Altinget får ny chefredaktør i Sverige

NY REDAKTØR: Stærk profil med erfaring fra store dagblade skal lede Altingets svenske søstermedie. Målet er markant vækst i de kommende år.

Altinget har fundet den nye chefredaktør til den svenske del af mediet. 43-årige Sanna Rayman bliver ny leder af redaktionen i Stockholm. Hun kommer fra en stilling som debatchef på ugeavisen Dagens Samhälle.

”Sanna Rayman er lige den profil, vi har ledt efter, til at skabe ny vækst for Altinget i Sverige. Hun har en stærk stemme som analytiker af svensk politik, en skarp pen og en dyb interesse for den politiske substans,” siger Altingets direktør, Christoph Nørgaard.

Sanna Rayman var i en årrække lederskribent på avisen Svenska Dagbladet og er en hyppig gæst i både radio og tv, ligesom hun har skrevet fast om politik i avisen Expressen.

”Altinget er et spændende medie med et stærkt og kvalificeret fokus på det politiske indhold. Den slags journalistik er særlig vigtig nu, mens svensk politik står midt i en stor forandring”, siger Sanna Rayman.

Klar ambition om at vokse
Altinget Sverige åbnede i 2014 og udgiver i dag syv nichemedier om svensk politik, ligesom Altinget driver en række politiske netværk i Stockholm. Til sammenligning når Altinget i Danmark op på 23 nichemedier, når det seneste i række, Altinget Børn, åbner om nogle uger.

”Vi har en klar ambition om at vokse i Sverige. Jeg ser ingen grund til, at Altinget Sverige ikke skulle blive lige så stort som Altinget i Danmark. Vi vil også i Sverige være det centrale – og politisk neutrale – forum for oplysning og debat. Det mål rykker tættere på med Sanna Rayman som chefredaktør,” siger Christoph Nørgaard.

Sanna Rayman ser et stort potentiale i Altinget og glæder sig til udfordringen:

”I en tid med øget polarisering og konstante forenklinger er der stort behov for en seriøs politisk dækning og debat. Det skal vi bidrage med på Altinget,” siger hun.

Altingets første chefredaktør i Sverige, Mattias Croneborg, stoppede i slutningen af 2019 efter fem år i spidsen for mediet. Indtil den nye chefredaktør tiltræder, er journalist Johanna Alskog konstitueret chefredaktør for det svenske medie.

Forrige artikel Overblik: Den politiske kalender for 2020 Overblik: Den politiske kalender for 2020 Næste artikel Tidligere borgmester bliver formand for Europa-Nævnet Tidligere borgmester bliver formand for Europa-Nævnet