Debat

Bio-alliance: Kommissionens energiudspil mangler klare mål

DEBAT: EU-Kommissionens udspil til en energiunion tyder på, at EU er på vej væk fra forpligtende mål som redskab i omstillingen væk fra fossile brændsler. Det er noget af et risikabelt sats, skriver Anne Grete Holmsgaard, direktør i Biorefining Alliance.

Kommissionens energiudspil mangler klare mål, skriver Anne Grete Holmsgaard, direktør i Biorefining Alliance.
Kommissionens energiudspil mangler klare mål, skriver Anne Grete Holmsgaard, direktør i Biorefining Alliance.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Grete Holmsgaard
Direktør i Biorefining Alliance

EU-kommissionens udspil om en europæisk energiunion indeholder både gode intentioner og udmærkede oplysninger, herunder den om, at EU årligt bruger 400 milliarder euro på import af brændsler til el, varme og transport.

Når det kommer til de 27 ”handlingspunkter” bliver det imidlertid noget svævende, hvad man vil. Noget af denne utydelighed skyldes, at hovedparten af reguleringen styres af medlemsstaterne selv, og at det er et område spækket med modsatrettede interesser mellem landene. Men noget skyldes også den – ideologisk betingede? – modvilje mod at bruge de virkemidler, der har vist sig mest effektive.

Forpligtende mål virker
Skal det siges kort, er det (forpligtende) mål for medlemsstaternes indsats, der har virket som driver af omstillingen. Derimod er kvotesystemet, der fortsat anses som det vigtigste virkemiddel, aldrig rigtig kommet til at fungere.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Kvotesystemet er baseret på det udmærkede princip om, at forurenere betaler. Men den politiske vilje til at holde igen med uddeling af forureningsbeviser, har været svag. Der er undervejs blevet repareret på systemet, men det er ligesom med huller i en spand: Det nytter kun kortvarigt at lukke hullerne i bunden, hvis man ikke også lukker dem i siderne.

Risikabel sats
Det er derfor noget af et risikabelt sats, når EU i den situation er på vej væk fra at bruge forpligtende mål til medlemsstaterne som et aktivt redskab i omstillingen væk fra fossile brændsler.

Et begavet miks af mere energieffektive transportmidler, avancerede biobrændstoffer og el kommer ikke af sig selv. Det er en ganske krævende opgave, der forudsætter, at EU besinder sig på at ville. 

Oprindeligt ønskede EU-Kommissionen kun ét overordnet mål – det for CO2 udslip – i 2030. Det fik fornuftige medlemslande (bl.a. Tyskland og Danmark) ændret, så der nu også er et overordnet mål for udbygning med vedvarende energi og et for energibesparelser.

Forpligtelsen til at reducere den halvdel (cirka) af udslippet af drivhusgasser, der kommer fra transport, landbrug, individuel boligopvarmning med videre, fordeles til medlemsstaterne. Det sker gennem den såkaldte byrdefordeling (!), hvor hvert land får en reduktionsforpligtelse.

Beskeden er mere eller mindre: Så må I selv rode med, hvordan I klarer den opgave!

Klare transportmål frem til 2030
I hvert fald er de separate mål for transportsektoren væk. Dette til trods for, at transportsektoren står for cirka 30 procent af EU’s endelige energiforbrug og er hovedårsag til det store forbrug af fossil olie. Én ting erkender EU dog. Det bliver nok nødvendigt at arbejde videre med energieffektiviseringer i transport. Der er desuden nogle meget løse formuleringer om el, ”alternative brændsler” (læs: naturgas) og biobrændstoffer.

Sagen er imidlertid, at vi har brug for klare mål og reguleringer for transport i perioden frem til 2030. Ellers kommer de nødvendige investeringer ikke. For hvem er det lige, der skal turde investere i for eksempel avancerede biobrændstoffer baseret på affald og biprodukter fra land- og skovbrug, hvis man ikke ved, hvad EU vil om 5 år eller om 10 år?

Det er klart nok for få. Teknologierne er ellers især udviklet i EU’s egne medlemsstater og har potentialerne til nye job og yderligere innovation inden for den avancerede bioøkonomi, som EU i andre sammenhænge taler så varmt for.

Første test 18. juni
Et begavet miks af mere energieffektive transportmidler, avancerede biobrændstoffer og el kommer ikke af sig selv. Det er en ganske krævende opgave, der forudsætter, at EU besinder sig på at ville. Og, besinder sig på at ville anvende regulering, der er gennemskuelig for flere end en lille gruppe teknokrater.

Den første test kommer 18. juni, hvor EU’s to (!) energi- og klimakommisærer, afholder en ”high-level” konference. Den kan ende i det rene ingenting. Men der er også en mulighed for at tage fat om nældens rod og kommer med udmeldinger om, hvilke virkemidler, der er mest effektive. Skulle det ikke komme fra kommisærernes egen munde, håber jeg virkelig, at Danmark vil skære det ud i klar tale, så der er sikkerhed for, at der kommer ord på de nødvendige handlinger.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Grete Holmsgaard

Fhv. MF (SF), fhv. direktør, DTU og BioRefining Alliance
studier i historie og samfundsfag (Roskilde Uni.)

0:000:00