Bendtsen ser tilbage: Politi og politik med stort K

ANMELDELSE: Bendt Bendtsen, den konservative Mr. 10 procent, udgiver søndag ærlige erindringer uden afsløringer eller store ideologiske sigtelinjer. "Han var og er godt selskab, hvis venlighed og optimistiske livssyn var med til at støbe ham som politiker."

Altingets vurdering: 4/6

Bendt Bendtsen afslutter sit lange politiske liv lokalt, nationalt og europæisk i disse dage og fuldender det med en erindringsbog med titlen Fra bondedreng til vicestatsminister, der udkommer samme dag som valget til Europa-Parlamentet på det fynske forlag mellemgaard.

Er det danmarkshistorie? Nej, men det er vedkommende samtidshistorie set fra den tredje vinkel i det holdbare VKO-samarbejde 2001-11, som hidtil mest er blevet skildret fra Venstres og Dansk Folkepartis vinkler.

"Jeg har været en pæn mand alt for længe," sagde Bendt Bendtsen i et afskedsinterview med Altinget i februar, og sammenfattende må man konstatere, at det fortsætter han med i sine erindringer.

Forfatteren fortjener ros for selv at have skrevet ud fra sin gode hukommelse hen over julen 2018. Ingen ghostwriter eller journalist hér. Politikeren tog, modsat andre, ikke dagbogsnotater undervejs i karrieren, og derfor er bogen skrevet per hukommelse, hvilket både er dens fordel og begrænsning. Frisk og direkte, men den kan i de afgørende poltiske situationer mangle detaljer. På den måde er bogen meget Bendtsk. Venlig, veloplagt. Nem og let. 

Erindrigerne føjer sig til den mere og mere linde strøm af politiske biografier og aktuelle debat- og øvrige samfundsbøger. Det er blevet nemt at sidde med sin bærbare og skrive løs − og relevante privatfotos ligger gerne allerede på den. Kan man afsætte og investere sin tid i at skrive, og kan man finde et nøjsomt forlag, kan man udkomme.

Bendt Bendtsen har fra barnsben været et menneske, der har taget fat og og givet mere, end han har taget, og naturligvis − fristes man til at skrive − følger han smukt karrieren til dørs med de 380 siders velillustrerede erindringer.

"Barndommen var fyldt med arbejde, arbejde og atter arbejde. Så allerede tidligt i min barndom var livet fuldt af arbejde, og jeg tror egentlig, at det var der, min arbejdsdisciplin blev grundlagt. Da jeg senere blev minister, kunne jeg arbejde 80 timer om ugen, mens de unge mennesker omkring mig blev slidt helt ned. De var opdraget til et andet arbejdstempo."

Ikke med til hulemøder
Det er ikke en afslørende bog, der tager os med bag forhænget til ugentlige hulemøder uden notesblok med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Og det er ikke en giftig bog, der deler ud af had og aggressioner mod politiske fjender. 

Alligevel er det en bog, der fortjener læsere ud over familie, venner og partifæller.

Er man eksempelvis ung og fremadstormende aktiv i en politisk ungdomsorganisation, finder man hér en smuk opskrift på, hvordan man gennem venlig, ydmyg og hårdtarbejdende tilgang arbejder sig op fra at sprænge byrådslisten til at sætte sig for bordenden i sit parti og ved siden af landets statsminister.

Bendt-bogen er fortung forstået på den måde, at mange af de overskuelige, korte kapitler handler om barndommen, ungdommen og tiden i ordens- og kriminalpolitiet. Vi skal helt hen til side 164, før Bendt Betjentsen for alvor lægger fra Bendt Hvemsen og kommer i Folketinget som Bendt Bendtsen med bedre og bedre stemmetal. Snart med øgenavnet Mr. 10 procent − et øgenavn, der jo med tiden skulle blive ganske hæderkronet.

Fandt far på Østergaards marker
Ifølge forfatteren er det et helt bevidst valg at gøre så meget ud af opvæksten:

"Det er mit eget valg, og jeg synes faktisk, at mange biografier skøjter hen over de begivenheder, som skaber politikeren. Mange biografier har en meget kort indledning, og så kører den på alle sejre i politik − og ingen omtale af svinestreger og nederlag. Derfor bliver mange af disse biografier ens," forklarer han i anledning af udgivelsen.

Bogen tager os med ind på slægtsgården Østergaard, der betyder alt for familien Bendtsen, der måtte slide hårdt i det for bare at overleve. Ferier var der ikke råd til. 

"Østergaard er en gammel slægtsgård på min fars side og har været i familien fra far til søn siden 1783," fremhæver Bendtsen og giver et signalement af sin far:

"Min far var det, jeg vil kalde en stolt landmand i en stolt landmandsfamilie. Han svarede enhver sit og tog ansvar for sin familie, selv om det også var småt indimellem," noterer Bendtsen om sin højtelskede far, der ellers var fremskridtsmand.

"Far havde været formand for Venstre i en årrække, men skiftede parti, da Venstre og Socialdemokratiet dannede regering i 1978."

Et af bogens mest rørende, ja, bevægende kapitler handler om faderen, som en yngre Bendt en dag i 1991 finder død i marken. Når det virkelig gjaldt, var det ham, der havde vagten på gården.

Uden faderens viden havde sønnen på hospitalet fået at vide, at Bendtsen senior 66 år gammel var dødsmærket af kræft. Junior satte sig ud i bilen og græd en time, før han vendte hjem og måtte være stærk.

"En aften fik jeg ham set i øjnene og fortalt, at når der engang kom en dag, så ville jeg overtage Østergaard og flytte ind med min familie. Han sagde ikke noget, men øjnene sagde tak. Så var der alligevel gods i den knægt, som blev politimand i stedet for landmand."

Nogle måneder senere ringede Bendts mor om hjælp:

"Jeg løb alt, hvad jeg magtede op i marken til far. Han var faldet om i solskinnet, mens lærken hang på den blå himmel. Jeg agerede fuldt professionelt, som jeg havde lært som bodyguard. Hamrede ham på brystkassen og gik i gang med hjertemassage og kunstigt åndedræt. Det var nu, jeg måtte få ham i live igen. Jeg lå og kæmpede med at få liv i min far og kunne høre, ambulancen var på vej. Jeg syntes faktisk, at det blålige fra læberne forsvandt, men det gik ikke. Far døde en sommermorgen i Guds frie natur. Han blev befriet for den sidste del af et liv, som nok ikke havde været værd at samle på. Han døde også med den forvisning, at jeg havde lovet at føre slægtsgården videre, og det ville jeg stå ved."

Østergaard betød især meget for den af sønnerne med fornavnet Bendt, der som nybagt folketingsmand i 1994 påtog sig den utaknemmelige opgave at totalrenovere den forfaldne storgård i Allesø nord for Odense med plads til jazzorkester i den ene fløj og Hereford-kvæg i den anden, der kunne parre sig med Venstres Britta Schall Holbergs besætning.

Sådan bygger man sig op
Vi får i bogen et interessant indblik i, hvad der skaber den senere førstedivisions-landspolitiker. Allerede mens han opfordres til at stille op til Odense Byråd og kommer ind ved at sprænge listen, drømmer han om Folketinget og om at komme en slap retspolitik til livs. Lige noget for den fynsk valgte legende Erik Ninn-Hansen, der bærer den unge fynske betjent helt ind til Landsrådet og får det nye retsprogram vedtaget, hvorefter opfordringerne til at stille op til Folketinget melder sig.

Bendtsen slider i det med både politiarbejde og politisk arbejde, selv om midlerne og børnene derhjemme er små. Enhver børnefamilie kender til dilemmaer mellem personlige og professionelle drømme.

Men Bendt Betjentsen har politisk næse for sagerne. Da han opstilles på Sydfyn og skal vælge færge til Ærø, sker det med det helt rigtige rederi (med konservativ ejer, må man forstå?). Det er i alle de små nærkampe med et politisk bagland, der skal bære én frem, og siden respekten blandt politiske modstandere, der skal bære ens sager igennem, at politikere større end de fleste skabes.

Jeg overhørte engang en far fortælle den konservative leder, at begge hans sønner var medlemmer af KU.

"De er godt opdraget," sagde Bendtsen med sit smil − og vandt nok en ven for sig.

Andet hjul på tandemmen
Anders Fogh Rasmussen (V) må prise sig lykkelig for, at det var den flinke kriminalbetjent fra Odenses nordlige udkant, hvor bøndergårdene begynder, der blev andet hjul på tandemmen og med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard skubbende i anhængeren. Intet blokflertal, uden at alle trækker.

Og det gjorde Det Konservative Folkeparti i Bendt Bendtsens tid. Han har en stor del af æren for, at VKO-æraen blev så langvarig og fra et borgerligt-liberalt synsfelt ganske vellykket. Ikke mindst takket være skattestoppet og de stigende ejendomspriser som følge af de afdragsfrie lån, som Bendtsen står fadder til.

I betragtning af, hvor mange år Fogh og Bendtsen kørte tæt parløb, er der ikke mange detaljer om regeringsledelsen. Den konservative kamp for skattelettelser, hvor Fogh fandt det nemt forklarlige skattestop tilstrækkeligt, får vi gentaget, og Bendtsen tager rimeligvis æren for, at noget så usædvanligt som danske skattelettelser faktisk lod sig gøre på den tid. Det var fra sit konservative ståsted godt, han stod fast, for lige dér svigtede Fogh sit eget partis kerneideologi om mindre stat og mere personlig frihed.

Bendtsen huske armlægningen med Fogh om skatten sådan:

"På et tidspunkt i foråret 2004 måtte jeg sige til Anders, at det var nu, vi måtte rykke. "Det er der ikke råd til," sagde han, "skal vi ringe til finansministeren, så du kan få det direkte fra ham?”

Anders og jeg sad under denne samtale på hans kontor i Statsministeriet sammen med Bernstein og Dithmer – vores departementschefer. Det var tydeligt, at embedsmændene ikke kunne lide hverken debatten eller tonen. Jeg meddelte så, at det var en nødvendighed for mig at få disse skattelettelser, og såfremt det ikke kunne ske, ville det få politiske konsekvenser.

Da der ikke var nogen reaktion fra statsministeren, begyndte jeg at pakke mine papirer sammen og sagde til Dithmer: "Vi går."

Da jeg skulle til at forlade kontoret, blev jeg kaldt tilbage. Embedsmændene blev hældt ud af kontoret. Resultatet blev Forårspakken, og danskerne fik en skattelettelse på 10 milliarder kroner.

Hvad nuværende politikere kan lære af noget sådant, er: ingen trusler i offentligheden og ingen selvpromovering. Det var regeringen bestående af V og K, som skabte disse skattelettelser. Men denne skattelettelse havde aldrig set dagens lys uden Det Konservative Folkeparti.

Det var en åreladning for Venstre at give Konservative dette frem mod det næste folketingsvalg. Da pakken var en realitet, var begge partier tilfredse. Det var derfor, det samarbejde holdt så godt i mange år. Christiansborg har desværre i dag flere ramasjangpolitikere frem for resultatpolitikere. Forårspakken var resultatpolitik, når det er allerbedst."

Formandsopgør uden nye vinkler
De opslidende, konservative formandsopgør får en del ord med på vejen, men ingen for alvor afslørende eller nye. Per Stig Møller er Bendt Bendtsens helt, mens Hans Engell skældes ud for at dele og herske og fra starten at holde Bendtsen væk fra hans elskede retspolitik. Bendt Bendtsen deler sine bekymringer og iagttagelser med vennen og mangeårige kontorpartner Brian Mikkelsen.

Hér kunne det have været interessant med en dybere analyse af, hvad der var galt med kongerækken efter Schlüters æra. For det var mere end personer og sympatier? Politiske skel og forskellige måder at samarbejde på spillede ind, men det får vi kun spredt, om nogen, ny indsigt i.

Flinke Bendtsen begrunder det sådan: "Den journalist, som tror, at jeg laver de store afsløringer − jeg ved, man higer efter det − må læse forgæves. Jeg sparker ikke til nogen efterfølgende. Det har man aldrig fået noget ud af. Jo, måske nogle få minutters berømmelse, men hvor gælden hænger på i lang tid."

Personlige afsnit om datter og søn
Biografien indeholder personlige afsnit om, hvordan Bendtsen møder sin voksne datter for første gang − hun er frugten af en løs affære i det københavnske natteliv før det lange og støttende ægteskab med Kirsten. Ligeledes om, hvordan sønnen Christian i foråret 2001 bliver taget i at opbevare amfetamin, netop som politifaderen står foran en afgørende valgkamp, der kan sende ham direkte til Amalienborg.

"Jeg tror ikke, han selv var klar over katastrofens omfang, da den indtraf. Men det blev han. Christian endte med en ubetinget fængselsdom." 

Disse afsnit er skrevet uden filter fra hjertet og bidrager væsentligt til den ærlige og oprigtige tone, som forfatteren er kendt for i politik. Bendt Bendtsen er til politi og politik med stort K, han er ikke en stilistisk, finkulturel skribent. Men ægtheden bærer ham igennem, når han grundigt fører os igennem slægternes og dermed egne op- og nedture.

På den måde giver det en umiddelbar friskhed, at bogen er skrevet i juleferien ud fra hukommelsen uden sprogafsmitning fra notater i det kancellisprog, Slotsholmen gerne oversvømmes af.

Ti år for EU
Hér skal ikke glemmes, at Bendt Bendtsen, den største konservative leder siden Poul Schlüter, ligesom denne sluttede den politiske løbebane i Europa-Parlamentet. Bendtsens ti EU-år rinder ud i disse dage, og i bogen er der et kort, men interessant og sjældent indblik i, hvordan man i det folkevalgte EU laver politik, der direkte berører en halv milliard borgere. Det såkaldte "Energy Performance In Buildings Directive (EPBD)".

"Europa bruger importeret energi udefra i en størrelsesorden af en lille milliard euro om dagen. Olien importerer vi fra primært Mellemøsten, og gassen kommer fra Putin i Rusland. Det er et sikkerhedsmæssigt problem, at vi betaler masser af penge til både Putin og Mellemøsten. Vi bruger vores egne penge til at betale en mand som Putin, som ønsker at splitte og destabilisere Europa. Han bruger Europas penge til at opbygge et militærregime, som kan true freden i fremtiden. Og vi betaler penge for olie i Mellemøsten til regimer, som vi ikke sætter højt."

Sådan et sted i bogen træder Bendt Bendtsen i karakter. Han sætter det i relief, hvorfor energibesparelserne i de europæiske kontorer og hjem hver dag kan styrke vores kontinent politisk over for vores fjender. Samt naturligvis skåner klimaet, ikke at forglemme.

Det kunne vi europæere godt bruge mere fokus på, så tak til den Europa-begejstrede forfatter og for den illustrerende anekdote om, hvordan han forlader et konservativt landsråd for i Berlin at drikke øl på de stærke og effektive tyskeres hjembane, så han nogle dage senere i EU er foran på point, da han skal samle opbakning til sit forslag om netop bedre klimasikring af den europæiske bygningsmasse. Sådan arbejder en mand med politisk instinkt.

Lyder det nørdet? Det er grænseoverskridende klimapolitik i praksis, som Bendtsen med rette fremhæver som et vigtigt led i sit politiske testamente.

Ære af eller skyld for afdragsfrie lån
Hvad forbigås? Tja, hvis man slår op i databaser eller bare hukommelsen, er der "sager" om betalte jagtture og andet pressehejs, der i samtiden generede Bendtsen, og som han skulle have holdt sig for snu til at lade sig udsætte for. Men i dag fortaber det sig om en sjælden forbier fra en stærk skytte, så fred med det. 

Sagerne får dog vist nu den betydning, at forfatteren flere steder lægger afstand til dansk presse, navnlig formiddagsaviserne.

"Det er et faktum, at det meste af pressen er ekstremt fokuseret på proces og konflikt, og pressen har også udviklet sig til at køre mere og mere personligt på dem, som blander sig i politik. Mange dygtige og gode ledere skræmmes væk fra at tage et offentligt ansvar som deltagere i politik. Her mangler pressen et åbenlyst ansvar over for folkestyret til at tage ansvar over for samfundet."

Bendtsen håner de fine, akademiske journalister ved det runde frokostbord i Folketinget, der ser ned på en simpel betjent.

Trist med denne omsiggribende modsætning mellem folkevalgte og deres og vælgernes medier. Man må håbe, det bedres i fremtiden, men det skal der jo to parter til.

VK-regeringens opfindelse af de afdragsfrie lån, der fra 2003 fik huspriserne til at tordne mod himlen, før finanskrisen droppede dem igen, nævner Bendtsen mærkeligt nok ikke, selv om han har ansvaret, nogle ville sige æren − andre skylden − for dem.

Afdragsfriheden gav den formuefremgang til boligejerne, som borgerlige på bunden intet har imod, fordi det belønner dem, der har ydet en ekstra indsats og har haft mulighed for at anskaffe sig en ejerbolig. De afdragsfrie lån i kombination med skattestoppet var dét, der i VK-tiden fik størst privatøkonomisk betydning for mange danskere og må, sammen med øget frit valg, siges at være Fogh-regeringernes egentlige eftermæle. Ud over Irak-krigen.

Klimakrise og flygtningestrømme
Bendtsen er mest vedkommende og fremskuende i sin bog, når han enkelte steder tager os i ideologisk opdrag. Endelig en borgerlig politiker med et helhedssyn. "Jeg holder meget af kvinder, men ikke kvotekvinder," som det vittigt hedder et sted.

I et afsnit, der vel skal gøre det ud for at være et ideologisk kampråb for fremtiden, men ikke fylder nok til at leve op til det, fremhæver forfatteren således igen klimakrisen og desuden flygtningestrømmene som de europæiske samfunds helt store udfordringer.

"Jeg anser flygtninge og migranter sammen med klimaforandringerne som de største udfordringer overhovedet for vore børn og børnebørn. Løses disse udfordringer ikke, så går det med Europa, som det gik med Romerriget og med andre riger før dem," lyder Bendt Bendtsens ildevarslende vurdering.

Selv om hans erindringsbog generelt løfter sig i sin anden halvdel, havde man hér ved afslutningen godt hørt mere til, hvad den gamle, glade jæger har i sigtekornet for fremtiden. Derved kunne han have føjet facetter til en visionær politiker større end Bendt Hvemsen.

Nu ved vi kun, at han starter eget konsulentfirma hjemme på Fyn 1. juni. Det skal konsultere små og mellemstore virksomheder i public affairs, blandt andet − der var den igen − omkring grøn omstilling. Ligeledes bliver han bestyrelsesformand for lobbyorganisationen Synergi. Så han er afgjort grøn på flere måder end partifarven.

Bendt Bendtsen var og er godt selskab, hvis venlighed og optimistiske livssyn var med til at støbe ham som politiker. Selv siger han beskedent, at "livet i politiet lærte mig at behandle folk ordentligt. Du kan godt behandle et andet menneske ordentligt, selv om den pågældende har begået syv væbnede røverier."

Hjertet, der i ungdommen gerne bankede for de mange skønne kvinder på den flotte betjents vej, slog også ind imellem lidt ude af takt, og hårde år som topminister sled så meget, at lægen til sidst sagde stop, og den autoritetstro mand forstod alvoren og tog sin afsked som partiformand i september 2008.

Tak fra Danmark med K1
Erindringerne afslører, at han af partifællen, den magtfulde nu afdøde direktør for Dansk Industri Hans Skov Christensen, blev tilbudt en vellønnet, gavmild og dermed behagelig stilling som direktør for Industriens Fond. Den gik i stedet − frem til for ganske nyligt − til en anden vellidt konservativ, Mads Lebech, mens Bendtsen levede op til partiløftet om at blive spidskandidat til EU-valget.

På personfronten nævnes det også, at Bendtsen gerne havde set samme Hans Skov Christensen som dansk EU-kommissær. Gad vist, hvordan det var gået. For Kommissionen, og ikke mindst for DI?

Gud, Konge og Fædrelandets betydning fornægter sig ikke, da han skal takke af som minister og hos dronning Margrethe sendes hjem med noget så sjældent og for en gammel konservativ garder såre fornemt som kommandørkorset af første grad. Det skete med ordene:

“Det er med en tak fra Danmark for Deres indsats.”

Smukkere kan det ikke siges. Bendt Bendtsen betød noget for sine nærmeste, for Odense, for politiet og retsbevidstheden − og så gennem en hel menneskealder noget for hele Danmark. Det er fortjent, at denne indsats rammes ind af disse ærlige og letlæste erindringer, som flere i det politiske Danmark lige nu og alle forfatterens efterkommere i fremtiden vil have fornøjelse af at læse.

To tårne for bogens ærlighed, lethed og vedkommende fotoside. Et tårn for "Deres indsats". Og så et ekstra tårn for mennesket Bendt Bendtsen.


Bendt Bendtsen gør efter et langt liv i politik lokalt, nationalt og europæisk klar til mere familieliv − her med fire af de indtil nu fem børnebørn. (Foto: Privat)

Forrige artikel Adam Holm anmelder ny film: Er Orbán en farlig nostalgiker eller sit lands frelser? Adam Holm anmelder ny film: Er Orbán en farlig nostalgiker eller sit lands frelser? Næste artikel Boganmeldelse: En rejse ind i Europas identitære højrefløj Boganmeldelse: En rejse ind i Europas identitære højrefløj
Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

PARLAMENTET: Hvorfor har EU’s ledere givet den britiske premierminister en ny Brexit-aftale, og har aftalen en snebolds chance i helvede for at blive godkendt i Underhuset? Podcasten rapporterer direkte fra topmødet i Bruxelles, hvor dramaet om Storbritanniens exit igen nåede nye højder.