EU-domstolen overtrumfer Folketinget

Kan et land afgive suverænitet uden selv at vide det?

Det er et spørgsmål, der tårner sig op, efter EU-domstolen to gange i løbet af de seneste måneder har anlagt en linje, der er i modstrid med den stramme udlændingepolitik, et stort flertal i Folketinget står bag.

Den ene dom - Toprak-dommen - sætter spørgsmålstegn ved, om man kan opretholde 24-års-reglen over for indvandrere med tyrkisk baggrund, mens den anden - Zambrano-dommen - giver vidtgående rettigheder til borgere uden for unionen, hvis de gifter sig og får et barn med en unionsborger. De to domme kommer oven i Metock-dommen fra 2008, der gav lempeligere ret til familiesammenføring, blot man kortvarigt tog arbejde i et andet EU-land.

Forbeholdet, der blev væk
At de sidste tre års domme overhovedet kan påvirke den danske udlændingepolitik, var en overraskelse for de fleste. For Danmark har som bekendt et forbehold mod en fælles retspolitik, der også dækker udlændingepolitikken. Eller rettere: Det troede de danske vælgere og størsteparten af folketingsmedlemmerne, vi havde.

Bliver skiftende regeringer ved at give efter, kommer Dansk Folkeparti til at fremstå som det eneste parti, der er parat til at tage et opgør med EU for at stå vagt om udlændingepolitikken.
Så kan igen DF gå på strandhugst hos både V, K, S og SF. Det vil give DF mulighed for at tage endnu et vælgermæssigt kvantespring, ja måske endda blive Danmarks største parti.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget | Christiansborg

Men som en EU-kilde udtrykker det:

"Danskerne har en opfattelse af, at de har taget forbehold over for alt, hvad der har at gøre med mennesker, der flytter over grænsen. Men det har man ikke. Danskerne har kun et forbehold over for retslige anliggender, såfremt det er overnationalt og i EU-sammenhæng, men Danmark har ikke noget forbehold overhovedet over for den frie bevægelse, som går helt tilbage til EU's dannelse."  

Det betyder på godt dansk, at retsbeholdet ud fra en juridisk betragtning næppe kan bruges. For som de tre EU-domme viser, benytter EU-domstolen andre veje til at ændre nationalstaternes udlændingepolitik.

Demokratisk problem
EU-domstolen kan ikke formelt annullere den danske 24-års-regel og det danske tilknytningskrav, der er de afgørende elementer i reglerne for familiesammenføring. Men ved at henvise til "arbejdskraftens fri bevægelighed", "unionsborgernes rettigheder" og en nytolkning af en 48 år gammel aftale med Tyrkiet kan man gøre de danske regler hullede som en schweizerost.

Den udvikling skaber både et demokratisk og et forfatningsmæssigt problem.

Blev aldrig spurgt
Fra en demokratisk synsvinkel er det undergravende, at den kompetence, EU-domstolen hævder at have over centrale dele af udlændingepolitikken, aldrig har været et tema, de danske vælgere er blevet bedt om at tage stilling til.

Ingen kan præcis sige, hvornår Danmark i givet fald har overladt det til EU at bestemme over vigtige dele af udlændingepolitikken. Skete det ved indmeldelsen i 1972, var det et resultat af Nice-traktaten, eller lå det gemt i Lissabon-traktaten? Eller blev det i virkeligheden først tilfældet med de seneste domstolsafgørelser?

Svaret er, at der er tale om en glidende overgang, der aldrig er blevet demokratisk blåstemplet af den danske befolkning. Ikke ved en eneste af de efterhånden mange folkeafstemninger om EF/EU er vælgerne blevet spurgt, om den vil afgive kompetence over udlændingepolitikken til EU. Tværtimod er EU-skeptikere gang på gang blevet belært om, hvor useriøst det var at blande udlændingepolitikken ind i EU-afstemningerne.

Fra politik til jura
Ikke desto mindre viser det sig altså mange år efter, at Danmark "implicit" har sagt ja til at afgive kompetence på området. Det har befolkningen ikke vidst, og det har størstedelen af folketingsmedlemmerne ikke vidst. Men det bliver alligevel resultatet, ikke mindst fordi EU-domstolen har fået øget magt og anlagt en stadig mere aktivistisk linje.

Konsekvensen er, at udlændingepolitikken ændres fra at være et politisk spørgsmål, der afgøres demokratisk i det danske folketing, til at blive et juridisk spørgsmål, der afgøres af EU-domstolen i Luxembourg.

De forfatningsmæssige problemer er ikke mindre. De er blandt andet blevet påpeget af den erfarne professor i EU-ret Hjalte Rasmussen, der var kendt som en glødende EU-tilhænger, men som de senere år har ytret stadig stærkere kritik af EU-domstolens rolle. Han forudser, at Højesteret til syvende og sidst kan komme til at tage stilling til, om EU-domstolens erobring af suverænitet er i overensstemmelse med den danske grundlov.

Strid i Venstre
I regeringspartiet Venstre er der strid om linjen.

Efter Metock-dommen i 2008 opfordrede Venstres daværende udenrigsordfører Søren Pind til et opgør med domstolen, og Pind anfægtede, at Danmark refleksmæssigt skulle følge dommen.

Men integrationsminister Søren Pind har valgt en ganske anden linje. Med ordene "dom er dom, og den skal vi følge" er den civile ulydighed mod domstolen pænt pakket væk. Pind indskrænker sig nu til at "undersøge, hvor meget EU-retten påvirker dansk udlændingepolitik" og til at rejse sagen i ministerrådet.

Pind håber, at "EU inden for fem-ti år kan finde en løsning, der gør os tilfredse". Det var samme kurs, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) anlagde efter Metock-dommen, hvor han håbede, man inden for EU-systemet kunne ændre det direktiv, Metock-dommen blev afsagt på grundlag af. Men det spor endte i en blindgyde.

Venstres europaparlamentariker Jens Rohde er kritisk over for Toprak-dommen, men er ligefrem begejstret for Zamprano-dommen.

Derimod opfordrede tidligere velfærdsminister Karen Jespersen (V) fredag til at boykotte EU-domstolens afgørelser, og lørdag fulgte hun op med en kommentar i Jyllands-Posten, der direkte kritiserede Søren Pinds "alt for svage reaktion".

Men Jespersen er på det område ret isoleret i Venstre, og selvom man sagtens kan finde folk i statsministerens nære omgangskreds, der er parat til at sige "nok er nok", er det sandsynligt, at Løkke vælger en blød landing.

Vidtrækkende følger
Dansk Folkeparti er stærkt utilfreds med regeringens forsigtige reaktioner. DF formåede i 2008 at begrænse virkningerne af Metock-dommen ved at gøre den til et tema i finanslovsforhandlingerne - og opsætte nogle nationale spærreballoner. Men denne gang bliver det sværere: Ganske vist er der snart forhandlinger om velfærdsreformer, men DF kan slet holde til at "sælge" efterlønnen til gengæld for en skrappere kurs over for EU.

Professor Hjalte Rasmussen har på linje med Karen Jespersen opfordret den danske regering til at afvise at følge dommen, men en stribe andre EU-eksperter, med Marlene Wind og Peter Starup i spidsen, har afvist den kurs. De mener, at Danmark som en selvfølge bør efterleve EU-domstolens afgørelser.

Uanset om de er positive eller negative over for dommene, er de fleste EU-eksperter dog enige om én ting: EU-domstolens afgørelser kan få vidtrækkende følger for de stramme danske regler for familiesammenføring.     

En foræring til DF
Selvom Løkke formodentlig vælger en afventende kurs, kommer han - eller en eventuelt kommende Thorning-regering - til at foretage et ubehageligt valg, når konsekvenserne af dommene begynder at vise sig: Vil man fastholde en stram udlændingepolitik og tage en barsk konfrontation med EU-domstolen, eller vil man acceptere, at der kommer flere og flere huller i hegnet, og tage konfrontationen med vælgerne?

I begge tilfælde kan konsekvenserne blive dramatiske:

Bliver skiftende regeringer ved at give efter, kommer Dansk Folkeparti til at fremstå som det eneste parti, der er parat til at tage et opgør med EU for at stå vagt om udlændingepolitikken. Så kan DF igen gå på strandhugst hos både V, K, S og SF. Det vil give DF mulighed for at tage endnu et vælgermæssigt kvantespring, ja måske endda blive Danmarks største parti.   

EU-domstol afgør klage over EU-domstol
Vælger en dansk regering derimod opgøret med EU-domstolen, vil det først medføre en reaktion fra EU-Kommissionen - og til syvende og sidst til en sag ved EU-domstolen. Her skal domstolen så tage stilling til en dansk påstand om, at domstolen har overskredet sine beføjelser. Man kan gætte tre gange på udfaldet af den dom.

Det afgørende spørgsmål i den situation vil være, hvad der sker, når Danmark er blevet dømt. Der er mulighed for sanktioner i form af kæmpebøder, men om det kommer så langt, bliver næppe afgjort af jura. Det bliver afgjort af politik.

Politiske alliancer
Hvis der på det tidspunkt sidder en Merkel i Tyskland, en Cameron i England og en Sarkozy i Frankrig, er det politisk usandsynligt, der vil komme alvorlige sanktioner mod Danmark. Tværtimod vil  tyskerne, briterne og franskmændene se en interesse i at bruge Danmark som murbrækker for en strammere udlændingepolitik. Politiske alliancer med nogle af de store lande vil effektivt kunne sætte EU-domstolen mat.

Det er en politisk kamp, der kan strække sig over årtier, og den bliver ikke kun afgørende for udlændingepolitikken. Det vil fundamentalt set også bestemme, hvilken type demokrati der skal være i EU-landene.