Økonomer og tidl. ambassadør: Vi rammer os selv, hvis vi ikke hjælper kriseramt Sydeuropa

Af Jens Hjarsbech, Claus Grube og Frank Øland
Hhv. seniorøkonom, Axcelfuture; senior fellow, Axcelfuture og tidligere departementchef og ambassadør i Udenrigsministeriet samt cheføkonom, Landbrug & Fødevarer

Selvom coronakrisen har sendt de europæiske økonomier til tælling, har det ikke ændret meget på de politiske positioner, når det kommer til de aktuelle forhandlinger om EU’s kommende budget og finansiel støtte under coronakrisen.

Sydeuropa kalder på flere penge fra nord, og Nordeuropa er tilbageholdende. Den danske regerings linje er fortsat, at vi kun skal betale én procent af vores nationale indkomst til EU, og at fælles hæftelse for gæld til finansiering af coronakrisepakker er udelukket. Men vi bør ændre den linje, for øget hjælp til Europa er i vores egen interesse, fordi et stærkere EU er nødvendig for at takle Danmarks udfordringer.

I Danmark eksporterede vi sidste år for hele 1.300 milliarder kroner, og næsten halvdelen af det gik til EU-lande. Vores handel er særligt begunstiget af EU’s indre marked, som i sig selv giver os en årlig velstandsgevinst på 100 milliarder kroner.

Italien og Spanien er blandt de hårdest ramte lande i coronakrisen. Også de lande betyder meget for vores økonomi. Sidste år eksporterede vi for 28 milliarder kroner til Italien og 24 milliarder kroner til Spanien. Danske virksomheder har investeringer i Spanien til en værdi af 33 milliarder kroner og for 10 milliarder kroner i Italien.

Alle mod alle er skidt for Danmark
Men det er ikke penge, det hele. Vores relationer involverer også rigtig mange ansatte i de danske virksomheder. Både dem, der eksporterer, og dem, der sælger til de eksporterende virksomheder. I alt er 20.000 danskere involveret i vores eksport til Italien og 15.000 involveret i eksporten til Spanien.

Vi er altså i samme båd som Sydeuropa, og kaster coronakrisen Sydeuropa ud i en dyb og langvarig krise, får det konsekvenser for mange danske arbejdspladser.

Jens Hjarsbech, Claus Grube og Frank Øland
Hhv. seniorøkonom, Axcelfuture, senior fellow, Axcelfuture og cheføkonom, Landbrug & Fødevarer

Vi er altså i samme båd som Sydeuropa, og kaster coronakrisen Sydeuropa ud i en dyb og langvarig krise, får det konsekvenser for mange danske arbejdspladser.

Mange sydeuropæere vil desuden bebrejde de andre EU-lande, at de ikke kom dem til undsætning. Opbakningen til EU er allerede faldende, og det kan ende med, at Italien følger Storbritannien ud af EU. Hvis EU-samarbejdet bryder sammen eller svækkes, risikerer vi, at det bliver hvert land for sig selv, når der skal findes en vej ud af krisen. Det er skidt for Danmark, for vi har vi ikke musklerne selv til at tackle de globale udfordringer, vi står over for.

Før coronakrisen var de globale klimaforandringer øverst på dagsorden. Det kommer de igen, og her spiller EU en nøglerolle. Både for at sænke udledningerne inden for EU, men også for at få resten af verden – og særligt USA og Kina – med.

De nedfrosne relationer mellem USA og Kina kalder også på europæisk lederskab. Kinas vedvarende omgåelser af WTO-reglerne og USA's handelskrig har efterladt den globale handelsorden i krise, og EU må tage lederrollen på sig for at genskabe WTO. Men også andre samarbejder halter; for eksempel har Trump nu stoppet betalingerne til WHO. Det stiller krav om, at EU spiller en større rolle på globalt plan, blandt andet så vi kan arbejde for, at USA igen kører i samme retning som os.