Auken: EU kan blive den vigtige spiller, som kloden har brug for

EU’s fremtid er vakkelvorn! Unionen vil bestå, ja, men hvilket EU - og med hvilken relevans for os som borgere i EU og som verdensborgere?

To dramatiske trusler hænger over vores hoveder: klimaforandringerne og forarmelsen af naturen. De er tæt forbundet og skal derfor også håndteres sammen.

Store landområder uden vild natur med insekter, flora og fauna speeder den globale opvarmning op. Livløse have og havbunde kan ikke opsuge CO2. Alt det ved vi - alarmerne har bimlet i årtier, og den sidste rapport fra FN’s klimapanel var virkelig et råb: ’Alle mand til pumperne!’

Situationen er mere truende end for eksempel pandemien - og den fik jo i høj grad og klogt nok mange af vores ledere til pumperne. Tilsyneladende er der reageret fra EU-Kommissionen - skønt igen for svagt i forhold hvad videnskaben fortæller os. Vi må holde op med at agere som om naturen var en forhandlingspartner.

Vage fremtidsperspektiver og hockeystav 

Mere alarmerende er dog medlemsstaternes manglende reaktion. Lytter man til de enkelte landes regeringer, er det svært at høre at alvoren er trængt ind. Overalt burde statsministre stå frem og forsikre os om at alle nye planer der går imod klimaet og naturen, om det er indenfor landbrug, transport, skovdrift, trawlfiskeri, olie- og gasudvinding og lignende stoppes omgående.

Det er et megaproblem for EU og vores demokrati at regeringernes politiske samarbejde ikke bare ved slutmøderne men undervejs i processen ikke kan følges og følges op.

Margrete Auken
MEP (SF)

Så skal der også helt anderledes drøn på udbygningen af vedvarende energi - vi skal jo bruge store mængder af el. Ligeledes skal naturgenopretning både på land og i havet have høj prioritet. Men hvad hører vi? Vage fremtidsperspektiver.

Vores klimaminister taler om sin hockeystav uden at kræve virkningsfulde ’her-og-nu ’initiativer - han ender med at komme til at spille vandpolo. Og med så svage reaktioner fra regeringerne er der al grund til at frygte at EU ikke formår at være en spiller her. Og så er vi - og især vores børn og børnebørn - virkelig på den.

'Nærområderne’ kan snart ikke kan klare flere

En anden trussel der også kun kan klares, hvis vi står sammen: nedslidningen af de ‘europæiske værdier’ som vi plejer at kalde dem: først og fremmest vores humanisme med menneskerettigheder og ‘rule of law’.

Tydeligst ser vi truslen med den manglende solidaritet landene imellem når det gælder udfordringerne fra flygtninge og migranter. ’Nærområderne’ kan snart ikke kan klare flere. Men EU-lande rejse i stedet mure og hegn som om de er en løsning. Udover at denne umenneskeligheden slider på vores egen menneskelighed, er den også helt ude af trit med virkeligheden. Og nu kan der altså snart ikke være mere under det gulvtæppe.

Og husk også: vi er slet ikke begyndt at se klimaflygtninge - og de har jo i sagens natur ingen chance for at blive i deres nærområder. Vi er nødt til at handle sammen og gøre det dels i solidaritet internt i EU, dels i solidaritet med de mennesker det drejer sig. Men så er det stadigvæk ikke værre, end at vi kan klare det.

Det er alt for let at dukke sig

Jeg er overbevist om at mange, måske flertallet gerne vil være ansvarlige og ordentlige. Men her afskæres vi borgere såvel som nationale parlamenter og presse fra at deltage. Ministerrådet arbejder nemlig stadigvæk i lukkethed.

Det er et megaproblem for EU og vores demokrati at regeringernes politiske samarbejde ikke bare ved slutmøderne men undervejs i processen ikke kan følges og følges op. Hvordan skal vi borgere, med eller uden politisk mandat, så diskutere og i fællesskab finde frem til løsningerne? Det er fremdeles alt for let for regeringerne at dukke sig, skyde de svære beslutninger fra sig - og skyde skylden over på andre, måske ligefrem på ’dem nede i EU’.

Lukketheden er også i strid med EU-traktaten - det er højlydt kritiseret af EU’s ombudsmand og af Europa-Parlamentet. Den elendighed kan der rettes op på det ’over night’. Ja, en masse kan gøres omgående hvis den politiske vilje er til stede, og vi gør det sammen. Og så kan EU også blive den vigtige internationale spiller - som kloden har så hårdt brug for.

Dette debatindlæg er den skriftlige version af en tale, som blev holdt i Altingets Gård 10. september som led i et EU-debatmøde, der var finansieret af Europa-Parlamentets kontor i Danmark.