Debat: DF-profiler trodser partilinjen om frihedsrettigheder

Af Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen
Hhv. Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og advokat specialiseret i internationale menneskerettigheder

Dansk Folkeparti (DF) er ikke et fordringsløst parti. Hverken når medlemmer af partiledelsen udtaler sig til medierne, eller når partiets ”principprogram” og ”mærkesager” læses.

Begge tekster må anses for at være den forestillingsverden, der udtrykker partiets ledelses politiske holdninger. Partiets medlemmer og vælgere, hvis antal for øjeblikket er nedadgående, kan udtale sig herfra.

Det angiver en ramme for overordnede målsætninger og anslår normer, tone og stil. På partiets sidste årsmøde udmøntedes den stil i en billedlig selvbevidsthed gennem ophængning af portrætskitser af ledelsens medlemmer.    

Man skal være politisk akrobat for at hævde, at Morten Messerschmidts udfald mod konvention og domstol er foreneligt med principprogrammet.

Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen
Hhv. seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og advokat specialiseret i internationale menneskerettigheder

Floskelfyldt principprogram
På årsmødet forkyndte formanden ”Du ved stadig, hvad vi står for.”

Det udsagn viser vej til DF-formuleringen: ”Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på.”

Den politik, Morten Messerschmidt ønsker gennemført, vil kunne skabe forudsætninger for, at et flertal uden hensyn til mindretallet indskrænker frihedsrettighederne.

Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen
Hhv. seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og advokat specialiseret i internationale menneskerettigheder

Men DF er som bekendt med under 20% af vælgerne hverken Danmarks herre eller ejer, og udsagnet er en selvfølgelighed, da ingen vil bestride, at der er meget at passe på.

Men hvad er det, DF skal passe på - og hvordan? Principprogram og mærkesager fremstår som en blanding af ønsketænkning, selvfølgeligheder og partiets særlige virkelighedsopfattelse.

Politik skal ikke kun bygge på følelser
Om virkelighedsopfattelse har et medlem af DF’s ledelse sagt, at ”politik er først og fremmest følelser. Politik skal ikke videnskabeliggøres.”

Dette udsagn hævdes at basere sig på forskning. I al beskedenhed kunne der spørges, om det ikke var at foretrække, at politiske holdninger var baseret på viden før følelser eller ”opdigtede kendsgerninger”.

Principprogrammet omfatter afsnit om Danmarks selvstændighed og udenrigspolitik.

Her skrives blandt andet: ”Vi ønsker landet og folkestyret udviklet i frihed og vil bekæmpe ethvert forsøg på at indskrænke folkestyret og borgernes frihedsrettigheder. (...) Landets selvstændighed og frihed er dansk udenrigspolitiks vigtigste målsætning.”

”Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union. (...) Vi værdsætter de grundlæggende friheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og trosfrihed, idet vi understreger vigtigheden af, at disse frihedsrettigheder respekteres også for andre folkeslag.”

DF-profiler går imod principprogram
Morten Messerschmidt og Anders Vistisen, begge medlemmer af Europa-Parlamentet (EP), har fremsat synspunkter, som set udefra ses at være svært forenelige med disse citater.

Af Morten Messerschmidts hjemmeside, ”Danmarks jord”[1], må man indirekte forstå, at Messerschmidts politiske mål er et majoritetsdemokrati. Han skriver uforsonligt og tenderende til det injurierende, at ”Folketingets flertal enten ved løgn eller ved at forhindre folkeafstemninger er lykkedes med at overdrage uoverskuelige andele af dansk suverænitet til ideologisk felttog imod nationalstaten".

Kort sagt:”Danskerne skal spørges om EU”.

"Danmark skal endvidere udtræde af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fordi ”vi [hvem er ”vi”] ikke aner, hvad dommerne kaster sig over.

Det har haft fatale konsekvenser blandt andet i udlændingepolitikken, hvor vi gang på gang ser Folketinget ydmyget af andre landes dommere, der bestemmer, hvem vi må udvise og hvem ikke.

Danmark er et højtudviklet retssamfund og demokrati, fordi danskerne har ønsket det sådan – ikke på grund af dommere, der huserer fjernt herfra.

Som et først skridt skal derfor menneskerettens forrang fjernes; og på sigt skal vi helt udtræde af konventionen. Grundlov og Folketinget er folkets garantier – ikke franskinspirerede erklæringer.”[2]

Farer for indskrænkning af frihed
Man skal være politisk akrobat for at hævde, at Morten Messerschmidts udfald mod konvention og domstol er foreneligt med principprogrammet.

Den politik, Morten Messerschmidt ønsker gennemført, vil kunne skabe forudsætninger for, at et flertal uden hensyn til mindretallet indskrænker frihedsrettighederne.

Den daværende og højt respekterede folketingsformand, socialdemokraten Erling Olsen sagde i 1997 følgende:

”Det er strengt taget lidt flovt, at vi danske, når det kommer til menneskerettigheder, er bedre beskyttede af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention end af vores egen grundlov. Vi plejer jo at betragte os som et foregangsland, der kan hjælpe nye demokratier med at skrive deres forfatninger, men på dette punkt er vi efterslæbende.”

Indskrænkning af individets frihedsrettigheder er netop det, vi ser i for eksempel Ungarn og Polen, begge medlemmer af EU og af Europarådet, hvorunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention henhører.

Den fortsat forværrede retstilstand i de indskrænkende (illiberale) demokratier Polen og Ungarn har været drøftet flere gange i blandt andet Europa-Parlamentet.

I principprogrammet kan det oven for læses, at borgernes frihedsrettigheder skal respekteres ”også for andre folkeslag.”

DF’er bakker op om illiberale demokratier
Europa-Parlamentet vedtog den 19. september 2018 en beslutning, hvori man med 448 stemmer mod 197 anmodede Rådet om at tage stilling til, hvorvidt Ungarn på en nærmere række områder krænker EU’s grundlæggende værdier.

Betænkelighederne vedrører blandt andet forfatning, valgsystem, retsvæsenets uafhængighed, ytringsfrihed, religionsfrihed og foreningsfrihed

Men under debatten kritiserede Anders Vistisen i et indlæg Kommissionens og EP’s grundlag for at ”belære om nationalt demokrati i medlemsstaterne. Det er uden for min fatteevne”, sagde han.

Anders Vistisen er jurist og må i øvrigt formodes at kende institutionernes rolle og de med medlemskabet påtagne forpligtelser og værdier.

Hvad, han forudså, var at ”det samarbejde (…) der burde være velfungerende i EU ødelagdes”.

Anders Vistisen rettede altså ingen kritik mod den ungarske regerings indskrænkninger af borgernes rettigheder på de nævnte områder, men fortsatte svært forenligt med linjen i principprogrammet: 

”Og hvis man virkelig tror på mangfoldigheden, så gav man også det ungarske folk, som man giver alle andre folk i Europa, muligheden for at gå ned og stemme, vælge deres regering og blive regeret derefter.”

DF alene om at fjerne konvention
DF gør kur til Venstre og Socialdemokratiet om at få andel i regeringsmagten, men hvad står DF for, når det gælder borgernes frihedsrettigheder?

Vil DF efter to forgæves forsøg sige alle gode gange tre og påny i Folketinget fremlægge et forslag om at skrive Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ud af dansk ret?

Hidtil har ingen andre partier støttet forslaget. Er partiet i givet fald ikke mere modstander af Den Europæiske Union?

Eller er det nok at være mod eventuelt ophævelse af danske forbehold? Og hvis ikke, hvorledes forestiller man sig, at udmøntningen af modstanden mod EU skal ske samtidig med et eventuelt regeringsansvar?

Forstår DF overhovedet, hvad international politik og gensidige forpligtelser til fælles gavn er? DF-politik har sin egen logik. Der er jo så meget, vi skal passe på. Og det gør vi bedst med følelser. 

---------------

1) Det var John Mogensen, som skrev tekst til og sang ”Danmarks jord for de danske”. Det er uvist om han kunne tænkes at være inspireret af den danske hjemstavnsbevægelse og/eller ”blod og jord” tankegangen fra trediverne.

2) Er der mod på at læse videre og erhverve indsigt i historisk baggrund, konventionens virke og positive betydning for beskyttelsen af medlemstaternes borgere mod staten i et dansk perspektiv, så kan den juridiske forsker Jacques Hartmanns letlæste bog ”Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention" anbefales.