Derfor frygter regeringen, at en ny migrantkrise er ved at bryde ud i Europa

Præsident Erdogan balancerer mellem alliance og fjendskab med Ruslands leder, Vladimir Putin, og de to autoritære lederes armlægning får nu alvorlige konsekvenser for presset på Europas ydre grænser.
BRUXELLES: Når de øverste politiske chefer for alle tre vigtigste EU-institutioner tirsdag iler til en lille by i Grækenlands nordøstlige grænseland, kan man ikke ønske sig noget tydeligere bevis på EU’s akutte frygt for at se en ny migrantkrise flamme op på tværs af kontinentet.
”Vi vil vise vores støtte til den græske indsats for at beskytte de europæiske grænser,” siger EU’s rådsformand, Charles Michel.
Sammen med formændene for EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, Ursula von der Leyen og David Sassoli, møder Michel den græske regeringsleder, Kyriakos Mitsotakis, og landets forsvarschef i byen Orestiada lige ved grænsen til Tyrkiet.






















