Anmeldelse af 
Adam Holm

5 A'er: Lykke Friis' nye bog om Europas fremtid er tiltrængt vestlig selvransagelse

De store omvæltninger i 1989 er blevet afløst af usikkerhed og mismod. År 2022 markerer begyndelsen til en anderledes rå virkelighed. Lykke Friis har skrevet en relevant bog om et uroligt Europa, skriver Adam Holm.

Lykke Friis' bog er en sanset refleksion over Europas genvordigheder, hvor atomkrig ikke kan udelukkes og hvor de afledte konsekvenser af Ruslands militære kurs, vil kræve endnu mere af det allerede knirkende sammenhold, skriver Adam Holm.
Lykke Friis' bog er en sanset refleksion over Europas genvordigheder, hvor atomkrig ikke kan udelukkes og hvor de afledte konsekvenser af Ruslands militære kurs, vil kræve endnu mere af det allerede knirkende sammenhold, skriver Adam Holm.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Adam Holm
Tårernes Europa
Lykke Friis
308 sider. Forlaget 28B, udkom 4. november

 

Europas undergang er forudsagt mange gange. Mest kendt i kulturhistorien er Oswald Spenglers digre tobindsværk ’Untergang des Abenlandes’ (1918-1922) og Stefan Zweigs ’Die Welt von Gestern’ (1941).

Men også i nyere tid har vi set en stribe udgivelser, der maler et mørkt billede af kontinentets tilstand, f.eks. Douglas Murrays ’The Strange Death of Europe’ (2017), Ivan Krastevs ’After Europe’ (2017) og Anne Applebaums ’Twilight of Democracy’ (2020). Ubeskedent som det fremstår, må undertegnede også inddrage en interviewbog af egen avl fra 2017 med den ominøse titel ’Endestation Europa’.

Denne opregning blot for at slå fast, at der længe har eksisteret en fornemmelse af uorden i det Europæiske Hus. Få herhjemme kender dette hus – plantegning, konstruktion og indretning – så godt som Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa.

Friis, som på sit CV blandt andet kan skrive tidligere Tysklandskorrespondent for Berlingske, klima- og energiminister samt prorektor for Københavns Universitet, har gennem et par årtier markeret sig som en varm støtte af det europæiske projekt.

Selv om hun på ingen måde er ukritisk, hælder hendes analyser ofte i retning af at se glasset som halvt fyldt. Der er som regel håb at spore. ’Håbets Europa’ var også titlen på hendes foregående bog, der udkom i forbindelse med 30-året for Berlinmurens fald og Østblokkens opløsning.

Vesteuropæiske skyklapper har gjort os blinde

I hendes nye bog er glasset imidlertid snarere halv tomt. Passende for indholdet hedder bogen ’Tårernes Europa’. Bevares, vi er ikke helt nede i kulkælderen hos Oswald Spengler, men Friis har meldt sig under bekymringens fane. 

Vi befinder os i en epoke, hvor fasttømrede politiske strukturer er i opbrud og den økonomiske vejrudsigt så langt øjet rækker lyder på orkan. Friis, som tilhører generationen af '89’ere', der ved selvsyn oplevede den tyske genforening og optimismen, der fulgte i kølvandet på EU's udvidelse i 1990’erne, ser 2022 som et omvendt spejl af 1989.

For 33 år siden tog historien en forandring til det bedre; med det russiske angreb på Ukraine har den i år taget en forandring til det værre.

Vi har groft sagt gået rundt med skyklapper i forhold til de russiske magtaspirationer

Adam Holm
Journalist og forfatter

Vi er gået fra én kold krig til en anden og det er ’mellemkrigstiden’ med generelt stigende velstand og stabil sikkerhedspolitik, vi nu må belave os på at tage afsked med.

Vi er mange, som nægtede at tro, at Vladimir Putin ville lade en invasion komme på tale, og som, da realiteterne var uafviselige, slog til lyd for at krigens spektakel i det mindste snart ville høre op. Vi lever jo for pokker i Europa, ikke i Mellemøsten!

En af mange kvaliteter ved Friis’ bog er hendes selvransagelse, både på egne vegne og den vestlige opinion. Vi har groft sagt gået rundt med skyklapper i forhold til de russiske magtaspirationer.

’Vi’ er i denne sammenhæng i høj grad Vesteuropa. I den østlige del af kontinentet har de som bekendt bitter erfaring med Ruslands ekspansive tilbøjeligheder. Bare spørg i Polen og i de baltiske stater.

Optagelse i EU koster blod

I vores stræben efter stabilitet og velstand har vi siddet Ukraines gentagne bønfaldelser om europæisk tilslutning overhørig. Først da granaterne faldt, og ukrainerne blev dræbt i stor stil, begyndte der for alvor at komme skred i processen frem mod landets optagelse i EU. Der skulle et blodsoffer til at mildne optagelseskriterierne. 

Nødtvungent må vi sande, at den gamle kalkule fra Kul- og Stålunionens grundlæggelse – øget samhandel er lig med øget afspænding – ikke har vist sig holdbar.

Læs også

Jo, mellem Tyskland og Frankrig, men ikke i forholdet til Ruslands interessevaretagelse. Som Friis påpeger med et piskesvirp i retning af forhenværende Forbundskansler Angela Merkel, har det passet tyskerne at købe billig gas fra Rusland, øge eksporten til det kinesiske marked og ladet amerikanerne tage den militære regning, alt imens ukrainerne blev tvunget til at afstå Krim.

Det skete i 2014 og vi, det demokratiske Europa med vores hævdvundne principper om retsstat og demokratiske beslutninger, så forfærdede til, men fortsatte med at aftage leverancerne fra Gazprom. 

Europas fire dilemmaer

Ifølge Friis er Europa i dag stillet over for fire udfordringer: Energi, EU's holdning til krigen i Ukraine, den voksende fødevarekrise samt genopbygningen af Ukraine.

Selv om der udadtil signaleres sammenhold, er der også sprækker på energiområdet, hvor en ny ’energi-nationalisme’ risikerer at få vind i sejlene, i takt med at kuldegraderne stiger og den politiske uro vokser.

Det kalder på kortsigtede løsninger, som hurtigt kan komme i modstrid med de højt besungne europæiske værdier. Friis minder om, at EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, i sommer holdt møde med Aserbadsjans præsident, Ilham Aliyev, en mand, der både anses for at være korrupt, homofobisk og undertrykkende. Formålet var at skaffe energi til det betrængte Europa.

I et stadig mere presset Europa, er det formentlig ikke en vindersag at betale for at hjælpe de betrængte ukrainere på fode

Adam Holm
Journalist og forfatter

Som Friis skriver: ”Kan EU undgå en eskalerende energikrise, vel at mærke uden at én afhængighed erstattes af en anden? Og kan disse beslutninger tages, uden at kritikere af EU-sanktionerne og den nuværende fælles EU-kurs får vind i sejlene?”.

Forfatteren rejser generelt flere spørgsmål, end hun besvarer, og heldigvis for det. Vi befinder os i en af historiens såkaldte ’åbne tider’, hvor skråsikre formodninger kan briste så let som sæbebobler i blæsevejr.

Hvad angår den fortsatte krig østpå, fødevarekrisen på det afrikanske kontinent med fornyede flygtningestrømme samt de astronomiske summer, som er påkrævet for at komme Ukraine til undsætning, er det, som Friis påpeger, svært at se, hvem der skal føre an.

Tysklands ”årelange energiparløb med Putin” har svækket Berlins position, ikke mindst set fra et central- og østeuropæisk perspektiv. Dertil kommer, at snart sagt alle europæiske lande har voksende udgifter til forsvar, energi, varmepakker og inflationsbekæmpelse, hvilket kan medføre uenighed om hvem, der skal dække regningen.

Det er fint at svinge med Ukraines blå-gule fane i solidaritet, men i et stadig mere presset Europa er det formentlig ikke en vindersag at betale for at hjælpe de betrængte ukrainere på fode. 

Et sammenhold på bristepunktet

Lykke Friis har skrevet en bog til – og om – tiden, en bog, som både maner til eftertanke og modsigelse. Man kan udmærket diskutere, om den russiske, imperialistiske ambition har været så tydelig i bagklogskabens lys, som Friis i sin selvbebrejdelse peger på.

Dermed synes hun at antyde, at Putin har forfulgt en bestemt plan, som de europæiske ledere, anført af Merkel, enten bevidst har ignoreret eller efter bedste evne forsøgt at undgå af realpolitiske grunde.  

Det havde også været velgørende med en mere kritisk overvejelse af de politiske forhold i et Ukraine, som har fået en indmeldelsesblanket til EU. Ingen tvivl om at ukrainernes kamp for national befrielse skal have vores støtte, men der er også bekymrende træk i forhold til pressefrihed og politisk organisering, som strider imod EU's værdisæt.  

Tilbage står at Lykke Friis med ’Tårernes Europa’ har leveret en personligt sanset refleksion over Europas genvordigheder, hvor atomkrig ikke kan udelukkes, og hvor de afledte konsekvenser af Ruslands militære kurs vil kræve endnu mere af det allerede knirkende sammenhold.

Lad os ikke håbe, at Friis’ næste bog får titlen ’Apokalypsens Europa’.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lykke Friis

Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)
master i europæiske studier (London. 1992), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1993), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00