Debat

Dansk Metal: Stop selskabsskatte­satsens ræs mod bunden 

DEBAT: Hvis EU-landene konkurrerer skattesatserne ned i nærheden af nul, vil det slå betydelige huller i de offentlige kasser i Europa, skriver Dansk Metals cheføkonom, Thomas Søby.

Ensartede regler og minimumssatser forhindrer en hård konkurrence, der vil ende med lave satser for selskabskat, skriver Thomas Søby fra Dansk Metal.
Ensartede regler og minimumssatser forhindrer en hård konkurrence, der vil ende med lave satser for selskabskat, skriver Thomas Søby fra Dansk Metal.Foto: Pressefoto/Dansk Metal og Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lad mig bare slå det fast med det samme. Dansk Metal støtter en fælles europæisk minimumssats for selskabsskat i EU.

Debatten om selskabsskattens størrelse og rimelighed dukker op med jævne mellemrum. Og det er en væsentlig diskussion, for naturligvis er skatten på virksomheder på den ene side et relevant konkurrenceparameter, på den anden side er det en vigtig kilde til finansiering af velfærdssamfundet.

Endvidere ligger skatten udelukkende på overskuddet i virksomhederne, og i en tænkt situation uden selskabsskat ville private kunne "spare op" i virksomheder og først betale skat, når udbytte trækkes ud. Samtidig kan selskabsskatten ses som betaling for ydelser som for eksempel infrastruktur, som det offentlige stiller til rådighed.

I 2019 var det samlede provenu 68,4 milliarder kroner. Det svarer til godt 6,5 procent af de samlede skatteindtægter. Da selskabsskat er en skat, der som nævnt kun betales, hvis virksomheden har overskud, svinger indtægterne i sagens natur ganske betragteligt over årene.

Temadebat

Skal vi have en ensartet selskabsskat i EU?
45 procent af danskerne bakker op om en flad selskabsskat i EU, som vil sikre, at virksomheder i alle EU-lande betaler den samme skatteprocent. Det viser en rundspørge, som Epinion har foretaget for Altinget og DR.

Selskabsskatterne i EU er ifølge Eurostat faldet markant siden midten af 1990'erne. Danmarks selskabsskat lå på omkring tre procentpoint under den gennemsnitlige skattesats i EU i 1995, men selvom Danmark har sænket skatten yderligere mellem 2013 og 2016, lå Danmark i 2018 knap 0,5 procentpoint over gennemsnittet.

Altinget giver ordet til politikere og interessenter, som vil give indspark til, hvorvidt EU-landene skal være omfattet af en ensartet selskabsskat.

Hvilke fordele og ulemper får en ensartet selskabsskat i EU? Skal Danmark fortsætte ræset mod bunden for at gøre os mere attraktive for udenlandske virksomheder, eller skal Danmark stå af toget? Vil en ensartet selskabsskat i alle EU-lande være løsningen, eller skal EU alene vedtage en bund for, hvor lav landenes selskabsskatter skal være?

Her er deltagerne:
  • Asbjørn Sonne Nørgaard, direktør, Cevea 
  • Brian Mikkelsen, direktør, Dansk Erhverv
  • Henrik Fugmann, formand og direktør, Tekniq Arbejdsgiverne
  • Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef, Dansk Industri
  • Kim Valentin (V), erhvervsskatteordfører og medlem af Folketinget
  • Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af Europa-Parlamentet og næstforkvinde i parlamentets skatteudvalg 
  • Martin Ågerup, direktør, Cepos 
  • Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef, SMVdanmark
  • Morten Bødskov (S) skatteminister og medlem af Folketinget 
  • Ole Birk Olesen (LA), skatteordfører og medlem af Folketinget
  • Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet
  • Rune Lund (EL), skatteordfører og medlem af Folketinget
  • Stine Bosse, formand, Europabevægelsen
  • Thomas Søby, cheføkonom, Dansk Metal.
Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Danmark har i dag en fuld ud konkurrencedygtig selskabsskat. Herhjemme er selskabsskattesatsen faldet fra 50 procent i 1989 over 32 procent i 2000 til de nuværende 22 procent. Dermed ligger den på niveau med Sverige, markant under Frankrig og noget højere end i Tyskland.

Konkurrence driver satsen ned
Debatten om beskatning af virksomheder foregår ikke kun herhjemme. Det er en global tendens.

Danmark har i dag en fuld ud konkurrencedygtig selskabsskat

Thomas Søby
Cheføkonom, Dansk Metal

En tendens, der har betydet en skattekonkurrence mellem landene, der løbende har drevet skattesatsen ned. Der er ikke meget, der tyder på, at bunden er nået endnu.

Kigger man bare på EU, tegner der sig ligeledes et billede af en løbende reduktion af satsen for selskabsskat. I perioden fra 2000 til 2020 er den gennemsnitlige selskabsskattesats faldet hvert eneste år – undtaget 2013. I perioden er den gennemsnitlige sats faldet fra knap 31 procent til godt 20,5 procent.

Provenuet fra selskabsskattebetalinger udgør en varierende andel af de samlede skattebetalinger i EU, men typisk et sted mellem fem og ti procent.

Om end der både er lande, der ligger under, og lande, der ligger markant over. Der er altså tale om betydelige bidrag til statskasserne rundt om.

Behov for ensartede regler 
I en tænkt situation, hvor skattesatserne konkurreres ned i nærheden af nul, vil der således blive slået betydelige huller i de offentlige kasser rundt om i Europa.

De huller vil enten skulle dækkes ved offentlige besparelser eller ved at indhente skatter fra andre kilder. Med henblik på at beskytte provenuet og for at sikre en vis ensartethed i EU drøftes det løbende, om der skal indføres en fælles minimumssats for selskabsskatter. Det, synes Dansk Metal som nævnt, er en god ide.

Skattesatsen er naturligvis af meget stor betydning, men det er bredden på skattebasen så sandelig også. Vi kommer fra asken til ilden, hvis vi erstatter konkurrence på skattesatsen med konkurrence på skattebasen, hvor man gennem særregler, fradrag og muligheder for omgåelser kan mindske sin skattebetaling.

Skal vi undgå det evindelige kapløb mod bunden, er det derfor nødvendigt, at der også ses nærmere på ikke kun, hvor meget der beskattes, men også hvad der beskattes.

På den baggrund støtter Dansk Metal også det arbejde, der allerede nu finder sted i EU med at definere en ensartet skattebase.

Ensartede regler og minimumssatser kan sikre, at vi undgår en meget hård konkurrence, der uomgængeligt vil ende med meget lave selskabskattesatser og smalle baser.

En udvikling, der i sidste ende vil koste dyrt på provenuet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Søby

Særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00