Bliv abonnent
Annonce
Debat

3F Transport: Hvis Europa skal lykkes med den grønne omstilling, skal vi sætte fokus på de 240 millioner lønmodtagere

Erfaringer viser, at samfund med mindre ulighed er både rigere og mere stabile end dem med højere ulighed. Derfor mener jeg, at social retfærdighed og økonomisk lighed må indtænkes fra begyndelsen i EU-Kommissionens arbejde, skriver Jan Villadsen.  
Erfaringer viser, at samfund med mindre ulighed er både rigere og mere stabile end dem med højere ulighed. Derfor mener jeg, at social retfærdighed og økonomisk lighed må indtænkes fra begyndelsen i EU-Kommissionens arbejde, skriver Jan Villadsen.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
4. december 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I en tid hvor Europa står over for udfordringer med at sikre både vækst og en bæredygtig omstilling, får Dan Jørgensen (S) og den nye EU-Kommission en helt afgørende rolle: De skal sikre omstillingen, og de skal sikre, at den bliver til gavn for alle.

Ikke mindst skal Dan Jørgensen og hans kommissærkollegaer sikre, at den bliver til gavn for de millioner af lønmodtagere, som hver dag bidrager til vores fælles velstand. 

Det er ikke raketvidenskab, når vi investerer i mennesker, skaber vi en stærkere og mere retfærdig fremtid.

Europa står med en historisk chance for at skabe en både grønnere og mere retfærdig fremtid. Men det kræver mod og vilje til at vælge en vej, hvor mennesker, klima og vækst går hånd i hånd.

Jan Villadsen
Formand, 3F Transport og EU-politisk ansvarlig i 3F

Det er lønmodtagerne, der er rygraden i væksten, og hvis deres vilkår forringes, eller de efterlades på perronen, vil den grønne omstilling ikke kun mangle sin motor og sociale fundament men også den folkelige opbakning. 

Bæredygtig omstilling skal inkludere alle 

Bæredygtig omstilling har potentiale til at skabe vækst og velstand, men det sker kun, hvis vi skaber kvalitetsarbejdspladser og investerer i mennesker.

Erfaringer viser, at samfund med mindre ulighed er både rigere og mere stabile end dem med højere ulighed. Derfor mener jeg, at social retfærdighed og økonomisk lighed må indtænkes fra begyndelsen i EU-Kommissionens arbejde. 

Hvis Europa virkelig skal lykkes med omstillingen, skal vi i fællesskab sætte fokus på de mere end 240 millioner lønmodtagere, der udgør det europæiske arbejdsmarked.

Vi ved allerede nu, at arbejdspladser vil ændre sig i takt med omstilling og udvikling. Men vi ved også, at uddannelse og opkvalificering kan sikre, at lønmodtagerne faktisk kommer med.

Læs også

Derfor kræver det massive investeringer og klare politiske strategier, der rent faktisk styrker lønmodtagerne, når deres arbejdspladser skal omstilles til nye behov. 

For danske lønmodtagere – og særligt medlemmerne af 3F – er det tydeligt, at vi er dybt afhængige af de andre lande i EU. Mange af vores arbejdspladser er tæt knyttet til handel og samarbejde på tværs af grænser. Det betyder også, at beslutninger i Europa har direkte konsekvenser for lønmodtagere i Danmark.   

Tre skridt for en retfærdig omstilling 

Jeg mener, at EU-Kommissionen bør prioritere tre centrale områder for at sikre en retfærdig omstilling: 

  1. Kvalitetsjob  
    Den grønne omstilling skal skabe kvalitetsjobs med gode løn- og arbejdsvilkår. Vi må ikke lade iveren for at styrke Europas konkurrenceevnen basere sig på unfair konkurrence, lavere lønninger eller usikre arbejdsforhold. Derfor skal investeringer også have til formål at forbedre jobs og ikke kun have for øje at styrke produktivitet.  
  2. Uddannelse og opkvalificering
    Livslang læring er afgørende for, at lønmodtagerne kan tilpasse sig nye krav. Alle grupper på arbejdsmarkedet skal have adgang til opkvalificering. Det er den eneste måde at sikre, at alle får del i de muligheder, som en bæredygtig omstilling skaber. 
  3. Inddragelse 
    Vi skal sikre et velfungerende samarbejde mellem politikere, virksomheder og lønmodtagere. Danmark har længe været et forbillede med et organiseret arbejdsmarked, hvor stærke arbejdsmarkedsparter fremmer både økonomisk vækst og social lighed – også når det gælder grøn omstilling. Den tilgang med dialog og inddragelse kan styrke EU's grønne omstilling. 

De her tre indsatsområder vil ikke kun sikre en retfærdig omstilling, de er også afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne. Når vi investerer i en veluddannet og velorganiseret arbejdsstyrke, øger vi produktiviteten og styrker danske og europæiske virksomhedernes globale position. 

Dan Jørgensens opgave  

I 3F ønsker vi, at den grønne omstilling går hånd i hånd med udvikling af arbejdspladser, lønmodtagere og lokalsamfund. Omstilling og udvikling er to sider af samme sag, når vi skal sikre en bæredygtig fremtid for alle. 

Nu hvor EU-Kommissionen er godkendt og kan begynde sit arbejde, får Dan Jørgensen en nøglerolle som EU-kommissær. For at blive succesfuld, skal han sikre at lønmodtagernes stemmer bliver hørt i de politiske processer, der former Europas grønne fremtid.

Konkurrenceevnen i EU må ikke bygges på et ræs mod bunden med lave lønninger og dårlige vilkår. Tværtimod bør stærke rettigheder, et organiseret arbejdsmarked og ordentlige rammer være fundamentet for en både loyal og produktiv arbejdsstyrke. 

Europa står med en historisk chance for at skabe en både grønnere og mere retfærdig fremtid.

Men det kræver mod og vilje til at vælge en vej, hvor mennesker, klima og vækst går hånd i hånd. Vi har tillid til, at Dan Jørgensen og resten af EU-Kommissionen tager dette ansvar alvorligt og sikrer, at lønmodtagerne er med på rejsen.  

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026