Analytiker: Vil I hjælpe de polske kvinder? Så drop tilbud om gratis abort i Danmark og fiks i stedet retsstaten

I weekenden ville Radikales velmenende medlem af Europa-Parlamentet Morten Helveg Petersen give polske kvinder mulighed for en abort i Danmark.

Enhedslisten foreslog noget lignende i efteråret, dengang de polske abortdemonstrationer var størst, da den polske Forfatningsdomstol første gang luftede sin afgørelse om, at abort af ”uafvendeligt skadede fostre” var forfatningsstridigt, og dermed indvarslede et de facto abortforbud i Polen.

En gratis omgang værdipolitik
I mandags, på kvindernes internationale kampdag, gentog Enhedslistens lige så velmenende medlem af Europa-Parlamentet Nikolaj Villumsen her i Altinget sit partis holdning fra efteråret. Han kaldte det polske kvindesyn ”middelalderligt” og skrev om partiformand Jaroslaw Kaczynski, at

”Han lægger overhovedet ikke skjul på, at han ser de kvinder, eller måske kvinder generelt, som en national fjende, der vil ødelægge landet og nationen. Kan det blive mere tydeligt, at abortforbuddet mest af alt handler om et dybfølt had til kvinder?”

Torsdag skal Parlamentet stemme om en erklæring om EU som LGBTIQ-frihedszone. Det er EPP, S&D, Renew, De Grønne og Venstrefløjsgruppen, der står bag. Erklæringen skal med andre ord nok blive vedtaget.

Polen er blevet moderne i dansk og europæisk politik. Men kun, når det gælder kvinders og LGBT’s rettigheder. Og kun, når det er en fuldstændig gratis omgang.

Værdipolitik er herligt; det mobiliserer følelser og dermed vælgere. Abort og LGBT har den funktion i Polen.

De danske politikeres forslag vil ikke komme til at ændre på tingens tilstand i Polen, det ville blot grave grøfterne dybere og bekræfte begge sider i, at de andre er nogle tosser eller ligefrem farlige.

Vibe Termansen
Analytiker, DEO

Det virker på samme måde i Danmark og i EU. At erklære EU som en LGBTIQ-sikkerhedszone og at tilbyde polske kvinder abort i Danmark er grundlæggende at gøre det samme som den polske regering, bare med omvendt fortegn. Det er at synge med på den polske regerings sang om en europæisk værdikamp, og at reducere dybt problematiske tiltag til en betydningskamp om begreber: LGBT-fri zoner, LGBT-ideologi-fri zoner eller EU som LGBTIQ-frihedszone. Goddaw mand, økseskaft.

Det fører ingen vegne, det leder bare til mere splittelse i Polen og i EU.

Kvinder vil stadig være på røven
Først det generøse abort-tilbud:

Alle polske kvinder kan få brug for en abort. Men kun ressourcestærke polske kvinder ville kunne tage imod det danske tilbud (det kræver noget at finde ud af, at tilbuddet er der, ordne logistik og papirer).

De ressourcestærke kan i forvejen få ordnet aborter på klinikker i især Slovakiet, hvoraf nogle har hjemmesider med polsk tekst og polsktalende personale ansat. De ressourcesvage, der virkelig er på røven på grund af den kontroversielle afgørelse fra Forfatningsdomstolen, og som ikke bare lige kan få det ordnet i Slovakiet, vil stadig være lige så meget på røven.

Jeg er ikke overbevist om, at Kaczynski dybt i sit hjerte simpelthen hader kvinder, og ser dem som en ”national fjende, der vil ødelægge landet og nationen”, selvom hans kvindesyn unægtelig er anderledes end det gængse danske.

Måske han bare udnytter dette oplagte værdiladede emne politisk – eller måske han rent faktisk, som den katolske kirke og en del polakker, ser fostre som liv, der har ret til at blive født, også hvis det kun er for at dø, så de kan ”blive døbt, begravet, få et navn”, som han sagde allerede i 2016?

Ud fra det syn er abort mord på børn. Og i det perspektiv handler et abortforbud mere om at beskytte ufødte børn end om at hade kvinder. Også selvom det for kvinderne kan føles som had.

Det virkelige problem er retsstaten
Hvor jeg ikke er helt overbevist om Kaczynskis kvindehad, er jeg derimod ret sikker på, at både Forfatningsdomstolens kontroversielle afgørelse og timingen var masseret på plads af netop Kaczynski.

Her har vi problemets kerne: retsstaten. Domstole, der som Forfatningsdomstolen ikke er uafhængige, men pakket med politisk udnævnte dommere, derunder formanden for domstolen, Kaczynskis (kvindelige!) ven Julia Przylebska. Domstole, der dømmer sådan, som den siddende regering finder det opportunt.

Hvis vi havde en velfungerende polsk retsstat, hvis forfatningen og magtens tredeling blev overholdt, hvis dommerne var uafhængige, kunne det her ikke foregå.

Vibe Termansen
Analytiker, DEO

De danske politikeres forslag vil ikke komme til at ændre på tingens tilstand i Polen, det ville blot grave grøfterne dybere og bekræfte begge sider i, at de andre er nogle tosser eller ligefrem farlige.

Det polske nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed vil – med rette – kunne hævde, at Danmark blander sig i deres indenrigspolitik, i sundhedsforhold, som (det er de ret klare i spyttet om) er medlemsstaternes egen kompetence; ikke EU’s og da slet ikke andre medlemsstaters.

For rigtigt at forstå det, skal man forestille sig det modsatte: at danskere blev inviteret af polske politikere til Polen for at få et eller andet, der er forbudt i Danmark, og som de fleste danskere finder moralsk anstødeligt. Børnesex, for eksempel.

Det er alt sammen retorik
Cirka samme argumentation gør sig gældende for Europa-Parlamentets forslag til erklæring om LGBTIQ-sikkerhedszoner i EU, hvor sympatisk det end måtte lyde i danske ører. Lov og Retfærdighed vil hævde, at de ikke har ”LGBT-fri zoner” (de kalder dem nemlig noget andet), og at det blot er udtryk for venstre-radikal ideologisk betinget had fra EU.

Samt, som den unge, ambitiøse værdikriger Patryk Jaki, der er MEP for Lov og Retfærdighed (og helt sikkert ikke vil stemme for erklæringen på torsdag), siger til polske medier: ”der er ikke nogen steder i Polen, hvor LGBT-mennesker ikke kan gå.”

Det har han formelt set ret i; der findes ikke lovgivning mod LGBT i Polen, det er ikke forbudt at være homoseksuel eller transkønnet. Det er alt sammen retorik. En meget hadefuld og farlig retorik, ganske vist, anført af Lov og Retfærdighed, det vil sige af regeringen sammen med stats-tv og kirken.

Det er dybt problematisk i sig selv og det er også i direkte modstrid med EU’s værdier, som de er formuleret i artikel 2 i traktaten. Det er ikke ligegyldigt, at Polen bryder EU’s værdier. Den polske regering skal ikke have lov til både at være medlemmer af EU og hæve alle fordelene, derunder de økonomiske, og samtidig definere begreber som demokrati, retsstat og mindretalsbeskyttelse efter forgodtbefindende.

Men det problem løser EU ikke ved at råbe værdipolitiske slagord hen over en stadig større kløft eller ved at vedtage symbolske erklæringer, som langt de fleste vil være enige i og resten dybt frastødte af.

Som nævnt, også af Marta Lempart, der er forkvinde for den polske kvinderetsorganisation Strajk Kobiet, der har arrangeret abortdemonstrationerne , er og bliver det virkelige problem retsstaten.