
Ved udgangen af 2024 fratræder Lone Wisborg som Danmarks ambassadør til Nato, og ligger dermed mere end 30 års erfaring i diplomati på hylden.
Den tidligere USA-ambassadør bliver nemlig selvstændig rådgiver i virksomheden Wisborg Advisory, der skal hjælpe firmaer med at håndtere den geopolitiske udvikling.
Det skriver Lone Wisborg på LinkedIn.
Lone Wisborg, der er uddannet jurist, har tilbragt størstedelen af sin karriere i Udenrigsministeriet. Foruden poster som afdelingschef, ministersekretær og driftsdirektør har hun været udsendt til ambassaderne i Tallinn og Warszawa, og blev i 2011 Danmarks ambassadør i Spanien.
Fra 2019 til 2022 var hun ambassadør i USA, og blev derefter udpeget som Danmarks ambassadør til Nato.
Lone Wisborg vil bruge sin omfattende erfaring i diplomati til at rådgive virksomheder i de geopolitiske risici og muligheder, de står overfor i dag.
"Forholdet mellem USA og Kina bliver helt centralt i de kommende år. Med genvalget af Trump som USA's præsident vil jeg kunne trække på min erfaring fra min tid som ambassadør i Washington under Trumps første periode," skriver hun på LinkedIn.
Lone Wisborg fratræder som Danmarks ambassadør til Nato 1. januar 2025.
- Massivt EU-flertal vil stille krav om ja til sex i hele Europa
- 2 A'er: Juraprofessor vildleder politikere i ny debatbog
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Jeg rejste til Ungarn og kom hjem med det håb, som vores tid kalder på
- Kampen om EU’s pengekasse splitter mulige danske regeringspartnere

























