Altingets valgtest hjælper med at forstå afstemningen om forbeholdet

Altinget har sammen med DR udviklet en valgtest til afstemningen om det danske EU-forsvarsforbehold, som nu er i luften. Svar på 12 spørgsmål om Danmarks sikkerhed og forhold til EU, og find ud af, hvilket parti du ligger tættest på.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Ninna Gøbel Rønberg

Vil et styrket samarbejde om forsvar i EU svække Nato?

Skal Danmark kunne deltage i EU-ledet træning af soldater uden for EU?

Og skal Danmark have stemmeret på EU's forsvarspolitik på lige fod med andre EU-lande?

Det er nogle af de spørgsmål, du tager stilling til, når du klikker dig igennem Altingets valgtest.

Valgtesten er udviklet til folkeafstemningen 1. juni og skal hjælpe vælgerne med at orientere sig i, hvad folketingspartierne mener om det danske EU-forsvarsforbehold. 

“Debatten om EU og forsvarsforbeholdet er teknisk og svær. Med valgtesten vil vi gerne hjælpe vælgerne med at forstå argumenterne både for og imod. Testen indbyder til at gå på opdagelse i partiledernes argumenter, så man kan danne sin egen holdning,” siger Altingets chefredaktør Jakob Nielsen.

Valgtesten er en kilde til viden
Alle Folketingets partier har svaret på valgtestens 12 spørgsmål, som både handler om Danmarks sikkerhed, forholdet til EU og det europæiske forsvarssamarbejde. Hvert parti har også sin egen profil, hvor de uddyber argumenterne for enten at afskaffe eller bevare det danske forsvarsforbehold. Undervejs i testen er der mulighed for at få fakta om spørgsmålet og for at få uddybet argumenterne for og imod.

Det er netop meningen, at valgtesten skal være en kilde til viden og ikke en facitliste over, hvad man skal stemme, understreger Jakob Nielsen:

”I mine øjne er en god valgtest et helt fantastisk redskab til at formidle en masse meget seriøs information om valgets kandidater på en god og direkte måde. Vi siger meget klart, at vi ikke anbefaler at placere sin stemme alene ud fra en valgtest. Men den kan være en hjælp til at forstå argumenterne på begge sider,” siger han.

Mange er stadig i tvivl
29 procent af danskerne er stadig i tvivl om, hvad de skal stemme til folkeafstemningen, viser en måling fra Epinion foretaget for Altinget og DR i april. Det er næsten tre gange flere tvivlere end ved folketingsvalget i 2019.

”Man siger altid, at tvivlerne afgør valget. Denne gang er det faktisk sandt. Samtidig ved vi, at mange vælgere synes, EU-stoffet er fjernt og kompliceret. Valgtesten kan være en blandt flere måder at finde sin egen stemme,” siger Jakob Nielsen.

Testens spørgsmål er udviklet i en lang proces, hvor alle Folketingets partier er taget med på råd. Det er sket i samarbejde med Danmarks Radio, som også præsenterer en version af testen. I sidste ende har Altinget og Danmarks Radio selv valgt de præcise spørgsmål, der indgår i testen.

“Vi har forsøgt at skabe en test, der giver lyst til at udforske argumenterne, men ikke en test, som skubber vælgerne i retning af at stemme på en bestemt måde,” siger Jakob Nielsen.

 

Prøv Altingets valgtest her, og bliv klogere på, hvor du  vil placere din stemme 1. juni

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget
journalist (DMJX 1998)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024