Cepos: Klogt at vente med beslutning om bankunionen

Bør Danmark være med i Euro-landenes bankunion? Heldigvis bestemmer vi selv. Den er kun obligatorisk for Euro-landene – og skyldes grundlæggende problemer med den oprindelige møntunion. Ingen EU-lande, der står uden for euroen, har valgt at deltage endnu. UK og Sverige har valgt at takke nej.

Det er klogt at bruge den mulighed, vi har for at vente, før vi beslutter os. Der er både muligheder og risici ved bankunionen. Dem bør vi kende bedre først.

Basalt set er bankunionen en forsikringsordning, som dækker om nødvendigt, hvis store banker eller realkreditinstitutter kommer i vanskeligheder.

Forsikringer kan være et godt produkt at købe. Det erstatter risikoen for et stort, men usikkert tab med en mindre, mere sikker løbende omkostning. Pooling af risikoen gør forsikringstagerne mindre sårbare.

Det kan tale for deltagelse i bankunionen, at en stor del af den finansielle regulering i forvejen foregår via EU-regler. Men bagsiden ved det fælles regelsæt er, at det kan gøre EU-landene mere sårbare og indsnævre produktudvalget, at der ikke findes konkurrerende nationale regler og reguleringsmodeller.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Forsikringsordning med fordele og ulemper
Men der er også velkendte problemer med forsikringsprodukter – ellers burde alle risici allerede være poolet i en stor global forsikringskasse. Problemerne går under betegnelserne adverse selection og moral hazard. Og de findes også i bankunionen.

Adverse selection (”ugunstig udvælgelse”) forekommer normalt, når forsikringstagere, der står til at blive nettobetalere, kan gennemskue det og forlader selskabet. Ved adverse selection risikerer man derfor, at alle andre tilbageværende forsikringstagere er dårligere kunder end én selv.

I bankunionen er risikoen, at danske kunder kommer til at betale for udenlandske pengeinstitutter i uventet dårlig stand. Eurolandene har prøvet at undgå det ved dels en gennemgang af økonomien i alle de store pengeinstitutter og ved at fastslå et princip om risiko-afhængig ”forsikringspræmie” til unionens fond. Men begge dele lader noget tilbage at ønske.

Risikabel opførsel
Moral hazard-problemet ved forsikringer er tilskyndelsen til at tage større risici, når andre er med til at betale regningen, hvis det går galt. Så alle opfører sig mere risikabelt, end hvis de selv skulle bære regningen.

Dette problem er vokset voldsomt efter finanskrisen, fordi finansielle institutioner i mange lande blevet reddet af skatteyderne og nu har større forventninger til offentlige redningsaktioner i fremtiden. Bemærkelsesværdigt nok har vi i Danmark op til og under finanskrisen været mindre tilbøjelige til at redde nødlidende institutter og deres kreditorer.

Vi har heller ikke pumpet skatteyderpenge i banksektoren - tværtimod endda.

Bankunionen prøver faktisk at indføre et system i stil med det danske, hvor kreditorerne i højere grad hænger på regningen. Bankerne skal som sagt også betale til den fælles fond efter, hvor store risici de tager. Og der skal formelt ikke kunne skydes skatteyderpenge i unionen, men i realiteten er der lagt op til en mulig skat på bankkunderne. Det kaldes bare noget andet.

Fælles overherredømme
For at imødegå det øgede moral hazard-problem indfører bankunionen et fælles tilsyn med overherredømme i forhold til de nationale tilsyn. Om det kommer til at virke efter hensigten, er også et godt spørgsmål. Faktisk synes Justitsministeriets notat om, at det ikke er suverænitetsafgivelse at deltage i bankunionen, at rejse nogle spørgsmål om rækkevidden af den fælles tilsynsmyndigheds kompetencer.

Euroen blev som bekendt baseret på et grundprincip om, at medlemslandene ikke hæfter for hinandens gæld - hverken regeringer eller bankers. Konstruktionen var ikke robust nok, da det kom til stykket, og man kom alligevel til at hænge på hinandens gæld - bl.a. derfor kom bankunionen. Men spørgsmålet er, om bankunionen selv er blevet tilstrækkeligt robust over for moral hasard. Eller vil vi igen se, at regningen for uforsigtighed bliver omfordelt mellem landene?

Det kan tale for deltagelse i bankunionen, at en stor del af den finansielle regulering i forvejen foregår via EU-regler. Men bagsiden ved det fælles regelsæt er, at det kan gøre EU-landene mere sårbare og indsnævre produktudvalget, at der ikke findes konkurrerende nationale regler og reguleringsmodeller.

Ikke plads til realkreditsystemet
Det er som bekendt svært at finde albuerum til det danske realkreditsystem i EU-reglerne. Og det er faktisk et argument imod deltagelse i bankunionen.

For det første kan sårbarheden vokse, når ikke alene reglerne, men også tilsynet er fælles. For det andet forsvinder en del af ideen med en forsikring, hvis alle forsikringstagere bliver ramt af den samme forsikringsbegivenhed på én gang. Så er der ikke så megen idé i at poole.

---
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klummer i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.