Biolog: Kommissionsformanden råber ulv, og landbruget henter høtyven
EU-Kommissionens formand beskriver i tiltagende grad ulven som et problem, trods ingen prædatoriske angreb de sidste 50 år. Faktum er snarere, at ulven er til gene for landmænd, og derfor vil man igen fjerne en del af naturen for landbrugets skyld, skriver biolog Alexander Holm.
Alexander Holm
Biolog med speciale i naturbeskyttelse, radiovært og foredragsholderUlvedebatten er endnu engang oppe og vende, nu efter at Ursula Von der Leyen har meldt ud, at hun ikke ligefrem er venligt stemt overfor denne nøgleart, der er hjemmehørende i EU.
Vi ser så et skift i EU-Kommissionens retorik, der i tiltagende grad beskriver ulven som et problem. Som en del af debatten, bruges argumentet om, at ulven kan være farlig for mennesker. Men er der egentlig hold i dette? Er der noget der viser os, at ulven udgør en fare for mennesker i Europa?
hvad ville det ikke betyde hvis andre lande fulgte i vores fodspor, og begyndte at udrydde de rovdyr, der rent faktisk var farlige?
Alexander Holm
Biolog
Tidligere i år skrev jeg et debatindlæg til Altinget om dette, hvortil Asger Christensen (V) skrev et modsvar. I hans modsvar henviser han til ulveangreb i perioden 2002 – 2020, men det er gået ham forbi, at ingen af disse angreb kan kategoriseres som prædatoriske.
Snarere er der tale om andre typer af angreb. Ulve nemlig kan sagtens gå til modangreb, hvis man angriber dem. Hvis man fodrer dem eller holder dem i fangenskab, hvorved de vænner sig til mennesker og mister deres skyhed, kan de også finde på at komme så tæt på os, at det kan ende i konflikt – hvilket vi for eksempel så i Polen i 2018.
Men her bør fornuften måske råde, og løsningen er ikke at skyde ulvene, men at lade være med at forsøge at lokke dem til sig.
Udryddelse er utaknemmeligt
Det leder netop op til den pointe, det endnu engang er værd at nævne: Der har ikke været et prædatorisk ulveangreb i Europa siden 1974, om end mere end 17.000 ulve lever tæt op og ned ad flere hundrede millioner mennesker, og om end ulvebestanden er vokset med 1.871 procent siden 1960’erne.
Hvis ulven er så farlig, og hvis der er så mange af dem så tæt sammen med så mange mennesker, hvorfor ser vi så ikke nogen angreb?
Fordi ulven er et sky dyr, der har lært, at mennesker skal undgås. Der er fyldt med vildt i Europa, så hvorfor skulle en ulv gå på jagt efter et dyr (altså mennesket), som den er bange for?
Vi har brugt århundreder på at skyde og udrydde ulvene, alt imens vi har gjort alt hvad vi kunne, for at slippe af med rabies, og nu har det båret frugt. Vi er så privilegerede at stå med et ufarligt toprovdyr på hænderne, og at begynde at udrydde det nu, ville være dybt utaknemmeligt.
Hvad skulle give os retten til det, og hvad ville det ikke betyde hvis andre lande fulgte i vores fodspor, og begyndte at udrydde de rovdyr, der rent faktisk var farlige – såsom løverne i Afrika og Indien, tigerne i Asien eller saltvandskrokodillerne i Filippinerne?
Lad ikke landbruget vinde igen
Ulve kan finde på at angribe mennesker, hvis de har rabies. Men vi er ekstremt tæt på at være sluppet af med rabies i Europa, og vi har slet ikke rabies i Vesteuropa, så dette udgør en forsvindende lille trussel.
Ydermere, kan ulven finde på at angribe mennesker, hvis den er sulten (og vel nok så sulten, at den er desperat), men det bliver den ikke i Europa, hvor der er massevis af kron-, rå- og dåvildt – såvel som dyr, der ikke er hegnet ordentligt ind, eller er beskyttet af vogterhunde eller andre værnemidler.
Der er med andre ord for meget mad til at det skulle give mening for ulven at løbe en gigantisk risiko og angribe netop det dyr, den er allermest bange for: Mennesket.
Skal der gå 50 år mere uden ulveangreb, før vi vil give den noget fred?
Alexander Holm
Biolog
Alt i alt står vi dog nu i en situation, hvor ulven er så ufarlig, at vi ikke kan dokumentere prædatoriske angreb, medmindre vi går mere end 49 år tilbage, og selv de forsøg, der bliver gjort på at grave noget frem i litteraturen, der skulle bevise ulvens farlighed i Europa, slår fejl.
Med det in mente, kan vi så virkelig tillade os at plædere for en dagsorden, hvor dette tydeligvis ufarlige dyr skal skydes? Skal der gå 50 år mere uden ulveangreb, før vi vil give den noget fred?
Faktum er nok snarere, at ulven er til gene for de landmænd, der ikke hegner deres dyr ordentligt ind, og derfor vil man gerne (igen, igen, igen) fjerne en del af naturen for landbrugets skyld. Men lad os nu være bedre end det. Vores hidtidige handlinger har givet os en biodiversitetskrise på hænderne, så det kunne være vi skulle prøve noget nyt.