Centralbankerne vil blande klimapolitik og pengepolitik sammen

Som så mange andre organisationer er også den vestlige verdens centralbanker de seneste år begyndt at interessere sig for klimaforandringer og grøn omstilling.

Det har eksempelvis udmøntet sig i dannelsen af det såkaldte Network for Greening the Financial System i 2017, hvor både Danmarks Nationalbank og Den Europæiske Centralbank (ECB) er medlemmer.

Centralbankerne har sat deres økonomer til at analysere, hvordan klimaforandringer udfordrer den makroøkonomiske og finansielle stabilitet, og hvilken rolle centralbanker kan spille i den sammenhæng.

Til efteråret planlægger ECB at offentliggøre sin gennemgang af den samlede pengepolitiske strategi, og ECB-chef Christine Lagarde har på forhånd varslet, at sammenhængen mellem pengepolitik og klimaforandringer kommer til at spille en rolle heri.

I et vist omfang er dette blot udtryk for rettidig omhu, for det er naturligvis kernestof for centralbanker at analysere alle de faktorer, som kan udgøre en risiko for den finansielle stabilitet, også selvom disse risici måske først materialiserer sig om nogle år.

Det handler blandt andet om at lave såkaldte klima-stresstests af banker og kreditinstitutter, som i visse tilfælde kan være særligt eksponerede for klimarelaterede risici, eksempelvis hvis oversvømmelser, skovbrande eller tørker reducerer værdien af bankernes finansielle aktiver eller sikkerheden bag deres udlån.

Et langt mere kontroversielt spørgsmål er, hvorvidt ECB (og for den sags skyld andre centralbanker) bør indregne klimahensyn ved fremtidige opkøbsprogrammer af værdipapirer, også kendt som grønne kvantitative lempelser.

Det er blevet foreslået, at fremtidige opkøb af obligationer målrettes de virksomheder, som i større eller mindre omfang kan betegnes som ”grønne”, mens obligationer udstedt af ”sorte” virksomheder forbigås.

Centralbankerne har intet klimapolitisk mandat

Søren Hove Ravn
Kommentarskribent

Indtil nu har sådanne hensyn ikke været inddraget i udformningen af opkøbsprogrammer, som i stedet har rettet sig mod obligationer fra en bred vifte af virksomheder. ECB og andre centralbanker bør imidlertid tænke sig om to gange, før de iværksætter et sådant tiltag.

Ud over udfordringen ved at identificere, præcis hvilke virksomheder der er henholdsvis sorte og grønne, så er der nemlig en lang række problemer forbundet med idéen.

Sidste år agerede overvismand Carl-Johan Dalgaard lyseslukker for de mange forslag om at sammentænke en finanspolitisk genstart efter coronakrisen med den grønne omstilling, fordi man risikerer at sætte sig mellem to stole.

I stedet bør man vælge de mest hensigtsmæssige redskaber til hvert formål. Samme princip bør gælde her. Centralbankernes opkøbsprogrammer har til formål at understøtte og videreføre pengepolitikken, som igen sigter mod at sikre stabile priser og understøtte vækst og beskæftigelse.

Med grønne opkøb får man så at sige en mindre pengepolitisk virkning for pengene, end man ellers kunne få. Samtidig er det ret oplagt, at kvantitative lempelser kommer langt nede ad listen over de mest virkningsfulde politiske redskaber til at sikre den grønne omstilling.

Her har økonomer over en bred kam i stedet peget på en CO2-afgift. Desuden er det ikke hensigtsmæssigt at adressere et langsigtet problem som klimakrisen med et konjunkturpolitisk redskab som pengepolitik.

Hvad hvis økonomien pludselig kommer i højt gear, og centralbankerne derfor nedbringer deres beholdning af grønne obligationer – i så fald bliver den grønne omstilling utilsigtet sat i stå.