Historiker: Er EU-retten en udfordring eller et gode?

Af Morten Rasmussen
Lektor og leder af Center for Moderne Europastudier, KU

Set i et historisk perspektiv er det ganske unikt, at EU har givet anledning til etableringen af en stærk retsorden, der behandler små og store lande ens. At den europæiske retsorden til tider er kontroversiel, skyldes naturligvis den dynamiske tolkning af EU-retten.

Morten Rasmussen
Lektor og leder af Center for Moderne Europastudier, KU

Med de to berømte domme fra 1963 og 1964 – Van Gend en Loos og Costa v. E.N.E.L. – havde EU-Domstolen (dengang EF-Domstolen) etableret en europæisk retsorden, der havde direkte effekt i de enkelte medlemslande, og hvor europæisk ret havde forrang i forhold til modstridende national ret.

Nationale borgere kunne nu i princippet benytte sig af det europæiske retsgrundlag, når de førte en sag ved nationale domstole. Den europæiske retsorden gjorde det således vanskeligere for nationale regeringer at omgå de fælles europæiske regler.

Men samtidig medførte EF-Domstolens dynamiske tolkningsmåde, hvor man lagde vægt på samarbejdets formål, en systematisk styrkelse af de europæiske institutioners kompetencer og en glidende udvidelse af retsgrundlaget for det europæiske samarbejde. Og dette gav problemer i forhold til flere af medlemslandene – især de store lande: Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien.

Den kontroversielle forrang
Det var især europæisk rets forrang, der var kontroversielt. I to fremtrædende domme - Internationale Handelsgesellschaft (1969) og Simmenthal (1978) - slog EF-Domstolen fast, at europæisk rets forrang også gjalt i forhold til nationale forfatninger.  

Dette var uacceptabelt for lande med konstitutionelt demokrati, hvor basale menneskerettigheder var sikret direkte i forfatningen. EF-Domstolens postulat blev derfor hurtigt imødegået af både den tyske og italienske forfatningsdomstol i første halvdel af 1970'erne.

Men også i lande, hvor det nationale parlaments lovgivning traditionelt ikke var underkastet domstolenes kontrol, som i Frankrig og Storbritannien, gav forrang seriøse problemer. I disse lande blev det anset for yderst kontroversielt, at nationale domstole ved at give europæisk ret forrang over nationale love indirekte kom til at underminere parlamentets position.

I de fire lande accepterede regeringer og domstole derfor kun langsomt og modvilligt den europæiske retsordens måde at fungere på. Fra midten af 1980'erne og frem kunne man dog ikke fastholde modstanden, da planerne om det indre marked (EF-pakken 1986) havde en så central betydning for landene politisk og økonomisk, at man blev nødt til at acceptere den europæiske retsorden, domstolen havde udviklet, og som det indre marked var baseret på – i hvert fald de facto.

De nationale øverste domstole i Frankrig (1989), Storbritannien (1991), Tyskland (1993) og siden i Danmark med Maastricht-dommen i 1998 afviste nemlig EF-domstolens forfatningsretlige postulat. Det europæisk samarbejde var i stedet baseret på kompetencer delegeret af medlemslandene og med rødder i de nationale forfatninger. De nationale forfatningsdomstole havde derfor det sidste ord at skulle have sagt, hvad angik EU’s fremtidige form.

Derfor fravalgte man reform
Men hvorfor blev EF-domstolen ikke reformeret, hvis de store medlemslande var utilfredse? Dette skyldtes især to forhold. For det første var der blandt EF’s mindre lande, inklusive Danmark, en stærk støtte til domstolen.

Her fandt man det fordelagtigt med en stærk europæisk retsorden, der sikrede, at små og store lande blev behandlet ens. For det andet var spørgsmålet om europarettens natur ikke vigtigt nok for de store medlemslandes regeringer i forhold til andre politiske spørgsmål, til at man ville sætte alt ind på en reform af Domstolen.

Som Derek Beach rigtigt skrev i sit indlæg, var der alternative måder at undgå uønskede konsekvenser fra Domstolens retspraksis på. Resultatet blev, at EF-Domstolens oprindelige revolution ikke blev rullet tilbage, men samtidig må man konstatere, at de nationale domstoles modstand imod europæisk ret også influerede EF-Domstolens retspraksis.

Tolkningsstil kan blive akilleshæl 
Set i et historisk perspektiv er det ganske unikt, at EU har givet anledning til etableringen af en stærk retsorden, der behandler små og store lande ens. At den europæiske retsorden til tider er kontroversiel, skyldes naturligvis dels den dynamiske tolkning af EU-retten, som EF-Domstolen har anvendt. Men uden denne dynamik havde EU’s retlige dimension været væsentlig svagere, end den er i dag, og, hvis vi tager euro-samarbejdet som model, tilladt forskelsbehandling af store og små lande.

Disse resultater til trods er det centralt for en domstol, at den finder denne rette balance i sin retspraksis, så den ikke underminerer sin generelle legitimitet. Her er EU-Domstolen som overnational ret særligt udsat.

Spørgsmålet er vel i dag, om den dynamiske tolkningsmåde, som var nødvendig i den tidligere udvikling af den europæiske retsorden, ikke i dag udgør en akilleshæl for domstolen?