Kommissær: Lobbyismen er rigtig voldsom i EU

LOBBYISME II: Som klimakommissær kan Connie Hedegaard meget tydeligt mærke det store pres fra den europæiske olie, kul og bilindustri. Altinget | EU mødte hende, da hun besøgte Danmark i sidste uge.
Foto: Altinget
Kristoffer Hecquet
{{image:10327:C}}

Det er rigtig, rigtig voldsomt på europæisk plan. Der er rigtig stærke interesser.

Connie Hedegaard
Klimakommissær
I sidste uge stemte Europa-Parlamentet for, at udskyde lukningen af statsstøttede kulminer med fire år. Resultatet stred imod Kommissionens og Klimakommissær Connie Hedegaards anbefalinger og viser, hvor stærk lobbyismen i energisektoren i Europa er. Denne stærke lobby kom bag på hende.

"Allerede da jeg for snart et år siden blev udnævnt som den danske kommissærkandidat af den danske regering, må jeg indrømme, at selvom jeg måske kendte til lobbyisme - det kender man jo også som dansk minister - der kunne jeg simpelt hen se fra det første sekund, at der blev det lige voldsommere. Det er rigtig, rigtig voldsomt på europæisk plan. Der er rigtig stærke interesser," siger Connie Hedegaard til Altinget | EU.

Medlemslande er også lobbyister
Beslutningen om udskydelsen af kulminelukningerne i Europa-Parlamentet blev bakket op både af energikommissær Günther Oettinger fra Tyskland og den spanske kommissær for konkurrence Joaquín Almunia, der begge støttede regeringerne i deres hjemlande, hvor mange af de oversubsidierede europæiske kulminer findes. Kul- og olielobbyen består således ikke blot af private selskaber, men også af regeringer i EU's medlemslande.

"Vi ser det lige nu omkring kul for eksempel. Det er klart, at der er en meget meget stærk lobby - også fra nogle medlemsstater. De vil meget gerne have lov til - og rigtig mange år endnu - at give statsstøtte til uprofitable kulminer. I Spanien giver de 50.000 euro i statsstøtte per job i kulsektoren per år," siger hun, mens hun slår ud med armene. "Er det en optimal måde at bruge vores penge på, når vi virkelig står og er udfordrede og skal omstilles? Dér er det jo givet, at lobbyismen i Europa er stærk," lyder det fra kommissæren.

0:000:00