.

Det kniber med socialistiske bud på samfundets nutidige udfordringer, og bud på hvad der kan gøres for at puste liv i en venstrefløj, der adskiller sig fra nødvendighedens økonomi- og krisepolitik.

Med andre ord en venstrefløj, der forstår, at lønarbejdets afskaffelse, nationalisering af vital produktion og infrastruktur, klimaets forrang i enhver politisk henseende og en ufravigelig solidarisk flygtningepolitik på de udsattes præmisser ikke er besværlige sten i skoen, men derimod selve afsættet for at kunne udvikle en socialisme for vor tid.

Altså en venstrefløj, der tør tage socialismen på sig og sammen med befolkningen genopfinde den ved at give den nyt indhold ud fra vores egen samtid frem for at udvande begrebet og drømmen bag, fordi den støder visse dele af vælgerkorpset og de politiske kommentatorer.