Polen modsætter sig igen: Global skatteaftale bliver sparket til hjørne i EU

EU-Kommissionen og 26 EU-lande var klar til at implementere en skatteaftale om en global selskabsskat på minimum 15 procent. Men Polen ville det anderledes og stemte nej. DI ser nu muligheder for at gøre aftalen bedre.

Tysklands finansminister, Christian Lindner, Frankrigs finansminister, Bruno Le Maire, og økonomikommissær Paolo Gentiloni måtte gå skuffet fra rådsmødet tirsdag på grund af Polens nej.
Tysklands finansminister, Christian Lindner, Frankrigs finansminister, Bruno Le Maire, og økonomikommissær Paolo Gentiloni måtte gå skuffet fra rådsmødet tirsdag på grund af Polens nej.Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

BRUXELLES: 26 lande sagde ja. Ét land nej.

Siden OECD i oktober 2021 præsenterede en global skatteaftale, der blandt andet indeholder en selskabsskat på minimum 15 procent, har EU arbejdet for at implementere aftalen.

Da skattepolitik imidlertid er et mellemstatsligt anliggende, skal alle 27 EU-lande godkende direktivet, før det kan træde i kraft.

Tirsdag var der forhåbninger om, at det endelig kunne lykkes, da landenes finansministre mødtes til ministerrådsmøde i Luxembourg.

Men Polen sagde fra.

Forklaringen er, at Polen ønsker at implementere hele OECD-skatteaftalen som en samlet pakke i stedet for at dele den op, som EU lægger op til.

I første omgang vil EU kun implementere det, der hedder søjle 2 – som handler om en selskabsskat på minimum 15 procent. Søjle 1, som går ud på, at store virksomheder skal betale mere skat i de lande, de opererer i, skal ifølge EU først implementeres senere. Polen bakker op om begge søjler, men kun hvis de er samlet.

OECD's skatteaftale

Skatteaftalen fra OECD, som der blev opnået enighed om i oktober 2021, er delt op i to søjler:

Søjle 1 er det besluttet, at store virksomheder skal betale mere skat i de lande, de opererer i. Det betyder, at verdens største koncerner - de, der har en global omsætning på over 20 milliarder euro og en overskudsgrad på mere end 10 procent - skal betale 25 procent af overskuddet over 10 procent i markedslandene.

Søjle 2 er det besluttet, at der globalt skal være en minimumsselskabsskat på 15 procent for multinationale koncerner med en omsætning på mindst 750 millioner euro. Det skal være med til at hindre skattely og sikre, at virksomheder opererer på mere lige vilkår. Det er denne søjle, som EU i første omgang vil udstede et direktiv på.

15. marts stemte EU-landene også om direktivet på et rådsmøde for finansministrene. Dengang stemte Polen, Sverige, Malta og Estland imod.

Som ventet var Sverige og Malta denne gang klar til at stemme ja, mens Estland var blevet overtalt ved hjælp af en klausul i direktivet, der sikrer, at lande med færre end 12 virksomheder, som er omfattet af direktivet, får op til seks år til at implementere aftalen.

Også i Danmark har kritiske røster forsøgt at få den danske regering til at sætte en kæp i skattehjulet. Landbrug & Fødevarer og Venstre er bekymret for, at danske andelsselskaber bliver dobbeltbeskattet, når skatteaftalen træder i kraft – og har kritiseret regeringen for ikke at handle på den bekymring.

Men Danmark havde ingen indvendinger tirsdag, da EU-landene skulle tage stilling til direktivet.

Irriteret fransk minister "beklager" Polens holdning

Indvendinger havde Polen til gengæld mange af, og det var til stor irritation for den franske finansminister, Bruno Le Maire, som qua Frankrigs EU-formandskab ledte mødet.

Efter den polske vicefinansminister, Magdalena Rezeczkowska, havde forklaret, at Polen holder fast i sit krav om at indføre de to OECD-søjler i samme pakke, tog Bruno Le Maire ordet.

"Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår den polske holdning. Vi har arbejdet med det her i fem år. Vi har fjernet samtlige tekniske problemer. Og 26 medlemslande støtter minimumsbeskatningen," lød det fra den franske finansminister, som kiggede direkte på den polske repræsentant:

"Du siger, at Polen vil bekæmpe skatteunddragelse. Jamen det her er den bedste måde at bekæmpe skatteunddragelse på."

Læs også

Bruno Le Maire var tydeligt irriteret, og han sluttede sessionen af med at henvende sig til de 26 lande, der havde stemt ja.

"Jeg beklager virkelig Polens holdning. Jeg er ikke overbevist af de argumenter, som Polen fremlægger. Den kritik, som Polen har fremsat, har vi lyttet til. Samtlige medlemslande har gjort en indsats, og vi har alle lavet indrømmelser for at kunne blive enige. Jeg beklager virkelig, at Polen ikke kan støtte teksten," sagde han.

DI: Polens veto åbner en mulighed

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri ser man generelt positivt på den globale skatteaftale.

Men man har også "været bekymret for, at gennemførelsen af den internationale skatteaftale er blevet for forhastet i EU på en måde, som skaber stor risiko for, at reglerne ikke kommer til at fungere optimalt i praksis og går ud over koordinering mellem landene", fortæller fagleder for international skat i DI, Sune Hein Bertelsen.

Derfor giver Polens nej nu nogle muligheder for at forhandle aftalen endnu mere i dybden, lyder det.

"Polens veto på dagens møde i EU mod en politisk aftale om vedtagelse af EU-direktivet om global minimumsbeskatning åbner mulighed for at arbejde på at sikre international koordinering i de forhandlinger, som stadig foregår i OECD," siger Sune Hein Bertelsen.

For DI er det vigtigt, at EU ender med at vedtage et direktiv, der ikke er så forskelligt fra det, som EU's partnere vedtager.

"Vejen frem mod bedre internationale skatteregler begynder og slutter med international koordinering. Det er helt afgørende for virksomhederne, at reglerne i Danmark og EU koordineres med vores væsentligste handelspartnere," siger faglederen.

Næste rådsmøde for EU's finansministre finder sted 24. maj i Bruxelles.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00