Den store udsigt over EU i 2019: Året, hvor Europa og Danmark skal vælge

ANALYSE: Opbrud og valgkamp bliver nøgleordene for endnu et nervepirrende år i europæisk politik. Briterne siger (måske) endeligt farvel til EU. Kontinentets vigtigste etablerede ledere vakler, mens populistiske partier kan sende chokbølger gennem forårets valg til Europa-Parlamentet. Og så skal Danmark til folketingsvalg, inden vi tager den vigtige beslutning om deltagelse i EU's Bankunion.

"Vi er ikke klar til det her. Det politiske system er gået amok."

Den beskrivelse af et land, der for første gang skal sidde i EU's formandsstol, ville nok virke ildevarslende under alle omstændigheder. Når ordene så kommer fra det pågældende lands egen præsident, begynder det at tangere det absurde.

Men det var ikke desto mindre de ord, Rumæniens statsleder, Klaus Johannis, brugte i et ætsende angreb på den rumænske regering i november – bare få uger, før landet overtog EU's roterende formandskab ved nytåret 2019. 

"Vi er fuldstændig uforberedte. Det er uklart, hvem der er ansvarlige for hvad i regeringen. De, der skulle tage sig af EU-formandskabet, er enten gået af eller blevet fyret," sagde præsident Johannis blandt andet med henvisning til, at europaminister Victor Negrescu – der havde ansvar for at forberede Rumæniens ledelse af EU's planer og ministermøder – pludselig havde sagt op.

Landets borgerlige præsident ligger i åben krig med en regering ledet af de rumænske socialdemokrater, hvis formand har måttet afstå fra selv at være regeringsleder, fordi han er dømt for valgsvindel. I det hele taget går det skidt med bekæmpelsen af udbredt korruption i Rumænien, hvis man skal tro en stærkt kritisk rapport fra EU-Kommissionen i november.

Ikke den mest lovende start for et nyt formandsland. Eller for et EU, som netop nu er gået ind i et år, der tegner til at blive et af de mest nervepirrende i samarbejdets historie. 

"Brexit er bare en del af mange kritiske udviklinger og opbrud, vi har set på tværs af Europa det seneste par år. I 2019 bliver det hele meget mere akut. Man kan sige, at selve den demokratiske sammenhængskraft er på spil dette år," som en højtstående EU-kilde beskriver det.

Måske er det i en vis forstand symbolsk, at netop et kriseramt og splittet land i det sydøstlige EU overtager formandskabet lige nu. 

For det er et stadig mere fragmenteret fællesskab, hvor de traditionelle politiske partiers dominans er truet, som nu skal styre igennem et år fyldt med brud, valg, magtkampe og svære forhandlinger.

Europas politiske landskab flytter sig
Den pinagtige afsked med Storbritannien som medlemsland – efter planen ved udgangen af marts – vil blive fulgt af en hård valgkamp hen over foråret frem til europaparlamentsvalget to måneder senere. 

Efteråret bliver præget af et slag mellem nord, syd, øst og vest om EU's nye fremtidsbudget, samtidig med at hele ledelsen i Unionens institutioner skal skiftes ud. Bagtæppet for de vanskelige forhandlinger bliver et Europa i politisk opbrud.

Selv i de største og vigtigste lande, Frankrig og Tyskland, er lederne kommet under stort pres. Forbundskansler Merkel har afstået formandsposten i sit parti. Præsident Macron vinkede farvel til 2018 rystet af De Gule Vestes sociale oprør og med lugten af brændende biler på Champs-Élysées i næseborene. 

Ikke blot i Østeuropa og Italien, men i mange lande på tværs af kontinentet, ventes nationalister og EU-skeptikere at få markant fremgang både ved nationale, regionale og europæiske valg i år.

"De største partier og ledere er mere skrøbelige, end vi har set før. Denne gang bliver det ikke bare et lille nøk til højre eller venstre, sådan som vi har været vant til. Europas politiske landskab vil flytte sig for alvor i 2019," siger Sébastien Maillard, direktør for Jacques Delors Instituttet, Notre Europe, i Paris.

Ligesom andre eksperter i forskellige medlemslande, Altinget har talt med, og i lighed med topfolk i EU's institutioner ser Maillard dette år som en katalysator for de politiske strømninger for og imod Unionens ambitioner.

"Det politiske landskab efter Brexit afslører de forskellige landes positioner i forhold til det europæiske projekt. Også Danmark bliver nødt til mere åbent at tage ansvar for klare holdninger til samarbejdet frem for at gemme sig bag Storbritannien. Brexit afslører, hvem der er hvem i EU," siger han.

Slutspurten for Brexit påvirker hele EU
Især første halvdel af 2019 vil blive kraftigt præget af de – måske – afsluttende forhandlinger om betingelserne for Storbritanniens udmeldelse. 

"Der er ingen tvivl om, at den største udfordring, vi umiddelbart står over for, er, når Storbritannien forlader EU. Det er jo stadig et åbent spørgsmål. Men det er klart, at det kommer til at påvirke hele samarbejdet i EU. Også i Danmark kan det komme til at ændre den måde, hvorpå vi engagerer os i EU-samarbejdet," siger statsministerens udenrigspolitiske toprådgiver, departementsråd Michael Starbæk Christensen.

I skrivende stund er det umuligt at forudsige, om det vil lykkes for den efterhånden godt mørbankede premierminister at få den 585 sider lange Brexit-traktat gennem et britisk parlament, der gik på juleferie i decideret krigsstemning. 

Theresa May overlevede en mistillidsafstemning i sit eget konservative parti i december, men stillet over for et formodentlig overvældende flertal på tværs af underhuset valgte hun at udskyde den planlagte afstemning om Brexit-aftalen. 

Før jul lovede hun at gennemføre afstemningen i januar i stedet, så aftalen om landets udtrædelse kan nå at træde i kraft inden den planlagte exit-dato 29. marts. Men den politiske situation i London er så kritisk, at meget andet kan ske: alt fra udskydelser til Mays afgang, et nyvalg eller en ny folkeafstemning kan i princippet ændre situationen fuldstændig.

På det sidste topmøde i 2018 konstaterede de 27 andre EU-landes ledere, at der stadig er en risiko for, at Storbritannien kommer til at forlade Unionen uden nogen aftale. De sendte et meget klart signal om, at de ikke er indstillede på at genforhandle aftalen, medmindre den politiske situation i London ændrer sig.

Ligesom andre europæiske ledere sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at det er på høje tid for det britiske parlament at få "gjort noget hjemmearbejde" og tage ansvar for en form for nationalt kompromis i stedet for at bekrige hinanden.

Det nuværende udkast til en Brexit-aftale har taget halvandet år at forhandle på plads. De andre EU-lande er ikke til sinds at genåbne de forhandlinger eller forlænge dem ud over datoen 29. marts – medmindre der for eksempel kommer en ny folkeafstemning.

"Tragedien er jo, at der toethalvt år efter Storbritanniens folkeafstemning stadig ikke er nogen klar britisk position. Så der skal meget til, før vi er klar til et forlænge forhandlingsperioden. For eksempel et valg eller en ny folkeafstemning," siger en højt placeret EU-funktionær tæt på forhandlingerne.

Forventning om et nationalistisk skred
Hvis tingene går nogenlunde som oprindelig planlagt, så skulle både det britiske underhus og Europa-Parlamentet gerne nå at godkende aftalen om Brexit i februar eller senest marts. Det var der nu ikke meget, der tydede på, ved udgangen af 2018.

Men uanset hvordan dramaet om Storbritanniens exit kommer til at udfolde sig i løbet af dette års første måneder, så vil Europa-Parlamentet i løbet af foråret gå i valgkamp.

"Vi ved ikke rigtig, hvilken indflydelse Brexit vil få på det valg. Vil det skabe mere modstand i andre lande eller tværtimod mere støtte? Det er jo aldrig sket før, at et stort medlemsland forlader EU. På en måde er det en absurd demonstration af, hvad samarbejdet egentlig er værd," siger den franske ekspert Sébastien Maillard. 

Men ligesom andre eksterne iagttagere er han enig med de mange topfolk i EU's institutioner, der forventer et markant politisk skred til yderfløjene ved dette europæiske valg. 

"Alle målinger tyder på en stigning i nationalismen, som vi allerede har set ved nationale valg i for eksempel Tyskland, Italien, Ungarn, Slovenien og til en vis grad også i Sverige. Der er mange signaler. Det gør, at den politiske atmosfære er meget anderledes, end hvad vi har kendt hidtil," siger Maillard.

På Donau-universitetet i den østrigske by Krems sidder den tyske EU-ekspert Ulrike Guérot og observerer den samme udvikling:

"Vi ser en mobilisering i EU-systemet og blandt de traditionelle, midtsøgende politiske ledere i Europa. De vil have så mange vælgere som muligt ud at stemme denne gang. Sloganet bliver noget med at redde Unionen," siger professor Guérot, der er leder af universitetets afdeling for europæisk politik.

"De er nervøse, og ikke uden grund. Jeg tror ikke, at de forskellige nationalister og skeptikere kan få flertal i Europa-Parlamentet. Omkring to tredjedele af de europæiske vælgere går stadig ind for EU. Men nationalisterne kan måske skabe så stort et mindretal i Parlamentet, at de kan blokere for alting," siger hun.

Både Merkel og Macron er svækket
Både Ulrike Guérot og Sébastien Maillard venter også spændt på at se, hvor langt Dansk Folkeparti og andre EU-skeptikere kommer ved det danske folketingsvalg, der jo skal afvikles senest i juni. Altså nogenlunde parallelt med valget til Europa-Parlamentet. Bliver det et slag om EU denne gang i Danmark? Og hvem trækker så det længste strå?

Begge eksperter ser lederne i deres egne, afgørende lande som klart svækkede politisk i 2019. Hverken Tysklands kansler, Angela Merkel, eller Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ville kunne tage let på eventuelle nederlag for deres partier og politiske familier ved europaparlamentsvalget 23.-26. maj.

"Både højrefløjen og venstrefløjen er splittet i Tyskland nu, og de traditionelle partier på begge fløje er svækket. Merkels tid er ved at være forbi," siger Ulrike Guérot.

Ganske vist var det den moderate Merkel-støtte Annegret Kramp-Karrenbauer, der i december blev valgt til at afløse kansleren som formand for de tyske konservative i CDU. Men alene det, at Angela Merkel er trådt tilbage som partileder, er et vigtigt tegn. 

Både CDU og de tyske socialdemokrater, SPD, risikerer at miste stemmer til blandt andre EU-skeptikerne Alternative für Deutschland (AfD) ved europaparlamentsvalget og senere ved efterårets vigtige regionalvalg i de østtyske delstater Brandenburg, Sachsen og Thüringen. 

"Jeg kan ikke forestille mig, at Merkel bliver siddende de næsten tre år, hun har tilbage som kansler," siger professor Guérot.

I Paris ser Sébastien Maillard ikke ligefrem Emmanuel Macron som truet på sit politiske liv, men efter måneder med store og til tider voldelige demonstrationer fra den nye folkelige bevægelse Gilets Jaunes – De Gule Veste – står præsidenten helt klart med sin største politiske krise indtil videre. 

"Macron og hans regering er blevet ramt af en skrøbelighed. Vi ved ikke, om den skrøbelighed vil fortsætte og måske endda vokse. Regeringspartiet nærmer sig europaparlamentsvalget i dårlig forfatning," siger Maillard.

Vil Salvini gribe efter magten i Italien?
Svækkelsen af lederne i Tyskland og Frankrig bliver bemærket, også i Danmark.

"Man er aldrig stærkere udenrigspolitisk, end man er indenrigspolitisk. Og Macron har rigtig store udfordringer indenrigspolitisk i øjeblikket. En ting er at holde nogle taler. Det er sværere at presse igennem, hvis man ikke har fuldstændig ro på derhjemme og står stærkt," sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til Altinget i december.

Udenrigsministeren forventer, at Frankrig og Tyskland kommer til at skrue ned for deres ambitioner med EU i 2019.

Samtidig med at siddende ledere og EU-støttende midterpartier mister styrke i Paris, Berlin og andre hovedstæder, forventes mere eller mindre EU-skeptiske yderpartier at gå frem. Det gælder ikke mindst i lande som Polen og Italien, hvor nationalpatriotiske partier som polske Lov og Retfærdighed (PiS) og det italienske Liga står til kæmpe fremgang ved europaparlamentsvalget.

Der skal også være nationalt valg i Polen i år, hvor PiS vil kæmpe for at beholde regeringsmagten. I Italien har nationalistlederen Matteo Salvini siden sidste sommer delt regeringsmagten med Femstjernebevægelsen i et umage parløb, der især er kommet ham selv til gode som indenrigsminister med en benhård linje over for indvandring.

Hvis Salvinis Liga som ventet klarer sig langt bedre til europaparlamentsvalget end Femstjernerne, så er det ikke umuligt, at han vil bruge det som argument for at splitte regeringen op og fremtvinge nyvalg i Italien senere i år eller næste år.

"Ligaen står til at få dobbelt så mange stemmer ved europaparlamentsvalget som Femstjernebevægelsen. Det vil tippe balancen og kan udløse en regeringskrise og et valg, som Salvini vil bruge til at danne en ren højreregering med ham selv som regeringsleder," siger Carlo Altomonte, seniorforsker ved det italienske Institut for Internationale Politiske Studier (Ispi) i Rom. 

Kabalen om Unionens nye topchefer
Sammenholdt med de fortsatte genvordigheder i forbindelse med Brexit kan alt dette betyde, at EU kommer til at bevæge sig hen mod sommeren 2019 gennem et politisk landskab i opbrud, hvor balancerne mellem politiske familier og landegrupper skrider.

Og det bliver netop på dette tidspunkt, at medlemslandenes regeringer og EU's institutioner skal i gang med to store og vanskelige forhandlinger. Der skal laves et nyt syvårigt budget for EU, og der skal udpeges nye chefer til Unionens institutioner. To slagsmål, der hver især sagtens i sig selv kunne fylde hele dagsordenen under normale omstændigheder.

Lad os tage den sidste først: Både EU-Kommissionen, EU-præsidenten og direktøren for Den Europæiske Centralbank (ECB) går af i løbet af efteråret. Mens et nyvalgt og muligvis meget fragmenteret Europa-Parlament konstituerer sig i juni og juli, skal de 27 medlemslandes ledere (uden Storbritannien) udpege afløsere for både kommissionsformand Jean-Claude Juncker, EU-præsident Donald Tusk og ECB-chef Mario Draghi. 

Det bliver en kabale med plads til alle mulige magtspil. I løbet af sommeren skal Danmark og alle de andre lande desuden stille med kommissærkandidater, så en ny kommissionsformand kan præsentere et hold til høringer og godkendelse i Europa-Parlamentet i løbet af september og oktober. 

Danmarks nuværende konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, vil meget gerne fortsætte. Men foreløbig er der ikke meget, der tyder på, at Lars Løkke Rasmussen (V) vil udpege hende, hvis han stadig er statsminister på det tidspunkt – eller for den sags skyld Mette Frederiksen (S), hvis hun skulle vinde folketingsvalget.

"Det ligger lidt tungt med det," erkendte Vestager selv kort før jul i Altingets europæiske podcast: "Jeg vil ikke gætte på det. Jeg har det bare sådan, at det ikke skal hedde sig, at de ikke vidste, jeg gerne ville."

Den nye Kommission og de andre topchefer skulle gerne stå klar i begyndelsen af november. Men meget kan få det til at trække ud – ikke mindst fordi Parlamentet insisterer på den såkaldte spitzenkandidat-procedure, der giver dem mere indflydelse på udpegelsen af Kommissionens formand. Det kan udløse et sammenstød med de europæiske stats- og regeringsledere.

Normalt er det de nationale ledere, der udpeger Kommissionens formand, som derefter skal godkendes af Parlamentet. Men da den nuværende Kommission blev udpeget i 2014, lykkedes det Parlamentet at vende tingene på hovedet ved at udpege egne kandidater til topjobbet. Bagefter havde regeringscheferne ikke andet valg end at udnævne den konservative Jean-Claude Juncker, fordi hans politiske familie havde fået flest stemmer ved europaparlamentsvalget. 

I år vil Parlamentet igen prøve at gøre deres kandidat til Junckers afløser, men denne gang er der tydelig modstand fra EU-landenes regeringer. Selv internt i den nuværende Kommission er det langtfra alle, der finder det klogt at stække regeringernes indflydelse gennem spitzenkandidat-proceduren.

"Jeg har det lidt svært med den. Vores demokratiske legitimitet kommer både fra vores direkte folkevalgte og fra medlemslandenes stats- og regeringsledere og ministre. Denne dobbelte legitimitet skal helst vedligeholdes," siger Margrethe Vestager.

Budgetkamp og dansk debat om Bankunionen
Jo mere slaget om udnævnelserne af EU's nye chefer skrider tidsmæssigt, jo værre er det. For på topmødet i december sidste år satte de europæiske ledere sig nemlig også for at forhandle Unionens nye langtidsbudget for årene 2021-2027 på plads i efteråret 2019.

Tovtrækningerne om de syvårige rammebudgetter er altid svære, fordi medlemslandenes interesser er meget forskellige. Denne gang kan det blive endnu sværere, fordi Storbritanniens udmeldelse efterlader et stort hul i indbetalingerne.

Det har fået EU-Kommissionen til at foreslå, at landene skal betale mere til budgettet, hvilket den store indbetaler Tyskland har accepteret. Men Danmark og andre netto-bidragydere til budgettet har erklæret krig mod den plan, mens netto-modtagere i det sydlige og østlige Europa frygter at miste støtte.

Danmark insisterer på, at hvert lands bidrag til EU-kassen skal holdes på én procent af landets BNI, sådan som det er tilfældet i dag.

"Hvis jeg var polak, ville jeg nok også ønske et større budget, så jeg kunne få de penge, jeg er vant til. Men sådan er det ikke, når man ser det fra dansk side. Der ligger en kamp, og det er meget svært at finde en fællesnævner her," siger statsministerens udenrigspolitiske rådgiver, Michael Starbæk Christensen.

Midt i dette europæiske slag om penge og indflydelse, og mens de politiske balancer flytter sig under EU, kommer Danmark endnu en gang til at stå i en helt særegen situation. 

Det bliver nemlig i efteråret 2019, at en ekspertgruppe under Finansministeriet leverer en rapport, der skal udgøre grundlaget for beslutning om dansk deltagelse i EU's Bankunion.

Selvom grundloven ikke kræver det, har både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokratiet lagt op til en folkeafstemning om spørgsmålet. 

"Det er en svær beslutning i Danmark. Men det bliver også en vigtig beslutning. Dels for at vise, at vi vil EU-samarbejdet, også inden for nogle af de svære områder, men også fordi banksektoren er så udsat i øjeblikket," siger Michael Starbæk Christensen.

Da Bankunionen i sin tid blev forhandlet på plads, var det Margrethe Vestager, der som daværende økonomiminister forhandlede på Danmarks vegne. Nu siger hun, at hun vil anbefale danskerne at gå med:

"Det vil jeg bestemt, for der er en række danske banker, som er meget store i forhold til den danske økonomi som sådan. Bankunionen giver en slags forsikring," siger hun.

I et europæisk samarbejde, der er i opbrud, kan Danmarks beslutning om måske at blive det første land uden for euroen, der vælger Bankunionen, blive set som symbolsk i resten af Europa.

Både tilhængere og modstandere af EU kan komme til at holde øje med Danmark i år. Hvis de ellers får tid. Der bliver ikke mange pusterum for Europas politiske ledere i 2019.

Forrige artikel Merkel, Macron og Salvini: Her er de ledere, du skal holde øje med i år Merkel, Macron og Salvini: Her er de ledere, du skal holde øje med i år Næste artikel Ny opgørelse om EU-hjemtag: Danmark fører klart på energiforskningen Ny opgørelse om EU-hjemtag: Danmark fører klart på energiforskningen