“Ukrainerloven” har tændt en glødende debat om forskelsbehandling. Men særlig behandling af visse flygtninge er alt andet end nyt

Særlige regler er ikke et særsyn

Den nye særlov for ukrainske flygtninge betyder, at ukrainere får midlertidig opholdstilladelse, direkte adgang til arbejdmarkedet, uddannelse og privat bolig, så snart de ankommer til Danmark.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, der er professor i flygtningeret ved Københavns Universitet, er det ikke første gang, at man ser særbehandling af visse udlændingegrupper. Tidligere har også flygtninge fra Balkan, Palæstina og Vietnam fået særordninger ved ankomst til Danmark, fremhæver han.

“Det har altid været muligt at lave mere favorable vilkår for bestemte flygtningegrupper. Man er selvfølgelig bundet af nogle internationale konventioner, men historisk set har man haft særordninger på en lang række områder,” siger han.

Og spoler man tiden tilbage til 1990’erne og krigene i Eksjugoslavien, var behandlingen af flygtninge også en helt anden, end man har set de seneste år, mener Tim Whyte.

“Der er sket kæmpe politiske værdiskred. Hvis man ser på Danmarks internationale og nationale værdier og solidaritetsbegreb, så var det noget helt andet i 1990’erne.”

Da Balkankrigene brød ud, og flere end 17.000 bosniske flygtninge søgte mod dansk jord, var der opbakning fra dansk side til at tage imod. Busser blev sendt ned for at hente bosniere, og de blev hurtigt introduceret til et såkaldt aktiveringsprogram.

Integrationen af de bosniske flygtninge endte i det store hele med at blive relativt “succesfuld” ifølge Tim Whyte. Men siden da har en række væsentlige bekymringer fået plads i udlændingedebatten, mener han.

“Der vokser en bekymring omkring udlændinge, som medfører, at visse mennesker på baggrund af deres religion eller baggrund automatiske ses som et problem.”

I starten af 00’erne opstår en følelse af, at “vi må beskytte os selv, fordi den store verden er farlig”, forklarer han.

Den oplevelse deler Andreas Kamm.

“Jeg er ikke i tvivl om, at de høje flygtningetal i 90’erne har medført nogle bekymringer, som er blevet iscenesat i indenrigspolitikken. Det har ført til endeløse stramninger og en konkurrence om at have den hårdeste flygtningepolitik,” siger Andreas Kamm.

Og kampen om at have den hårdeste flygtningepolitik satte for alvor ind, da syriske flygtninge søgte mod europæiske grænser, påpeger den tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.

“Vi vendte ryggen til sammen med resten af Europa”

Det er ikke utænkeligt, at de 10.000 syriske flygtninge, der kom til Danmark i 2015 og 2016, kigger med undren på behandlingen af de ukrainske flygtninge.

Både Andreas Kamm og Tim Whyte understreger, at forskellene er slående. Mens det var ulovligt at hjælpe syriske flygtninge mod Danmark i 2015, er der nu applaus til danskere, der kører ned for at hente ukrainere ved den polske grænse.

Og mens syrerne ikke fik lov at arbejde under deres første tid i Danmark og skulle bo på asylcentre, får ukrainere direkte opholdstilladelse og mulighed for at komme ud i arbejde hurtigst muligt.

Modtagelsen af flygtninge kan være en politisk substitut i situationer, hvor man ikke selv ønsker at gå ind militært.

Thomas Gammeltoft-Hansen
Professor, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

“Lige nu har Danmark en adfærd på flygtningespørgsmålet, som jeg gerne havde set under den syriske bølge. Der vendte vi ryggen til sammen med resten af Europa,” siger Andreas Kamm.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen er der en klar politisk grund til, at Danmark nu forbereder sig på at tage imod 20.000 ukrainske flygtninge, mens man i 2015 skærmede af for syriske flygtninge, der kom vandrende ned ad motorvejen.

“Man havde ikke på samme måde en oplevelse af, at den syriske borgerkrig var knyttet an til den vestlige sikkerhedssituation, som man havde under Sovjetkrigen, og som man har nu.”

Samtidig forklarer flygtningeeksperten, at man historisk set har været mere villig til at tage imod flygtninge, når “den udenrigspolitiske kontekst betød, at det var ensbetydende med at score ideologiske point”.

Det ses ifølge eksperten nu, hvor Danmark sammen med de andre Nato-lande har afvist at gå i krig med Rusland på Ukraines vegne.

“Modtagelsen af flygtninge kan være en politisk substitut i situationer, hvor man ikke selv ønsker at gå ind militært,” siger han.

Artiklen fortsætter efter tidslinjen.

Nærområder ændrer ikke på flygtninges vilkår

Mens kritikken om, at regeringen forskelsbehandler flygtninge, hagler ned over regeringen, forsvarer den sig med ét argument:

Der er krig i vores nærområde, og derfor har vi et særligt ansvar for at hjælpe.

Det er da også helt rigtigt, at vi skal tage imod en større andel af ukrainske flygtninge, mener Tim Whyte. Men filmen knækker, når man tilbyder flygtningene forskellige vilkår, siger han.

“Det er ikke et argument, at fordi man er fra et nærområde, så skal man tilbydes bedre vilkår. På den måde garanterer man på forhånd, at nogle flygtninge vil blive bedre integreret end andre, der er røget bagerst i bussen,” siger han.

Tim Whyte pointerer, at man ud fra flygtningekonventionen “grundlæggende har ret til beskyttelse, fordi man er menneske”.

“Der er i stigende grad en følelse af, at nogen har mere ret til beskyttelse end andre. Det pakkes ind i en fortælling om nærområder, men der står ikke i flygtningekonventionen, at din geografiske placering skal afgøre, om du har ret til beskyttelse.”

En overraskende fælles front fra EU

I modsætning til 2015 har EU endnu ikke slået sprækker i spørgsmålet om modtagelsen af de mange ukrainske flygtninge.

Det fælles europæiske standpunkt er kommet som en overraskelse for mange, men ikke desto mindre er det den helt rette løsning, mener Andreas Kamm.

“Det europæiske fællesskab er det eneste svar, når der kommer flygtningebølger som den her,” siger han og tilføjer:

“Men førhen er det braset sammen, inden det overhovedet blev startet ordentligt op.”

Det er nemlig et fællesskab, der stod på ekstremt vakkelvorne ben, sidste gang Europa kom under pres med en flygtningestrøm på omkring 1,5 millioner syrere.

Mens Danmark indførte grænsekontrol, stramninger og fejrede det med lagkage, var også østeuropæiske lande som Polen og Ungarn benhårde i deres flygtningehåndtering.

Det europæiske fællesskab er det eneste svar, når der kommer flygtningebølger som den her.

Andreas Kamm
Tidligere generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Den tidligere håndtering skyldes ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen de eksisterende asylregler i EU, som betyder, at det første land, en flygtning ankommer til, har ansvaret for at registrere asylansøgeren.

“Den utilsigtede konsekvens af det er, at de yderste ankomstlande gjorde alt, hvad de kunne, for at forskanse sig og vende det blinde øje til for at registrere asylansøgere,” siger han.

Den problematik gør sig ikke gældende nu. De over tre millioner ukrainske flygtninge har nemlig visumfri adgang til Europa, og det betyder, at de har mulighed for selv at vælge, hvilket land de vil søge asyl i.

Det kan have afgørende betydning, forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen.

“De første ankomstlande er ikke på samme måde bekymrede for, at de alene skal stå med ansvaret, fordi flygtningene har mulighed for at rejse videre helt lovligt.”

Kaste nyt lys over dansk asylpolitik

Om velviljen til at hjælpe holder ved kommer helt an på, hvordan de ukrainske flygtninge vil fordele sig i Europa, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

“Hvis der kommer mange flere end forventet, eller fordelingen bliver meget skæv, kan der opstå politiske spændinger.”

Han påpeger samtidig, at det ikke er givet, at man vil se samme reaktion næste gang en flygtningekrise presser sig på. Det kræver nemlig, at man kan “mobilisere politisk og folkelig opbakning”.

“Men man gør sig trods alt nogle erfaringer og træder et par skridt tilbage i den europæiske konkurrence, der har været om at skræmme flygtninge mest muligt.”

Han forklarer, at forskning viser, at fri bevægelighed for flygtninge giver dem mulighed for at bosætte sig der, hvor de har bedst jobmuligheder og netværk, hvilket har en positiv virkning på, hvor hurtigt de får fodfæste og bliver integreret.

Hos Mellemfolkeligt Samvirke håber Tim Whyte også, at den nuværende situation kan kaste nyt lys over dansk asylpolitik.

“Min store forhåbning er, at man vil se, at hvis man tilrettelægger asylsystemet bedre, så fungerer det også bedre for alle. Både for flygtningene, kommunerne og integrationen i det hele taget.”

Frygten ligger dog stadig og lurer. Både Thomas Gammeltoft-Hansen og Tim Whyte påpeger nemlig, at det er vigtigt at høste de positive effekter af at få ukrainerne integreret hurtigt, hvis solidariteten skal bestå.

“Lige nu er alle helt naturligt optaget af de frygtelige situationer, man ser på tv og har lyst til at åbne deres hjerter. Men når dagligdagen vender tilbage, og andre bekymringer begynder at fylde, kan man frygte, at velviljen ikke holder ved.”