Debat

Dansk Erhverv: Drop de mange myter om plastik

DEBAT: Dansk Erhverv håber, at EU's plaststrategi gør op med myterne om plastik. Bruges plast ansvarligt og genanvendes det, gør det nytte i vores samfund. Eksempelvis er plastbæreposerne i mange tilfælde en bedre løsning end poser af papir. 

Plastikbæreposer er meget udskældte, og mange butikker har udskiftet dem med papirsposer. Men spørgsmålet er, om det er miljømæssigt klogt, når affaldshåndteret og genanvendt plast kan være et miljøvenligt materiale.
Plastikbæreposer er meget udskældte, og mange butikker har udskiftet dem med papirsposer. Men spørgsmålet er, om det er miljømæssigt klogt, når affaldshåndteret og genanvendt plast kan være et miljøvenligt materiale.Foto: /ritzau/Nima Stock
Katrine Skov Sørensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv

EU-Kommissionens plaststrategi indeholder gode takter for at begrænse plastsvineriet i og udenfor Europa.

Der er ingen tvivl om, at det bedste for miljøet – og for os alle – vil være, hvis deponi af plast ophører, og at forbrugerne bliver mere opmærksomme på ikke at bidrage til plastsvineriet. 

Hvis Kommissionens plaststrategi skal indfri sine målsætninger, er det nødvendigt, at den har opbakning fra politikere, erhvervslivet, borgere og samfundet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Tillid skal være løsningen
Opbakning og tillid til strategien opstår, når strategien er relevant og fokuseret på det erhvervsliv, der gerne vil bidrage til miljøløsninger og mere genanvendelse af plast.

Strategien er relevant og fokuseret, når den baseres på de rigtige forudsætninger, sikret fra politisk hold, så virksomheder kan bidrage til de rette løsninger igennem den cirkulære økonomi.

Vi håber på, at EU's plaststrategi og den kommende danske strategi gør op med de mange myter om plast, der stigmatiserer og æder tilliden til et praktisk og forholdsvist miljøansvarligt materiale.

Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv

Eksempelvis ønsker mange handelsvirksomheder at etablere tilbagetagningsordninger for plastressourcer og udvikle bæredygtigt design for emballager.

Et centralt spørgsmål, som strategien mangler at besvare, er, hvordan førnævnte aktører sikrer, at der kommer tillid til plaststrategiens løsninger.

Genanvendelse er nøglen 
Strategiens muligheder for at bidrage til tillidsskabende løsninger er en grundforudsætning for, at vi får en bæredygtig omstilling.

Oplever for eksempel borgere ugennemtænkte grønne løfter, ryger tilliden, og omstillingen bliver bremset. Det kan ske, hvis genanvendelse af affald ikke praktiseres – på trods af et løfte herom – og at affaldet i stedet brændes af.

Et andet eksempel er, når borgere misinformeres med en fortælling om, at detailvirksomheder kasserer nyt tøj og brænder det i stedet for at genanvende det, når virkeligheden er, at det kassereres for at overholde gældende lovgivning om produktsikkerhed. 

Et sidste eksempel er, når EU-Kommissionen stikker en kæp i hjulet allerede inden lanceringen af plaststrategien ved at foreslå en europæisk skat på plast, der også skal medfinansiere Brexit.

Man blander æbler og pærer – og en plastskat har begrænset effekt, når den straffer nordeuropæiske medlemsstater, der allerede håndterer plast rimelig miljøforsvarligt, fordi de skal betale for sydeuropæiske landes plastsvineri.

Danmark har et effektivt affaldssystem, der forhindrer, at plast smides ud i naturen, og dertil mange virksomheder, der gerne kildesorterer, bortskaffer og genanvender.

Der er brug for en plaststrategi, der har fokus på målrettet regulering, så man rammer plastsvinerne – og fremhæver foregangslande, der kan bidrage til udvikling af bæredygtige løsninger.

Opfat plast som et miljøforsvarligt materiale
Vi håber på, at EU´s plaststrategi og den kommende danske strategi gør op med de mange myter om plast, der stigmatiserer og æder tilliden til et praktisk og forholdsvist miljøansvarligt materiale.

Bruges plast ansvarligt og genanvendes det, gør det nytte i vores samfund. Plast er muligvis mere miljøvenligt end for eksempel pap, bionedbrydeligt eller biofornybart plast – især når det genanvendes.

Et eksempel er plastbæreposerne, der er ret udskældte. Nogle butikker har udskiftet plastikposer med poser af papir og bionedbrydelig plast. Men spørgsmålet er, om det er miljømæssigt klogt, når affaldshåndteret og genanvendt plast kan være et miljøvenligt materiale.

Papir fylder mere, kræver mere transport, bruger meget vand og kemi under fremstillingen. Bionedbrydeligt plast er ikke umiddelbart nedbrydeligt i naturen og begrænser genanvendelsen.

Strategiens skal ses i en helhed 
Virksomheder laver miljøindsatser i bedste mening, men de har brug for viden, der hindrer, at de introducerer utilsigtede miljøbelastninger.

For at styrke virksomhedernes vidensgrundlag og sikre tilliden til fremtidens løsninger bør plaststrategier indbygge anbefalinger i sine initiativer, der fremmer langtidsholdbare løsninger baseret på helhedsviden og livscyklusbetragtninger.

Dansk Erhverv efterlyser for eksempel livscyklusbetragtninger, der kan hjælpe handlen til at vælge de rette materialer til at uddele de mest miljøvenlige bæreposer til forbrugerne.

Den viden ser vi frem til i næste måned, når Miljø- og Fødevareministeriet kommer med sin rapport, der skal hjælpe handlen med at udpege de mest miljøvenlige materialer til fremtidens bæreposer.

Alt i alt hilser Dansk Erhverv plaststrategien velkommen. Den er tiltrængt, fordi vi skal blive bedre til at passe på vores miljø.

Lad os få en debat om, hvad miljøansvarlige og målrettede løsninger er, og lad debatten være med til at eliminere myter med nyttig viden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Lamm Zeuthen

Klima- og fødevarepolitisk chef, DRC, næstformand, Forum for Bæredygtige Indkøb
ph.d. i økologi og menneskeskabte klimaeffekter (Københavns Uni. 1998)

0:000:00