Debat

Dansk Erhverv: Danmarks næste kemiindsats må og skal have fokus på bæredygtighed

Der er brug for en kemiindsats med internationalt udsyn, der evner at bidrage til at få bugt med de store globale klima- og miljøudfordringer. Vi skal have bedre regulering for skadelige kemiske stoffer, udvikle grøn kemi og informere virksomheder og borgere om regler og sundhedsrisici, skriver Jakob Zeuthen.

Mens vi venter på bedre regulering og kontrol, må vi have en
kemiindsats, der langt bedre formår at beskytte forbrugerne igennem information
om de risici, de udsætter sig selv for, skriver Jakob Zeuthen.
Mens vi venter på bedre regulering og kontrol, må vi have en kemiindsats, der langt bedre formår at beskytte forbrugerne igennem information om de risici, de udsætter sig selv for, skriver Jakob Zeuthen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Jakob Lamm Zeuthen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi skal nu i gang med at udmønte over 300 millioner kroner til nye aktiviteter i Kemiindsats 2022-2025.

Der er mange kemikalier, der endnu ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af regulering, som kemi bør og skal være. Kemiske stoffer indgår i alt, hvad vi omgiver os med, og påvirker både mennesker og natur meget.

Derfor er kemi også kendetegnet ved en høj grad af både dansk regulering og EU-regulering. Så lad os slå fast indledningsvist, at de regelsæt skal harmonere. Og det er især vigtigt, at den danske flugter med EU’s ditto.

Vores forbrugsvarer fremstilles og handles på det internationale marked, og vi kan ikke med danske særregler opnå den nødvendige beskyttelse.

Kemiindsats skal beskytte forbrugerne

Selvfølgelig skal der bygges videre på den nuværende kemindsats 2018-2021, som heldigvis har et internationalt udsyn, men det afgørende er, at den næste indsats får en kraftig justering som opfanger de store forandringer, der er sket siden 2018.

De globale miljøudfordringer med klimaet og biodiversiteten står nu som en meget klarere trussel for vores samfund, og derfor er en bæredygtig tackling af kemikalierne et afgørende element for den grønne omstilling.

Derudover er markedet for forbrugerprodukter og deres indkøb blevet langt mere digitalt og grænseoverskridende. Disse udfordringer kræver nytænkning i kemisatsen for 2022-2025.

Dansk Erhverv skrev 1. august 2020 i Altinget, hvad Dansk Erhverv ønsker for den nye Kemindsats 2022-2025.

Vi skal fortsat styrke en dansk forskningsindsats for at få reguleret problematiske kemikalier, herunder de mistænkte hormonforstyrrende kemikalier, der truer sundhed og fertilitet. Vi skal være helt forrest på det område og levere viden ind til EU’s lovarbejde.

Vi ved, at genanvendelse i stedet for forbrænding af kemiske stoffer kan halvere CO2-belastningen i forhold til at producere kemien på ny

Jakob Zeuthen
Miljøpolitisk chef for Dansk Erhverv

Myndigheder skal koordinere og sikre solid ensartet forbrugerinformation så forbrugerne bliver oplyste af risikobaseret information. Vi skal også styrke og sikre genanvendelse af kemikalier i den cirkulære økonomi, for det er mere nødvendigt end nogensinde, at vi sparer på CO2 udledningerne.

Vi skrev også, at vi skal have bugt med den manglende kontrol med e-handlede produkter fra udenlandske platforme. Den vokser og udgør i dag langt den største risikofaktor over for forbrugernes sundhed.

Får vi ikke sikret, at onlinemarkedspladser fører den nødvendige egenkontrol efter gældende produktsikkerhedsregler for eksempelvis kemikalier, får vi ikke dokumentation for, at alle de produkter, emballager med videre, de formidler fra deres sælgere i tredjelande, overholder reglerne i det indre marked.

Det er stærkt bekymrende at vores ellers skrappe kemikalielovgivning i stigende grad bliver sat ud af kraft, alt som forbrugerne handler på onlinemarkedspladser og eksisterende importørvirksomheder omstiller sig til disse onlinemarkedspladser uden ansvar.

Mens vi venter på bedre regulering og kontrol, må vi have en kemiindsats, der langt bedre formår at beskytte forbrugerne igennem information om de risici, de udsætter sig selv for.

Klimapotentiale i genanvendelse

Udover disse to nævnte indsatser skal yderligere to forslag fremhæves. Der skal et kontant fokus på grøn kemi, og der skal ske en målrettet informationsindsats om kemikalieregler til virksomheder,

For så vidt angår grøn kemi, så vedrører det bæredygtighed og klimaudfordringen ved at fremstille og bruge kemi. Vi skal hurtigst muligt i dybden med, hvordan grøn kemi kan udvikles og bruges i en dansk kontekst.

Vi ved, at genanvendelse i stedet for forbrænding af kemiske stoffer kan halvere CO2-belastningen i forhold til at producere kemien på ny. Der er derfor et kæmpe klimapotentiale, fordi omkring 85 procent af vores enorme årlige kemikalieproduktion i EU-forbrug på mere end 80 millioner ton fremstilles ud fra olie. Kan man genanvende mere her, minimerer man selvsagt olieforbruget.

I det hele taget forskes der intensivt i mere grønne kemikalier uden fossile råmaterialer.

Derudover er der andre kemiske stoffer som biocider og pesticider, som vi bruger som til at bekæmpe uønskede bakterier, insekter og andet biologi i og på vores produkter og i landbruget. For så vidt angår dem, har dansk forskning mulighed for at bidrage til at få udskiftet dem med biologisk baserede løsninger, så naturen skånes.

Kemindsatsen skal altså bruges til at bidrage til EU’s Green Deal og unionens kemiindsats.

Indsatsen skal også styrke danske erhvervsmuligheder internationalt. Et sted at starte med at komme i dybden med grøn kemi og mulighederne, er et initiativ, vi kan kalde ”Forum for bæredygtig Kemi”, som diskuterer, kortlægger og igangsætter initiativer med henblik op at bidrage til at udvikling og brug af mere bæredygtige og grønne kemikalier og løsninger.

En digital myndighedsstrategi

Den anden vigtige indsats skal løfte vidensniveauet omkring den komplekse kemikalielovgivning hos bredden af de danske virksomheder.

Langt hovedparten er små virksomheder, der ikke nødvendigvis er medlem af en branche eller følger med på myndighedernes hjemmesider, manglende overholdelse af reglerne primært på grund af manglende overblik over de mange kemikalieregler, som der hele tiden kommer flere af.

Samtidigt er kemikalielovgivningen yderst forskellig, alt efter om man er leverandører af kosmetik, fødevarer, byggevarer eller tøj.

Derfor er der brug for meget mere end blot generel myndighedsinformation og sporadiske dialogmøder. Indsatsen skal udvikle en digital myndighedsstrategi, der inkluderer jævnlige digitale informationsmøder, hvor kemikalieregler og kontrolindsatser gennemgås og forklares.

Med en digital strategi, for eksempel baseret på webmøder, kan myndighederne målrette indsatsen i de forskellige sektorer. Informationsmøderne kan ligge fast hen over kalenderåret, og der kan serviceres med en chat-funktion, hvor virksomheder får onlinesvar.

Forhåbentlig vil disse indsatser indgå i den næste kemiindsats, så vi får løftet området på grønnere, sikrere og mere international vis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00