Debat

EU’s Israel-Palæstina-strategi har slået fejl

Leila Stockmarr
Leila Stockmarr Ph.d.-studerende, Roskilde Universitet.

DEBAT: EU’s målsætning om udvikling af Palæstina har ikke bragt os nærmere en palæstinensisk stat og dermed fred. Ændrer EU ikke kurs, mister Europa helt sin relevans som blød magt, skriver Leila Stockmarr, ph.d.-studerende med speciale i Mellemøsten, RUC.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Leila Stockmarr
Ph.d.-studerende med speciale i Mellemøsten, Roskilde Universitet.

Det er efterhånden blevet et velkendt udtryk, at EU som aktør i Israel-Palæstina konflikten er en ’payer’, men ikke en ’player’.

EU lider altså under at have ført en mangeårig realpolitisk kurs, der lidt karikeret kan beskrives som en slags konsistent inkonsistens med voldsom kløft mellem ord og handling.

Leila Stockmarr
Ph.d.-studerende, Roskilde Universitet

Den diagnose dækker over det forhold, at vi - europæiske skatteborgere –har postet milliarder af euros i det palæstinensiske selvstyre, i den gentagne genopbygning af Gaza og i diplomatiske udsendelser.

Det er sket, uden at det samlede Europa har øvet reel indflydelse på konfliktens politiske hovedknaster.

Fakta
Bland dig i debatten! 

Send dit indlæg til [email protected] 


Udvikling uden stat er utopi
EU’s strategi eller målsætning er at skabe ’udvikling’ i Palæstina ud fra devisen om, at vejen til statsdannelse kan banes gennem statsopbygning.

I praksis har den statsopbygning ikke blot udviklet sig til at være et elitebaseret, neoliberalt (og ofte korrumperet) kompleks, der har splittet politikerne fra folket, men også skabt et selvstyre, der i praksis virker som en proxy for den israelske besættelse, blandt andet ved at tage sig af sikkerhedsopgaver for Israel, uden dog at nyde politiske rettigheder i retur.

Tilgangen har vist sig at være dybt problematisk al den stund, den ikke har været kombineret med massivt pres på besættelsesmagten. Hvor udgangspunktet for statsudvikling og kapacitetsopbygning normalt er territorial suverænitet, national selvbestemmelse og international anerkendelse, har ideen her omvendt været, at udvikling skulle muliggøre en politisk løsning for at sikre den suverænitet.

Problemet er blot det, at konflikten ikke handler om udvikling, men om divergerende nationale narrativer, geopolitik og storpolitiske allianceforhold.

Oveni har EU’s strategi overfor Hamas virket forvirrende. EU betragter Hamas som en terrororganisation, men har som USA ikke taget afstand fra den palæstinensiske samlingsregering, der blev konstitueret i juni i år, og på et skrøbeligt grundlag stadig står.

Det reflekterer EU’s grunddilemma: Splittelsen mellem på den ene side at erklære sin støtte til demokratisering, men samtidig at modarbejde terror og voldelig modstand. Det dilemma er naturligvis ikke blevet mindsket efter sommerens krig, hvor Hamas tydeligt skærpede sine militære ambitioner.

Det kan tolkes som en re-radikalisering af gruppen, blandt andet motiveret af en intensivering af de uhørlige forhold i Gaza og gruppens regionale isolation. Overfor verdenssamfundet, herunder EU, skete det (atter) på bekostning af over 2000 menneskers liv, og hjalp til med at demonstrere, at det sprog, Israel forstår og lytter til, er voldens og ikke vores allieredes præsident Abbas’ dødvandepolitik.

Amputeret multilateralisme
På den multilaterale scene har EU heller ikke sat sig igennem. Efter palæstinensernes diplomatiske opgradering i FN i 2012 har Abbas truet med indlede anklager mod Israel for krigsforbrydelser ved den Internationale Domstil i Haag (ICC).

Tidligt var EU (såvel som USA og Israel, naturligvis) ude og advare palæstinenserne mod at gå til ICC for at få et internationalt juridisk organ til at vurdere legaliteten af for eksempel de israelske bosættelser, der ifølge mange eksperter under Genevekonventionen udgør mulige krigsforbrydelser.

EU som ellers lovpriser Folkeretten som sit normgrundlag har aktivt modarbejdet, at palæstinenserne i mangel på andre effektfulde tiltag gjorde brug af formaliserede kanaler til at påtale mulige forbrydelser. Den kurs er bestemt ikke med til at tegne et billede af et EU, der kæmper for sine værdier og internationale forpligtelser.

Samhandelspisk?
’Udvikling’ som strategi har vist sig at være ikke blot ineffektiv, men kontraproduktiv for den overordnede politiske målsætning om at realisere en to-statsløsning.

EU er ikke trådt i karakter og har primært brugt gulerod og ikke pisk overfor Israel ved at tilbyde fordelagtige aftaler uden at sætte foden i overfor den forsatte annektering af palæstinensisk land og den kollektive afstraffelsespolitik i Gaza. At de mange bistandsmidler ikke kvitteres med politiske resultater bliver mere og mere tydeligt.

Alligevel skriger manglen på alternative strategier til at indramme EU’s Israel-Palæstina politik til himlen. Enten fordi, der fra de europæiske hovedstæder ikke er mod til at artikulere nye tanker eller reelt set fordi, man ikke ved, hvad man skal stille op. For hvad er alternativet til blot at gentage mantraet om forhandlinger?

Under krigen i sommers kunne EU end ikke vedtage en fordømmelse af Israels fremfærd, kun af Hamas. Hvad stiller man op, når nu flosklerne, der maner om tiltro til forhandlinger og tålmodighed, blottes som mere og mere hule. Dødvandet kan enten betyde total apati, eller at flere kræfter vil begynde at finde det lukrativt at sætte nye perspektiver på dagsordenen.

De sidste år er opmærksomheden omkring EU's samhandelspolitik med Israel steget markant. I EU’s såkaldte Associeringsaftale med Israel er overholdelsen af basale menneske- og folkeretlige forpligtelser en betingelse for at Israel kan nyde godt af nem eksportadgang til de europæiske markeder og lukrative samarbejdsprojekter.

Frustrationen synes at ulme under overfladen i de europæiske hovedstæder, primært på venstrefløjene, der i stigende grad taler for en suspendering af aftalen. Koordinerede forsøg på at bruge handelspolitikken som platform vil måske blive et mere markant EU spor. Men indtil nu har viljen ikke været at spore hos de politiske ledere.

Tilpasningspolitik
For at finde et af svarene på, hvorfor EU har været med til at lade konflikten køre i ring, kan man vende blikket mod Washington. Mellem EU og USA har der grundlæggende været en slags gentlemanaftale om, at EU ikke blandede sig og udfordrede USA’s rolle og indsats som mægler. Det kunne smitte af på relationens andre aspekter såsom frihandel.

Det har EU accepteret, også selvom USA øjensynligt understøtter den kroniske forhaling af forhandlinger omkring substans og de facto har givet Netanyahu fri line til at forsætte sin ekspansionspolitik.

EU’s tilpasningsstrategi er ikke unik i denne her konflikt, men udgør alligevel et eklatant eksempel på, hvordan EU’s rolle som økonomisk kæmpe og udenrigspolitisk dværg betyder maximalt input og minimalt output. EU lider altså under at have ført en mangeårig realpolitisk kurs, der lidt karikeret kan beskrives som en slags konsistent inkonsistens med voldsom kløft mellem ord og handling.

Arbejdet for en to-statsløsning på de præmisser, vi har set det de sidste tyve år, kan ikke længere holdes i live. Mod til at tænke og tale i alternativer er den eneste vej frem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leila Stockmarr

Politisk rådgiver (EL)
msc i politik med fokus på Mellemøsten (University of London, SOAS, 2009), cand.scient. (RUC 2010) ph.d. i globale studier (RUC 2015)

0:000:00